Biografi for: Hans Jessen
Født på Skølvad, Gørdingvej 87, 6690 Gørding
Min fars granfætter Hans Jessen, Billund fortalte på en rundtur på egnen 27-7-2005 følgende:
Folk på egnen mener, at det må være Hans Jessen der har sat stendiget ved Vorbasse Kirke. Da vi kørte forbi fremstod det nydeligt, men det er jo nok også blevet sat om nogle gange siden.
Vi så også det hus, han havde boet i, nemlig Hovborgvej 1 i Vorbasse. Hans fortalte, at det nuværende bliktag havde erstattet et gammelt stråtag, da der skulle bygges benzinstation foran huset - det er et sørgeligt syn.
Peder Sørensen Vig skriver i 1912:
Hans Jessen, der altid gik med sin lange, røde, strikkede tophue, havde særlig forstand på at sætte stendiger, mens hans kone, Ann Jester, var sognets bedste kogekone, ligesom hendes søn, den lamme Christian Skrædder, var sognets bedste skaffer.
Citeret i
Vald. Andersen, Vorbasse - et hedesogns historie, side 156-157:
Peder Sørensen Vig, der var født 7. november 1854 i Bøgvad, Egtved sogn, kom fra sit syvende år til at opleve sin barndom i Vorbasse, hvortil forældrene flyttede, og hvor faderen, Søren Pedersen Vig, var født. P. S. Vig kom gennem sin opvækst egnens bondeliv på nært hold, men selv fik han lyst til at blive præst. Efter mange omskiftelser, hvorom der andetsteds er fortalt (21) fik han sin egentlige gerning inden for det danske kirkeliv i U. S. A., fra 1909 til sin død 1929 som forstander for præsteseminariet i Blair, Nebraska. I det fremmede, hvor han med tiden mødte megen anerkendelse, glemte P. S. Vig aldrig sin slægt og hjemstavn, hvilket gav sig udslag i flere afhandlinger og artikler om disse emner, værdifulde bidrag til sognets historie. I særdeleshed har han dvælet ved sine minder som hyrdedreng. En fyldig afhandling, hvori han beretter om sine oplevelser og iagttagelser i heden, sendte han 1912 til Dansk Folkemindesamling, hvor den fandt opbevaring som manuskript. Trykt blev denne skildring ikke, men der er gjort brug af materialet på anden måde (22)
Samtidig med indsendelsen af denne afhandling skrev P. S. Vig et brev til dr. Axel Olrik, dateret 10. september 1912.
»Det forekommer mig, at jeg måtte kunne skrive en hel bog om Vorbasse sogn, Ør var mit hjem fra 1862 til 1870, og som var min faders, bedstefaders og oldefaders fødesogn, der navnlig er mig bekendt gennem min gamle fader, der levede i mit hjem her i landet i henved 16 år og var særdeles godt inde i tankegangen blandt folk der i ældre dage . . . . «
P. S. Vig skriver, at han, hvis hans tid tillader det, vil sende folkemindesamlingen et og andet om egnens folketro og sæd. Dette synes dog ikke at være blevet til noget. I brevet nævner han »en hel mængde originaler fandtes i min faders og min tid i Vorbasse sogn . . . . «
Mari' Vævers, der boede på Sønderheden, var en sådan original. Hun var vistnok af taterslægt, skriver P. S. Vig. Andetsteds fortælles: »Mari' Vævers var Vorbasse sogns mest originale person. I sine unge dage havde hun været en skøn og feteret skuespillerinde(1) Senere rejste hun med sin søn rundt med et dukketeater. Ved en flot levemåde eller fejlagtige spekulationer havde hun tabt sin store opsparede formue og måtte nu søge fattighjælp i sognet. Her gik hun omkring som en levende avis og samlede samtidig føden til sig. Flæsk, pølse og kød blev stoppet ned i forklædet, og i mælkespanden kom mælk, smør og tællelys. På sine ture solgte hun hjemmevævede strømpebånd og fik deraf navnet Mari' Vævers.« Hun skaffede sig desuden en ekstraindtægt ved at spå. Ved sin død, knap 90 år gammel, efterlod hun sig et testamente, hvori stod, at hendes 4 høns skulle slagtes og bruges til suppen ved hendes begravelse; hendes kat skulle hænges, hvilket dog ikke skete, da den løb bort inden eksekutionen.
Tammes Blinker havde i sin tid gjort tjeneste som blænker, en soldat, der udførte en art spiontjeneste, i de danske hjælpetropper i fransk tjeneste under napoleonskrigene. Christian Winther var en af de rigtige kræmmere fra smugleriets dage. Jep Madsen var noget af en "klog mand". Han kunne "holde fluerne af sig", og engang da P. S. Vigs lille broder led slemt af hudløshed, kom Jep Madsen med stål og flint og slog ild over den syge, og ingen i huset måtte sige et ord, mens det stod på. Hans Jessen, der altid gik med sin lange, røde, strikkede tophue, havde særlig forstand på at sætte stendiger, mens hans kone, Ann Jester, var sognets bedste kogekone, ligesom hendes søn, den lamme Christian Skrædder, var sognets bedste skaffer.
Mens disse originale personer i sig selv kun yder et periferisk bidrag til sognehistorien, vil den almindelige opfattelse af, hvem der var sådanne originaler, og navnlig hvorfor de var det, have en videregående interesse. Enhver, der mere eller mindre ufrivilligt brød ud af bondesamfundets tilvante folder, måtte vente at blive genstand for folks snak, en sladder med undertone af fortørnelse. Heri må vel ses et vist forsvar for hævdvundne traditioner, hvis betydning ikke må underkendes. Men fortørnelsen eller ringeagten kunne i adskillige tilfælde vende sig til en art beundring for den udskejende, og dette afdækker en afstumpethed og et snæversyn, som det gamle almuesamfund også i nogen grad har repræsenteret. Tankegangen og menneskevurderingen var bundet til strenge, stivnede former ligesom hverdagens dont.