Biografi for: Peder Sørensen
Peder Sørensen var først ridefoged på herregården Søgaard på Holmsland i tiden 1728-1737. Herefter ridefoged og birkedommer på Timgaard hos Holger Sehested. I 1756 fratrådte han stillingen som ridefoged, da Holger Sehested solgte Timgaard til Frans Linde på Pallisbjerg. Men han fortsatte som birkedommer. Senere købte han Rækkergaard i Hanning sogn.
Ved afviklingen af fogedtjenesten på Timgaard havde Peder Sørensen nogle penge i klemme, som han havde lagt ud for nogle fæstebønder, der var i restance. Skønt fæstebønderne efter at være kaldt op på Timgaard og i junker Sehesteds nærværelse tilstod, at de var ridefogeden pengene skyldig, men ønskede henstand, så forelå der ved en senere retssag intet skriftligt bevis herpå, således at retssagen ikke faldt ud til Peder Sørensens fordel.
I sin tid på herregården Søgaard oplevede Peder Sørensen en rystende begivenhed, som er beskrevet i Erik Westerbys bog "Skarnskvinden Anna Maria". Ligeledes har lokalhistorikeren H. K. Kristensen refereret sagen i sin bog "Holmsland og Klittens Historie". Søgaard eksisterer ikke mere som herregård, men der findes i sidstnævnte bog et udmærket billede af herregården i dens velmagtsdage.
Fra bogen citeres:
"Da Peder Nicolai blev født på Søgaard, fik Bagges en amme til barnet, nemlig Anna Maria Seier, som kom til gården fra Ølgod sogn. Da Anna Maria var dygtig til at arbejde, blev hun efter at have opammet barnet på gården i endnu 10 år som køkken-, kælder- og stuepige. Og man hørte ikke noget slemt om hende, bortset fra, at hun var "arrigsindet" og ikke kunne forliges med sine medtjenere. I 1732 blev det så galt, at flere af gårdens folk truede med at rejse. Fru Bagges blev da nødt til at skille sig af med hende, og Anna Maria rejste med sin kiste og sit tøj til sine forældre i Viborg, hvor faderen var løjtnant. Der ville man nok helst af med hende, for efter 5-6 ugers forløb kom hun til Søgaard igen med sin kiste og bad om at måtte blive vinteren over, hvad fru Bagges ikke ville nægte det tidligere mangeårige tyende. Anna Maria klagede ellers over, at hun led af vattersot, da hun blev "jo mere tyk, fed og oppummeret".
Ved slagtningen af en kvie til jul, blev hun syg og måtte gå til sengs. Hun blev dårligere, og fruen overtalte hende til at tage imod besøg af præsten, som kom 3. juledag. Læge ville hun ikke have. Alligevel sendte fruen 3. januar bud efter feltskær Gerritz, men han kom først den 5., og da var Anna Maria død natten før.
Fru Bagges, ridefogeden Peder Sørensen, Peder Ladefoged og nogle kvinder ville klæde liget. De fandt nøglen til hendes kiste i hendes underklokke. Da de ville sætte en æske ned i kisten, fandt de indsvøbt i hendes gamle klokke liget af et fuldbårent drengebarn. Rædselsslagne lukkede i hast kisten. To koner, der afklædte liget, mens det uhyggelige fund blev gjort, måtte nu på fruens befaling malke den dødes bryster. Der kom hvid mælk, og de fandt også andre beviser for en fødsel. Fundet blev nu meldt til øvrigheden, der afholdt forhør. En undersøgelse viste, at den nyfødtes hals var brækket, og at der i bunden af kisten lå knogledele af to andre spædbørn indsvøbt i et hvidt klæde. Hvem barnefaderen var blev ikke konstateret.
11. marts afsagde herredsfogeden og 8 meddomsmænd dom. De fandt bevist, at Anna Maria havde født i dølgsmål, ombragt barnet og øjensynligt også de to andre børn. Men da der næppe var andet "end sener og ben" tilbage af den døde kvinde, burde hendes hoved ikke som ellers almindeligt ved henrettelse af den art delinkventer sættes på en stage. Men hendes legeme skulle "af rakkeren optages, hvor hun står, og henføres i et markskel på Holmsland, og der af ham nedkastes".
Denne dom ændrede landstinget. "Andre slige letfærdige til afsky" skulle Anna Marias legeme "af natmanden optages og udi en høj nedgraves, og en stage derhos oprettes med stenhob omkring, hvor jorddrotten det på sin egen grund for godt befinder". Således skete det.
Holmslands kirkebog (Nysogn og Gammelsogn) oplyser nemlig, at Anna Maria "blev nedkastet ved siden af fjorden på Søgaard mark".
Lige til vore dage har overleveringen talt om, at derude var begravet en pige fra Søgaard, som havde dræbt sit eget barn. Hyrdedrengene var ikke glade for at komme der, og andre holdt heller ikke af at færdes der, når det var mørkt.
Sidst i januar 1953 fik Ringkøbing museum meddelelse om, at der var gjort et fund derude og foretog en undersøgelse ved museumslederne. På tidligere hede, nu gennem flere år opdyrket mark tæt ved en brink ud mod fjorden var man stødt på en grav i så ringe dybde, at markredskaberne havde revet nogle knogledele med sig, idet graven og nedlæggelsen var udført så sjusket, at ben og lår havde ligget højere end den øvrige del af legemet. En tidligere bortpløjet lårknogle blev bragt til veje. Dr. Søndergaard Christensen viste, at fundet drejede sig om en yngre kvinde, der var ret spinkel. Dette sammen med, at udgraverne konstaterede et stolpehul ved ligets nakke må sammen med traditionens vidnesbyrd gøre det højst sandsynligt, at det virkelig er den stakkels Anna Marias grav, man var stødt på. Nu blev ligets rester stedt til hvile på kirkegården. Da emsige journalister havde fået nys om fundet, sørgede de for, at det kom til at vække ret betydelig opsigt.
Lidt om personkredsen omkring dette drama:
Fru Bagges hedder Johanne Nielsdatter Colding og er datter af rådmand Niels Bertelsen i Kolding. Hun var gift med Peder Pedersen Bagges (eller Baggesen) fra den kendte Baggesenslægt i Ribe. Hans far var Peder Lauridsen Baggesen fra herregården Lunderup ved Varde. Dennes far igen var rådmand Laurids Baggesen i Ribe gift med Mette Jensdatter, datter af borgmester Jens Olufsen, Ringkøbing, ane nr. 958.
Anna Maria Seier kom fra Ølgod sogn, hvor hun i 1722 fødte et uægte barn. Dette barn befandt sig i Nysogn og var omk. 11 år, da Anna Maria døde.
Anna Maria havde indtil St. Hans 1732 været forlovet med Jep Hansen Tømmermand, der var født i 1707. Men han blev ikke i retten udlagt som barnefader til det ombragte barn. I sin vidneforklaring fastholdt han, at han ikke havde haft "omgængelse" med hende siden julen 1731. Af Nysogn kirkebog fremgår det, at Jep Hansen i 1733 i kirken stod åbenbart skrifte, idet han havde begået letfærdigheds synd imod Anna Maria på Søgaard. Præsten der kom til Anna Maria 3. juledag, var Andreas Rasch.
Den tilkaldte feltskær Gerritz var regimentsfeltskær Gerhard Gerritz fra Ringkøbing, som var gift med Birgitte Cathrine Hansdatter. Deres datter Gertrud Marie Gerhardsdatter Gerritz var gift med Marcus Clausen Borgen, sognepræst på Holmsland. De fik 11 børn. Et af disse var Anna Margrethe Birgitte Borgen, der blev gift med Jørgen Udesen Haahr, Lindbjerggaard, ane nr. 12, i dennes andet ægteskab
Peder Bagges datter Ane Catharine Bagges fødtes i 1727. Hun blev 19/7 1753 gift med købmand velfornemme Hans Hansen Bruun fra Kolding. De fik døtrene Ane Cathrine og Johanne Bruun. Efter kun 3 års ægteskab døde Hans Hansen Bruun, og enken giftede sig 24 maj 1758 med købmand Henrik Ammitzbøl, Kolding.
Denne Hans Hansen Bruun kunne være en bror til provst Ude Haahrs kone Kirstine Hansdatter Bruun. Hvis dette er tilfældet har provsteparret sikkert deltaget i brylluppet på Søgaard. Det er ikke lykkedes at placere denne mystiske Hans Hansen Bruun i slægten i Kolding, idet den potentielle mulige i Kolding levede 1703-1729.