Biografi for: Niels de Linde

En jagthistorie fra Landting 1717.

Den 21.december, 1717 afholdtes på Landting en stor parforsejagt.
Denne fornøjelse elskede Anders Rosenkrantz med lidenskab, og blev ved sådanne leligheder gerne ledsaget af sine to sønner og to døtre, af hvilke især Karen var almindelig anset for at være en meget smuk og indtagende ung pige, som snart skulle fylde sit 16.år. I forvejen var der udgået indbydelse til de nærliggende herregårde, om at tage del i jagten, og den gamle major Sehested til Rydhave, den bedste og ivrigste jæger på hele egnen, blev naturligvis heller ikke glemt. På dette tidspunkt var den unge Niels Linde - hvis fader Christen Linde var gift med borgmester Niels Sørensens datter i Holstebro og ejede 10 herregårde og var blevet adlet i 1704 - gæst på Rydhave, og han blev naturligvis også beredt den fornøjelse, som ventede dem på det gamle gæstfrie Landting.
Major Sehested rådede ham derfor til med et polisk smil, at vogte vel på sit hjerte, thi på Landting var to bandsat smukke piger og rige tillige, og Karen Rosenkrantz var, når hun sad til hest og forfulgte den flygtende hjort, så smuk som "Diana" selv.
Det var et dejligt vintervejr den morgen, da de to herrer red fra Rydhave til Landting. Jorden var hård og hele egnen lå bedækket med en let tåge, som formede sig i de forunderligste skikkelser, efterhånden som den ved solens opgang begyndte at lette. Og man kunne for den sags skyld godt have troet at være i en bjergegn, i stedet for på de flade sletter mellem Rydhave og Landting.
Efter nogen tids forløb forsvandt alle disse tågebilleder og den gamle major svor på, at de fik det dejligste jagtvejr, nogen jæger kunne ønske sig, så at det ret ville blive en fornøjelig dag.
Da de ankom til Landting, fandt de allerede hele gården opfyldt med jægere. Heste og hunde, og desformedelst at det endnu var ganske tidlig morgenstund, var der dog allerede så stor travlhed, at gamle Sehested havde ondt nok ved at finde husets herre og forestille ham sin gæst, der hidtil kun var ham løselig bekendt, skønt derfor lige velkommen. Der var naturligvis stor overflødighed på kraftig spise- og drikkevarer, hvormed jægerne kunne styrke sig til de forestående anstrengelser, og dette sinkede også afrejsen så meget, at klokken blev ni, før toget kunne sætte sig i bevægelse.
Tæt uden for Landting mod nordøst lå dengang en lille skov, og alt længe før dagens frembrud var denne blevet omgivet med garn og klappere, for at ikke de tililende gæsters larmende vrimmel skulle skræmme vildtet bort, og således gøre det nødvendigt at begynde jagten med den især i heden så besværlige søgen efter vildtet. Da nu alle jægerne med deres hunde havde forsamlet sig ved den østlige side af skoven, borttoges her det hindrende garn og klapperne begyndte fra den vestre side deres larmende arbejde, som snart viste sig virksomt, thi et øjeblik efter brød en vældig kronhjort frem fra krattet og søgte sin frelse hen mod den mørkbrune hede. Flere hunde fulgte den, og hele det ventende jagtselskab med stampende heste og halsende hunde ilede nu afsted efter de hurtige flygtninge. I begyndelsen tog disse deres retning lige imod øst - i stedet for som man havde håbet imod nordøst - forbi Aale by til Skånsø, hvor de forlod de høje lyngbakker for at styrte sig ud i den lange smalle Stokholm Mose, der som en farlig hindring truede med at standse jægerne.
Tildels lykkedes dette, thi en del af rytterne forvildede sig i den endnu ikke tilfrosne mose, tabte den faste bund under hestenes ben og måtte i rum tid arbejde igen for at komme ud af det forræderiske dynd og dyb - men den største del fortulgte med øvet øje den vej, som vildtet selv havde taget, vel vidende, at en rytter med fornøden rolighed kunne følge den sti over mosens gungrende dyb, som hjorten ikke et øjeblik betænkte sig på at betræde.
Efter at vildtet igen var kommet ud af mosen, delte det sig, så at hinderne søgte til højre og venstre ind i heden, medens den vældige fører ustandselig stævnede imod øst, efterfulgt af den største del af rytterne og hundene, hvoraf dog nogle forfulgte de flygtende hinder i forskellige retninger.
Niels Linde havde straks fra begyndelsen søgt at holde sig i nærheden af Karen Rosenkrantz, der på sin raske ganger, med den snævre ridedragt og grønne, flagrende slør, den friske rødme, som det hurtige ridt udbredte over hendes ungdommelige ansigt, forekom i skønhed langt at overgå alle de damer, han hidtil havde set. Til en samtale gaves der ingen lejlighed under den hurtige forfølgelse, og han måtte derfor være meget glad om hans udmærkede hest gjorde ham det muligt bestandig at holde sig i hendes nærhed, thi hun var stadig blandt de forreste og ivrigste forfølgere. Hun lod sig ikke standse, hverken af mosehullerne eller tuerne i heden. Niels Linde måtte endogså med skræk være vidne til, at hun ikke ville afbryde, da hjorten endelig, fortulgt af hele meuten, styrtede sig ud i den lange Flyndersø, men uforfærdet lod sin hest springe ud i det skummende dyb, hvis iskolde vand tog de sirlige former i favn, og begærligt hoppede op imod den slanke midie og fulde barm. Øjeblikkelig var Niels Linde på hendes side, thi et fejltrin af hesten ville styrte hende i søens dyb og udsætte hendes liv for fare - men denne opmærksomhed, for hvilken hun takkede med et venligt nik, var aldelesoverflødig, thi rask og let som altid beholdt hun sit farlige sæde, medens hesten svømmede over søen, for derefter med uformindsket hurtighed igen at følge den flygtende hjort ind mellem de høje lyngbakker.
Hjorten forandrede sin retning og slog af imod syd; langs Flyndersøens øde bredder. Dobbelt interessant var derfor i disse ellers øde og ubesøgte egne, den
talrige skare af forskellig klædte herrer og damer med grønne slør, der vajende i vinden, af prægtige heste og pilsnare hunde - såvel som den hele muntre larm, jagten førte med sig. Jægernes råb, hornsignaler og hundeglam, - afgav en forunderlig modsætning til den tavse natur.
Efter flere timers ufortrøden flugt begyndte endelig skovens konge at føle sine kræfter tage af; men de halsende hunde var lige utrættelige på deres færd, og de udholdende jagtheste lod ikke mærke nogen tegn på træthed. Jægerne mærkede snart, at hjortens løb sagtnedes, og at det øjeblik ikke mere var fjernt, da den måtte blive et bytte for hundene. Desto ivrigere fortsattes forfølgelsen, thi enhver af rytterne ville være den første på pletten, når det stolte vildt skulle fældes. Den fortsatte sit løb lige ud, og sprang til sidst ud i Stubbergård Sø, så at jægerne endnu engang måtte ud i de kølige vande, og før den havde nået den modsatte bred, var den indhentet af Niels Linde, hvis fortrinlige hest førte ham foran alle andre.
Et stød i nakken med jagtkniven gjorde snart ende på dyrets angst, og den fældede fjende, en vældig fireogtyveender blev bragt i land under jubelråb og en vældig tusch fra alle valdhornene.
Stubbergård var en mådelig bindingsværksbygning. Major Sehested og brødrene Linde ejede hver en trediedel af denne gård. Her tog selskabet ind, og der blev snart fremsat alt, hvad huset formåede, hvilket ikke var meget, men jægernes appetit var skærpet betydeligt ved det forcerede ridt, og man tog til takke, uden at bryde sig om de våde klæder. Derefter fortsattes jagten med samme iver, og solen var allerede længe gået ned, da det trætte selskab nåede Landting, hvor alle klædte sig om og endte dagen med et dygtigt måltid. Det gik lystigt og larmende til, og mere end en af de kolde jægere sank under bordet, og først ud på natten forlod gæsterne den gamle gård.
Fra denne dag af var Niels Linde en stadig og kærkommen gæst på Landting. Anders Rosenkrantz var en stolt gammel adelsmand, som nærede stor ringeagt for nybagte adel, der ikke ligesom ham kunne udlede sin herkomst fra oldtidens konger og høvdinger - men han syntes alligevel godt om Niels Linde, der forstod at gøre sig yndet. Den unge frk. Karen syntes også i høj grad indtaget i Niels Linde, og da Anders Rosenkrantz efter nogen tids forløbindbød gæster til også at besøge dem på Tirsbæk, den smukke gård ved Vejle Fjord, hvor de plejede at tilbringe det meste af sommeren, viste frøkenens nedslagne blik og ansigtets vekslende rødme, at hun ikke var ganske ligegyldig ved den sag.
Niels Linde havde sammen med sine brødre en gård på Vejleegnen, som han nu mente kunne tiltrænge et mere stadigt tilsyn, og dette udøvede han så samvittighedsfuldt, at han endnu var der, da bøgen sprang ud, og onde tunger påstod, at der snarere på Tirsbæk var noget, som trængte til hans stadige tilsyn. Hvad dette var, vidste snart alle, skønt det skulle være en stor hemmelighed. En dag, da han kom ud af den dejlige bøgeskov alene med Karen, mødte de uventet faderen, og de benyttede da lejligheden til at bede om hans minde til deres forening.
Han smilede og gjorde sig umage for at synes overrasket og gav dog sit samtykke, uagtet den unge mand var aldeles blottet for aner. Om Anders Rosenkrantz havde været lige så villig til at begunstige Niels Lindes besøg, i fald han kunne have tænkt sig, at denne svigersøn skulle blive hans eneste arving i Jylland, og at to af hans børn skulle finde døden i deres blomstrende ungdom - bliver et spørgsmål, som her ikke skal undersøges. Her skal nøjes med at berettes, at det lykkelige unge par nød deres lykkeligste dage i dette forår.
Den 23. august 1718 stod deres bryllup, der altså blev slutresultatet af den minderige jagtdag på Landting hin smukke vinterdag.
Af Anders Kjellerup, tilsyneladende stærkt inspireret af side 78 - 85 i T.A.Becker: En familiehistorie, København 1857