Slægtsdata side 25 (Noter)

de Linde Christen [Mand] f. 29-09-1664 - d. 25-02-1723 Hjerm Kirke, Hjerm Sogn, Ringkøbing Amt

Kilde
Forfatter: P. Nørskov Lauritsen
Kilde: Hjerm Sogn. En historisk beskrivelse. 1. bind. Jorden og dens dyrkere.
Kilde: Udvalget for Hjerm-bogen, 1981

Kilde
Forfatter: Eiler Nystrøm
Kilde: Biografiske efterretninger om Peter Munthe Bruns og Ane Munchs slægt paa fædrene og mødrene side
Kilde: Trykt hos Nielsen & Lydiche (Axel Simmelkiær), København 1910

Kilde
Forfatter: Nielsen, Oluf
Kilde: Historisk-topografiske Efterretninger om Hjerm og Ginding Herreder
Kilde: Otto Wroblewskis Forlag, Kjøbenhavn 1895

Property: Volstrup og Handbjerg Hovgaard: 1706

Kilde
Forfatter: P. Nørskov Lauritsen
Kilde: Hjerm Sogn. En historisk beskrivelse. 1. bind. Jorden og dens dyrkere.
Kilde: Udvalget for Hjerm-bogen, 1981

Kilde
Forfatter: Nielsen, Oluf
Kilde: Historisk-topografiske Efterretninger om Hjerm og Ginding Herreder
Kilde: Otto Wroblewskis Forlag, Kjøbenhavn 1895

Overtog Volstrup og Handbjerg Hovgaard efter faderen.

Oluf Nielsen nævner i bogen "Historisk-topografiske Efterretninger om Hjerm og Ginding Herreder", at der på ydersiden af gavlen på Hjerm Kirkes nordre Korsfløj, lige over nedgangen til en begravelseskælder, er indsat en mindesten med følgende indskrift:

"Anno 1707 er i Jesu navn denne begravelse med dør fuldfærdiget af Christen Linde og Ellen Marie von Oblits, Eiere af Wolstrupgaard med Jus til Hjerm Kirke, som denne hele Kaars kirke for sig og sine indtagen, i hvoe end her efter enten gaard eller Jus kand vorde Ejende. De da ej maae eller kand os dend fratage, saasom Kirken har Deris forige Stoele stade oven paa Begravelsen uforanderlig og i henseende nu under jorden Begravelsen med dets Muur, hvælving, Taule og Dør er fuldfærdiget, ja stedse bør Maintineris og kand vedlige holdes, Saa skal efter Min hustrue og Min død exciperis Synderskovgaard med alt mere goeds, ieg nu paa Wenø land ejer, Bestaaende i h. korn 14 td. 4 skp. 1 alb., hvilket ej efter vores død skal komme til nogen arv eller skifte imellem vore arvinger, Mens vorde da Sekvestreret og Kvindelig hertil Perpetueret, Fiskeriet til Volstrup upræjudicerlig, ja under Vor ældste Søn Christen Lindes (og om hand døer, da næst ældste Søn igien, og ligeledes her efter, medens Afkom er til paa Mands Linie, og naar feiler, da quinde Linie at vedtage, altid ældst Barn og Barne Barn og Descendentes) opsyn hermed at have, maa tage af forn. te Goedses indkomme, i alt under dets ruin, og anvende, om noget Brøstfældig kommer, da på forn. te Begravelse lade Reparere, og der udi lade Holde Ren, Hvad derfra af aarlig indkom over, Hand eller Kirken er vedkommende alleene Raade, lader uddeele til [Fattige] lige paa vis dag hvert aar, nemlig der ieg Christen Linde fra denne Værden af Gud Salig henkaldes. Og det saa Sandt og Ret, som De og efterkommer agter Raade hos Gud og Bi samles maae i Himmerig. Amen.
Christen Christensøn Linde. Ellen Maria von Oblits."

Nu er stenen flyttet ind i kirken, hvor den er anbragt tæt ved koret i venstre side.

Kilde
Forfatter: Nielsen, Oluf
Kilde: Historisk-topografiske Efterretninger om Hjerm og Ginding Herreder
Kilde: Otto Wroblewskis Forlag, Kjøbenhavn 1895

Retur til hovedside

Kilde
Forfatter: P. Nørskov Lauritsen
Kilde: Hjerm Sogn. En historisk beskrivelse. 1. bind. Jorden og dens dyrkere.
Kilde: Udvalget for Hjerm-bogen, 1981

Retur til hovedside

Kilde
Forfatter: P. Nørskov Lauritsen
Kilde: Hjerm Sogn. En historisk beskrivelse. 1. bind. Jorden og dens dyrkere.
Kilde: Udvalget for Hjerm-bogen, 1981

Retur til hovedside

Kilde
Forfatter: P. Nørskov Lauritsen
Kilde: Hjerm Sogn. En historisk beskrivelse. 1. bind. Jorden og dens dyrkere.
Kilde: Udvalget for Hjerm-bogen, 1981

Kilde
Forfatter: Brøndsted
Kilde: http://www.brondsted.dk/brondsted/forslaegt.html

Kilde
Forfatter: P. Nørskov Lauritsen
Kilde: Hjerm Sogn. En historisk beskrivelse. 1. bind. Jorden og dens dyrkere.
Kilde: Udvalget for Hjerm-bogen, 1981

Retur til hovedside

Kilde
Forfatter: P. Nørskov Lauritsen
Kilde: Hjerm Sogn. En historisk beskrivelse. 1. bind. Jorden og dens dyrkere.
Kilde: Udvalget for Hjerm-bogen, 1981

Property: Tirsbæk ved Vejle, Landting i Ejsing, Kærgaardsholm og Møltrup

Kilde
Forfatter: P. Nørskov Lauritsen
Kilde: Hjerm Sogn. En historisk beskrivelse. 1. bind. Jorden og dens dyrkere.
Kilde: Udvalget for Hjerm-bogen, 1981

En jagthistorie fra Landting 1717.

Den 21.december, 1717 afholdtes på Landting en stor parforsejagt.
Denne fornøjelse elskede Anders Rosenkrantz med lidenskab, og blev ved sådanne leligheder gerne ledsaget af sine to sønner og to døtre, af hvilke især Karen var almindelig anset for at være en meget smuk og indtagende ung pige, som snart skulle fylde sit 16.år. I forvejen var der udgået indbydelse til de nærliggende herregårde, om at tage del i jagten, og den gamle major Sehested til Rydhave, den bedste og ivrigste jæger på hele egnen, blev naturligvis heller ikke glemt. På dette tidspunkt var den unge Niels Linde - hvis fader Christen Linde var gift med borgmester Niels Sørensens datter i Holstebro og ejede 10 herregårde og var blevet adlet i 1704 - gæst på Rydhave, og han blev naturligvis også beredt den fornøjelse, som ventede dem på det gamle gæstfrie Landting.
Major Sehested rådede ham derfor til med et polisk smil, at vogte vel på sit hjerte, thi på Landting var to bandsat smukke piger og rige tillige, og Karen Rosenkrantz var, når hun sad til hest og forfulgte den flygtende hjort, så smuk som "Diana" selv.
Det var et dejligt vintervejr den morgen, da de to herrer red fra Rydhave til Landting. Jorden var hård og hele egnen lå bedækket med en let tåge, som formede sig i de forunderligste skikkelser, efterhånden som den ved solens opgang begyndte at lette. Og man kunne for den sags skyld godt have troet at være i en bjergegn, i stedet for på de flade sletter mellem Rydhave og Landting.
Efter nogen tids forløb forsvandt alle disse tågebilleder og den gamle major svor på, at de fik det dejligste jagtvejr, nogen jæger kunne ønske sig, så at det ret ville blive en fornøjelig dag.
Da de ankom til Landting, fandt de allerede hele gården opfyldt med jægere. Heste og hunde, og desformedelst at det endnu var ganske tidlig morgenstund, var der dog allerede så stor travlhed, at gamle Sehested havde ondt nok ved at finde husets herre og forestille ham sin gæst, der hidtil kun var ham løselig bekendt, skønt derfor lige velkommen. Der var naturligvis stor overflødighed på kraftig spise- og drikkevarer, hvormed jægerne kunne styrke sig til de forestående anstrengelser, og dette sinkede også afrejsen så meget, at klokken blev ni, før toget kunne sætte sig i bevægelse.
Tæt uden for Landting mod nordøst lå dengang en lille skov, og alt længe før dagens frembrud var denne blevet omgivet med garn og klappere, for at ikke de tililende gæsters larmende vrimmel skulle skræmme vildtet bort, og således gøre det nødvendigt at begynde jagten med den især i heden så besværlige søgen efter vildtet. Da nu alle jægerne med deres hunde havde forsamlet sig ved den østlige side af skoven, borttoges her det hindrende garn og klapperne begyndte fra den vestre side deres larmende arbejde, som snart viste sig virksomt, thi et øjeblik efter brød en vældig kronhjort frem fra krattet og søgte sin frelse hen mod den mørkbrune hede. Flere hunde fulgte den, og hele det ventende jagtselskab med stampende heste og halsende hunde ilede nu afsted efter de hurtige flygtninge. I begyndelsen tog disse deres retning lige imod øst - i stedet for som man havde håbet imod nordøst - forbi Aale by til Skånsø, hvor de forlod de høje lyngbakker for at styrte sig ud i den lange smalle Stokholm Mose, der som en farlig hindring truede med at standse jægerne.
Tildels lykkedes dette, thi en del af rytterne forvildede sig i den endnu ikke tilfrosne mose, tabte den faste bund under hestenes ben og måtte i rum tid arbejde igen for at komme ud af det forræderiske dynd og dyb - men den største del fortulgte med øvet øje den vej, som vildtet selv havde taget, vel vidende, at en rytter med fornøden rolighed kunne følge den sti over mosens gungrende dyb, som hjorten ikke et øjeblik betænkte sig på at betræde.
Efter at vildtet igen var kommet ud af mosen, delte det sig, så at hinderne søgte til højre og venstre ind i heden, medens den vældige fører ustandselig stævnede imod øst, efterfulgt af den største del af rytterne og hundene, hvoraf dog nogle forfulgte de flygtende hinder i forskellige retninger.
Niels Linde havde straks fra begyndelsen søgt at holde sig i nærheden af Karen Rosenkrantz, der på sin raske ganger, med den snævre ridedragt og grønne, flagrende slør, den friske rødme, som det hurtige ridt udbredte over hendes ungdommelige ansigt, forekom i skønhed langt at overgå alle de damer, han hidtil havde set. Til en samtale gaves der ingen lejlighed under den hurtige forfølgelse, og han måtte derfor være meget glad om hans udmærkede hest gjorde ham det muligt bestandig at holde sig i hendes nærhed, thi hun var stadig blandt de forreste og ivrigste forfølgere. Hun lod sig ikke standse, hverken af mosehullerne eller tuerne i heden. Niels Linde måtte endogså med skræk være vidne til, at hun ikke ville afbryde, da hjorten endelig, fortulgt af hele meuten, styrtede sig ud i den lange Flyndersø, men uforfærdet lod sin hest springe ud i det skummende dyb, hvis iskolde vand tog de sirlige former i favn, og begærligt hoppede op imod den slanke midie og fulde barm. Øjeblikkelig var Niels Linde på hendes side, thi et fejltrin af hesten ville styrte hende i søens dyb og udsætte hendes liv for fare - men denne opmærksomhed, for hvilken hun takkede med et venligt nik, var aldelesoverflødig, thi rask og let som altid beholdt hun sit farlige sæde, medens hesten svømmede over søen, for derefter med uformindsket hurtighed igen at følge den flygtende hjort ind mellem de høje lyngbakker.
Hjorten forandrede sin retning og slog af imod syd; langs Flyndersøens øde bredder. Dobbelt interessant var derfor i disse ellers øde og ubesøgte egne, den
talrige skare af forskellig klædte herrer og damer med grønne slør, der vajende i vinden, af prægtige heste og pilsnare hunde - såvel som den hele muntre larm, jagten førte med sig. Jægernes råb, hornsignaler og hundeglam, - afgav en forunderlig modsætning til den tavse natur.
Efter flere timers ufortrøden flugt begyndte endelig skovens konge at føle sine kræfter tage af; men de halsende hunde var lige utrættelige på deres færd, og de udholdende jagtheste lod ikke mærke nogen tegn på træthed. Jægerne mærkede snart, at hjortens løb sagtnedes, og at det øjeblik ikke mere var fjernt, da den måtte blive et bytte for hundene. Desto ivrigere fortsattes forfølgelsen, thi enhver af rytterne ville være den første på pletten, når det stolte vildt skulle fældes. Den fortsatte sit løb lige ud, og sprang til sidst ud i Stubbergård Sø, så at jægerne endnu engang måtte ud i de kølige vande, og før den havde nået den modsatte bred, var den indhentet af Niels Linde, hvis fortrinlige hest førte ham foran alle andre.
Et stød i nakken med jagtkniven gjorde snart ende på dyrets angst, og den fældede fjende, en vældig fireogtyveender blev bragt i land under jubelråb og en vældig tusch fra alle valdhornene.
Stubbergård var en mådelig bindingsværksbygning. Major Sehested og brødrene Linde ejede hver en trediedel af denne gård. Her tog selskabet ind, og der blev snart fremsat alt, hvad huset formåede, hvilket ikke var meget, men jægernes appetit var skærpet betydeligt ved det forcerede ridt, og man tog til takke, uden at bryde sig om de våde klæder. Derefter fortsattes jagten med samme iver, og solen var allerede længe gået ned, da det trætte selskab nåede Landting, hvor alle klædte sig om og endte dagen med et dygtigt måltid. Det gik lystigt og larmende til, og mere end en af de kolde jægere sank under bordet, og først ud på natten forlod gæsterne den gamle gård.
Fra denne dag af var Niels Linde en stadig og kærkommen gæst på Landting. Anders Rosenkrantz var en stolt gammel adelsmand, som nærede stor ringeagt for nybagte adel, der ikke ligesom ham kunne udlede sin herkomst fra oldtidens konger og høvdinger - men han syntes alligevel godt om Niels Linde, der forstod at gøre sig yndet. Den unge frk. Karen syntes også i høj grad indtaget i Niels Linde, og da Anders Rosenkrantz efter nogen tids forløbindbød gæster til også at besøge dem på Tirsbæk, den smukke gård ved Vejle Fjord, hvor de plejede at tilbringe det meste af sommeren, viste frøkenens nedslagne blik og ansigtets vekslende rødme, at hun ikke var ganske ligegyldig ved den sag.
Niels Linde havde sammen med sine brødre en gård på Vejleegnen, som han nu mente kunne tiltrænge et mere stadigt tilsyn, og dette udøvede han så samvittighedsfuldt, at han endnu var der, da bøgen sprang ud, og onde tunger påstod, at der snarere på Tirsbæk var noget, som trængte til hans stadige tilsyn. Hvad dette var, vidste snart alle, skønt det skulle være en stor hemmelighed. En dag, da han kom ud af den dejlige bøgeskov alene med Karen, mødte de uventet faderen, og de benyttede da lejligheden til at bede om hans minde til deres forening.
Han smilede og gjorde sig umage for at synes overrasket og gav dog sit samtykke, uagtet den unge mand var aldeles blottet for aner. Om Anders Rosenkrantz havde været lige så villig til at begunstige Niels Lindes besøg, i fald han kunne have tænkt sig, at denne svigersøn skulle blive hans eneste arving i Jylland, og at to af hans børn skulle finde døden i deres blomstrende ungdom - bliver et spørgsmål, som her ikke skal undersøges. Her skal nøjes med at berettes, at det lykkelige unge par nød deres lykkeligste dage i dette forår.
Den 23. august 1718 stod deres bryllup, der altså blev slutresultatet af den minderige jagtdag på Landting hin smukke vinterdag.
Af Anders Kjellerup, tilsyneladende stærkt inspireret af side 78 - 85 i T.A.Becker: En familiehistorie, København 1857

Kilde
Forfatter: Anders Kjellerup
Kilde: En jagthistorie fra Landting 1717
Kilde: http://www.lokalarkiver.dk/vinderup/arkivnyt/00-2/a_nyt_2000-2.htm

Kilde
Forfatter: Becker, Tyge A.
Kilde: En Familiehistorie: Fortidsminder fra Jylland. Tidsbilleder fra det 17de og 18de Aarhundrede.
Kilde: S.M.Stinck, Kjøbejhavn 1857

Retur til hovedside

Kilde
Forfatter: P. Nørskov Lauritsen
Kilde: Hjerm Sogn. En historisk beskrivelse. 1. bind. Jorden og dens dyrkere.
Kilde: Udvalget for Hjerm-bogen, 1981

Property: Stenumgaard, Pallisbjerg, Øgelstrup

Kilde
Forfatter: Brøndsted
Kilde: http://www.brondsted.dk/brondsted/forslaegt.html

Kilde
Forfatter: P. Nørskov Lauritsen
Kilde: Hjerm Sogn. En historisk beskrivelse. 1. bind. Jorden og dens dyrkere.
Kilde: Udvalget for Hjerm-bogen, 1981

Pallesbjerg, Stenugaard og Øgelstrup

Retur til hovedside

Kilde
Forfatter: P. Nørskov Lauritsen
Kilde: Hjerm Sogn. En historisk beskrivelse. 1. bind. Jorden og dens dyrkere.
Kilde: Udvalget for Hjerm-bogen, 1981

Property: Bæksmark, Ulvsund og Holmgård

Kilde
Forfatter: P. Nørskov Lauritsen
Kilde: Hjerm Sogn. En historisk beskrivelse. 1. bind. Jorden og dens dyrkere.
Kilde: Udvalget for Hjerm-bogen, 1981

Property: Kjærsholm, Palstrup mm.

Kilde
Forfatter: Brøndsted
Kilde: http://www.brondsted.dk/brondsted/forslaegt.html

Bækmark og Ulfsund Holaard i Møborg sogn

Retur til hovedside

Event: Titel: 30-01-1708

Occupation: Godsejer Nørre Vosborg i Ulfborg

Kilde
Forfatter: P. Nørskov Lauritsen
Kilde: Hjerm Sogn. En historisk beskrivelse. 1. bind. Jorden og dens dyrkere.
Kilde: Udvalget for Hjerm-bogen, 1981

Nørre Vosborg i Ulfborg Lindtorp
8 børn overlevede faderen

Retur til hovedside

Kilde
Forfatter: P. Nørskov Lauritsen
Kilde: Hjerm Sogn. En historisk beskrivelse. 1. bind. Jorden og dens dyrkere.
Kilde: Udvalget for Hjerm-bogen, 1981

Property: Palstrup i Højbjerg Sogn og Krogsdal

Kilde
Forfatter: P. Nørskov Lauritsen
Kilde: Hjerm Sogn. En historisk beskrivelse. 1. bind. Jorden og dens dyrkere.
Kilde: Udvalget for Hjerm-bogen, 1981

Palstrup i Højbjerg Sogn, Lysgaard Herred Krogsdal

Retur til hovedside

Kilde
Forfatter: Brøndsted
Kilde: http://www.brondsted.dk/brondsted/forslaegt.html

Retur til hovedside

Kilde
Forfatter: Esben Graugaard, Mogens Kragsig Jensen, Rigmor Lillelund, Jan Dalsten Sørensen
Kilde: Vesterlandets konge - Christen de Linde - en vestjysk matador og hans slægt
Kilde: Holstebro Museum, 2004

Retur til hovedside

Kilde
Forfatter: Nielsen, Oluf
Kilde: Historisk-topografiske Efterretninger om Hjerm og Ginding Herreder
Kilde: Otto Wroblewskis Forlag, Kjøbenhavn 1895

Retur til hovedside

Kilde
Forfatter: Nielsen, Oluf
Kilde: Historisk-topografiske Efterretninger om Hjerm og Ginding Herreder
Kilde: Otto Wroblewskis Forlag, Kjøbenhavn 1895

Kilde
Forfatter: F. Krogh
Kilde: De danske majorater
Kilde: Chr. Steen og søn, Kjøbenhavn, 1868

Uddrag af Dansk Biografisk Leksikon:
Zytphen, Ernst Frederik, 1765-1835, Officer.
Slægten v. Z. stammer fra Nederlandene og kom, efter at være fordrevet fra dette Land under Religionskrigen, over Sachsen og Meklenborg til Danmark i den anden Halvdel af det 17. Aarhundrede. Christian Frederik v. Z. (døbt 10. Avg. 1729 d. 20. Marts 1804) blev naturaliseret som dansk Adelsmand 1757, men efterlod ikke Afkom. Hans Faders Brodersøn var Kapitajn Frederik Gregorius v. Z. (f. 18. Juli 1729 d. 27. April 1774), der med sin Hustru Anna Clementine f. Fischer (f. 15. Dec. 1731 d. 16. Marts 1816) havde Sønnen E. F. v. Z. Denne blev født 29. Nov. 1765 i Viborg, men da Faderen 1770 blev forflyttet til Christiania, har han her tilbragt sine Drengeaar og paa Grund af Faderens tidlige Død under saare beskedne Vilkaar. Disse bleve ikke bedre, da han 1780 kom som Landkadet til Kjøbenhavn. 1786 blev han Sekondlieutenant (med Anciennitet fra 1783) i viborgske Infanteriregiment, hvis Chef, den krigserfarne C. L. v. Blücher (II, 445), forstod at paaskjønne hans Tjenesteiver og Nøjagtighed, saa han ved Feltjægerkorpsets Oprettelse 1789 kom til dette som karakteriseret Premierlieutenant. I denne nye Tjenestestilling blev bl. a. hans udprægede Ordenssans og ualmindelig skjønne Haandskrift udnyttet, i det det blev overdraget ham at lede de store Kortarbejder. Han skuffede ikke de til ham stillede Forventninger; derom vidner hans forholdsvis hurtige Avancement: 1794 virkelig Premierlieutenant, 1795 karakteriseret Ritmester og 1798 Sekondritmester. Allerede 1792 fungerede han som Generaladjutant-Lieutenant under Lejrsamlingen ved Modbøl i Sønderjylland; 1802 og 1803 var han i Tyskland, Frankrig og Italien, og sidstnævnte Aar hørte han til de udvalgte Officerer, der i Tyskland indhentede Oplysninger om Troppebevægelserne. Imidlertid maatte han 1806 ombytte Generalstabs- med Geledtjenesten, i det han blev Kompagnichef i i. jyske Infanteriregiment, hvis nye Chef F. C. Bauditz (I, 600) nok kunde bruge en saa dygtig Officer ved Reformationen af det forsømte Regiment. Samme Aar blev han Major, 1811 Oberstlieutenant og 1816 karakteriseret Oberst. Han deltog i Okkupationen af Nordfrankrig 1814-15. Efter i 22 Aar at have staaet ved 1. jyske, blev han 1828 Oberst og Chef for 3. jyske Infanteriregiment, hvor han skulde haandhæve og trods sine 63 Aar virkelig ogsaa indførte skrappere Disciplin. I sin nye Garnison, Aalborg, vandt han ved sin venlige og velvillige Optræden Befolkningens Hengivenhed, hvilket bl. a. viste sig ved almindelig Deltagelse i Højtideligholdelsen af hans 50aarige Officersjubilæum. 1831 avancerede han til Generalmajor, og 1834 kom han tilbage til Kjøbenhavn som Chef for sit gamle Regiment, det 1. jyske, men allerede 3. Nov. 1835 indtraf hans Død. Han var nøjsom og beskeden, flittig og pligtopfyldende, Stræng mod sig selv, human mod undergivne - en helstøbt Soldat. I det borgerlige Liv nærede han Anskuelser, der for hin Tid og i hans Stilling vare mærkelig liberale. Han ægtede 4. Nov. 1808 i Frederiksberg Kirke Louise Augusta Baronesse Pechlin v. Løwenbach (f. i Nordborg paa Als 12. Febr. 1787, d. paa Frederiksberg 13. Nov. 1869), Helsøster til Diplomaten F. C. F. Baron Pechlin (XII, 602 f.). Denne smukke, højtbegavede Dame var meget belæst, kunstnerisk og digterisk anlagt; hun har oversat Ingemanns «Holger Danske» paa Tysk. Hun var Veninde med Sophie Ørsted f. Oehlenschlæger. I hendes mangeaarige Enkestand saa hun i sit Hjem Samtidens mere bekjendte Mænd - Brødrene Ørsted, Chr. Molbech, Mynster, Sibbern, Paulli, Gunni Busck, Pet. Rørdam, Blædel m. fl. Hun var meget religiøs og anerkjendte tidlig Grundtvigs store Værd, uden dog nogen Sinde at høre til hans religiøse Parti. Hun stod Dronning Caroline Amalie meget nær, og det var hende, der først henledte Dronningens Opmærksomhed paa Grundtvig.

Kilde
Forfatter: C. F. Bricka
Kilde: Dansk Biografisk Leksikon
Kilde: Gyldendalske Boghandels Forlag (F. Hegel & Søn), Kjøbenhavn, Græbes Bogtrykkeri. 1887 - 1905.

Retur til hovedside

Confirmation: 02-04-1758

Cremation: 12-07-1784

Opkaldt efter faderens første hustru: Øllegaard Muus

Retur til hovedside