Biografi for: Søren Jensen Væver
Søren Jensen Væver (1767 - 1837)
I bogen "Slægten fra Grønninglund i Eskelund i Brørup sogn (1708 - 1930), 2012, side 6 - 7 skriver Hans Grue om Søren Jensen Væver:
Han var gårdejer på Lundgård matr. 11 i Eskelund, Brørup. Gården blev frikøbt i 1792 fra herregården Estrup. Søren Jensen var meget dygtig og anset, og det var ham mulig at betale sin gård i klingende mønt (800 rdl) Som selvejerbonde virkede han så godt, at han havde samlet en stor medgift til alle sine børn. Så kom pengekrisen i 1813 og alt var tabt. Gården var dog gældfri og den overtoges af sønnen Jens Sørensen. Søren har sikkert overtaget faderens fæstegård under Estrup gods omkring 1788, tidspunktet for Søren og Annes giftermål.
Estrup fæsteprotokol:
9. december 1786: Søren Jensen af Eskelund fæster en gård i Eskelund, som Thomas Jørgensen sidst havde i fæste og nu formedelst fattigdom har forladt, af hartkom 3- 2-0-7/11 samt den fjerdepart gård, hans fader Jens Sørensen sammesteds har i fæste og har afstået til ham på hartkorn 1-0-2-2 1/4. Søren Jensen skal svare aftægt til faderen og overtage aftægtsforpligtelsen over for afdøde Jørgen Jensens hustru, som har aftægt af Thornas Jørgensens gård. Han skal yde hoveri i lighed med de andre hoveripligtige bønder. Den årlige landgilde er 11 rdl.
Den 13. juni 1794 fik han skøde på gården fra Estrup gods. Han skulle betale 800 rdl for gården, der have et hartkorn på 4 tdr 2 skp 3 fdk. Jeg har læst et sted, at han kunne betale købsprisen kontant, men det er ikke rigtigt, idet han samme dag udsteder en obligation på 400 rdl til Lautrup på Estrup gods. Den 21. december 1832 oprettedes en købekontrakt mellem Søren Jensen og hans søn, Jens Sørensen, hvorefter Jens på et senere tidspunkt skal overtage gården, og samtidig hermed oprettedes en aftægtskontrakt mellem dem. I skødet er gårdens hartkorn nu på 3 tdr 1 skp 3 fdk 2 1/8 alb, og købsprisen blev sat til 640 rbd, hvoraf Hans overtog en gæld på 160 rbd.
Anna Pedersdatter døde den 26. august 1828 61 år gammel og blev begravet den 2. september. Søren døde godt 10 år senere den 20. december 1837, 70 år gammel og blev begravet den 1. januar 1838. Begge blev begravet pg Brørup kirkegård.
I Poul Bjerges Jydske Bønder fra 1921 har jeg følgende beretning om Anne Pedersdatter: Gaar vi til hans (Niels Jokum Termansen) Moderslægt, er det mest kvinderne, Folk har noget at fortælle om. De var gennemgaaende dygtige, tarvelige, haardføre og stærke - det sidste, hvad enten det gjalt Sjælens Viljesliv eller Legemets Styrke. Hans Mormor var en Smededatter fra Brørup, Vejens Nabosogn mod Vest. Om end det i Smedens Hjem sommetider kneb med at faa Smør til Brødet, så havde man en Sundhed og Arbejdslyst og var tilfreds med de Kaar, vorherre havde givet.
Da Ane - Mormoderen - blev større, maatte hun hjælpe sin far i Smedjen. Hans slog med sin almindelige Smede hammer, og hun maatte så bruge den store Forhammer. Herved udvikledes hendes Kræfter, saa hun var stærk som faa. Da hun senere blev Gaardmandskone, kunde hun, foruden at passe sine børn og sit Hus, hjælpe manden i Marken.
Det var i en Tid, man, når man brækkede Grønjord, altid pløjede med fire Heste for, sommetider med flere, og der skulle da to Mand til dette Arbejde, en tiI at køre og en til at holde på Ploven, Ane kørte, og Søren Jensen, hendes Mand, holdt Ploven. Men Jorderne var så stærke, det var ofte svært at styre Ploven gennem alle de Rødder og Sten, som var der, Sveden haglede ned ad ham. Saa smed Ane Tømmen til ham, tog fat på Ploven, og hun unde tumle den, som var hun et Mandfolk, somme sagde endogsaa bedre.
Niels Jokum Termansen fortæller om sin bedstefar, Søren Jensen: Min Bedstefar paa Mødrene Side var en af de trofaste, ærlige Sjæle, hvis Ja og Nej overalt er så godt som Ed og Underskrift. Han havde været Fæstebonde under Estrup i Malt Sogn, men købte sin gård i Slutningen af Firsindstyverne. Han virkede så kraftig som Selvejer, at han foruden Gaarden ejede en ikke ubetydelig Kapital, der Imidlertid gik tabt ved Pengeomvæltningen 1813. Men han var ikke alene dygtig og økonomisk, han var en veloplyst Mand, der læste godt og skrev en fast og smuk Haand, og han lærte sine børn, især Drengene, det samme. Jeg mindes ham grant som Olding, der I mange ar havde gaaet og baaret pa en smertelig Sygdom, der dog aldrig svækkede hans Aandskraft. Han Bogsamling bestod kun af en Bibel, Møllers Huspostil og Kingos Salmebog, men den blev brugt, og baade Søn- og Helligdage· læste han højt deraf, nar han havde en Fritime. En Gang traf jeg ham i et Sørgehus, hvor en af hans Børnebørn lå lig, og Folk var samlet om Kisten. Da kom han, den Gang en snehvid Olding, og satte sig ved Siden af Kisten og sagde med en høj og inderlig bevæget Stemme:
Uden I omvender Eder og blive som børn, komme I ingenlunde ind i Himmeriges Rige. Jeg mindes ikke, at noget af min Barndoms Indtryk i øjeblikket virkede så gribende på mit unge Hjerte og skrev sig den med mere uudslettelige Træk.