Confirmation: 11-04-1847

Change: 3 OCT 2006

Change: 19 SEP 2002

Change: 6 JAN 2005

Occupation: gmd af Vester List

Kunne komme fuld hjem fra Varde marked.

Havde gården Vester List, nabo til Lindbjerggaard ved Ølgod.
Gården gik på tvangsauktion efter statsbankerotten. Herefter flyttede de til Hjedding, hvor Niels gik på dagleje.

Change: 6 JAN 2005

Occupation: Propietær på Lindbjerggaard i Ølgod

Jørgen giftede sig til herregården Lindbjerggaard ved Ølgod.

En tegning af gården er ifølge Søren Manøe og Brian Kristensen tilegnet C.J.Jespersen.

Matr.nr. la af Lindbjerg, Ølgod Sogn, Øster Horne Herred, Ribe Amt. Adresse: Lindbjergvej 38, 6870 Ølgod. Gårdens ejer: Knud Erik Madsen.

Billedets nuværende opholdssted er ukendt. Det afbildede er en affotografering af tegningen uden at årstal, nr. betegnelse eller signatur er medtaget. Billedet tilskrives C.J. Jespersen, Ensted. Foto: 27 x 40,5 cm.

Billedet viser et trefløjet gårdsanlæg set fra nord. De to avlslænger er i grundmur med stråtag. Stuehus med sidefløje i grundmur med tegltag. De to indgangspartier og mellemliggende afsnit er markeret med hvidtet mur.

Sidebygninger og avlslænger er blevet fornyet 1914-24, medens stuehuset fra 1735 stadig står i uændret stil. I dag er gården firlænget, da der mod nord er opført en ladebygning.

Der er historiske efterretninger om Lindbjerggaard tilbage fra 1527, hvor gården havde status af herregård. I engen, der skimtes til venstre i billedet, blev der i 1980 foretaget en undersøgelse af et cirkulært voldsted, antagelig forgængeren for det senere Lindbjerggaard. Voldstedet blev dateret til 1300-årene, så Lindbjerggaard's historie går tilbage til den tidlige middelalder.
Gården har siden det 15.århundrede været ejet af adelsslægterne Fasti, Kaas, Gjøe og Juel. 1705 solgte Henrik Juel gården til Laurids Christensen Vestenhof til Skerrildgaard. Efter hans død i 1729 videreførte enken, Dorothea Brønsdorph, driften. Sønnen, kaptajn Christen Brønsdorph, overtog gården i 1724. Han måtte allerede i 1728 pantsætte Lindbjerggaard og i 1731 afstå den til købmand Gerhardt Hansen de Lichtenberg i Horsens, der blev ejer til 1758 af såvel herregården som af Ølgod Kirke, der hørte under herregården. Han fornyede i 1735 stuehuset, som står endnu, og opførte nye avlsbygninger i bindingsværk. Efter en række ejere og udstykninger af gården, blev den stillet på auktion i 1862, hvor to brødre, Mathias og Andreas Nissen, fra Sønderjylland købte den. I 1871 døde Mathias, og Andreas Nissen blev eneejer. Han må således have været den, der forhandlede med Jespersen om at udføre prospektet af Lindbjerggaard. I 1878 overtog Andreas Iversen fra Holmsland gården. Sønnen, Johannes Iversen, og hans kone, Sine, var ejere fra 1911 til 1955 og derefter Jens Iversen, der i 1971 solgte Lindbjerggaard til Hanne Lise og Knud Erik Madsen, der stadig driver gården.

Billedets ejer: Ukendt. Fotografiet tilhører Ølgod lokalhistoriske Arkiv, Vestergade 7, 6870 Ølgod.

Kilder:
Tage Olesen: "Ølgod sogns gård- og slægtshistorie", 1988, s. 22-28.
H.K. Kristensen: "Øster Horne Herred", 1944, s 321-337.
J.J. Hansen: "Større danske Landbrug", 1936, bind 8, s.306.

Jørgen giftede sig til herregården Lindbjerggaard ved Ølgod.

Lindbjerggaard er omtalt i "Fra Ribe Amt",
årg. 30, side 480,
årg. 70, side 478,489,
årg. 71, side 615,
årg. 73, side 301,
årg. 76, side 79,

Change: 11 JAN 2005

Change: 11 JAN 2005

Change: 19 SEP 2002

Change: 19 SEP 2002

Education: Theologisk embedseksamen fra København Universistet: 26-09-1720

Occupation: Hører på Kolding Latinskole: BET 1722 AND 1728

Occupation: Præst i Ølgod og Strellev sogne, Ribe Amt: BET 13-09-1728 AND 18-01-1789

Occupation: Herredsprovst i Øster Horne Herred: 30-06-1742

Han er omtalt i "Fra Ribe Amt", årg. 42, side 376 og årg. 44, side 27

Navnet Haahr

Hvor dette navn stammer fra kan næppe opklares. Derimod kan man se, at provst Ude Haahr på et vist tidspunkt føjede det lille "h" til. Om navnet derved er blevet smukkere, er en skønssag, men det har fået den betydning, at ætlinge af provst Haahr derved er skilt ud fra de andre slægter Haar. (Se dog nedenfor).
Der findes nemlig andre slægter af dette navn, f.eks. en stor slægt i Chr. Nielsens slægtsbog (A. S. Vedels), og særlig i omegnen af Kolding har der været og er vel endnu adskillige der med navnet Haar (se stamtavlen over slægten Ravn). Vibergs præstehistorie har adskillige af navnet Haar. I Henne sogn findes også folk af navnet Haahr, men jeg kan ikke se, de hører til vor slægt, mærkelig nok, da de har det lille "h" med. Skolebestyrer Haahr i Svendborg hører heller ikke med (opkaldt efter en af slægten; hans navn er opr. Haahr Thøgersen).
Som det ses af stamtavlen hed den første Haahr Søren Jørgensen Haard. Navnet har altså forandret sig fra Haard over Haar til Haahr; men præsterne tog det, som før nævnt, næppe så nøje med stavemåden i gamle dage.
Man kan nu gætte på, om navnet kommer af tillægsordet haard, eller af landsbyen Haar ved Randers. I Salomonsens leksikon står: Haar (den høje), et navn på Odin, sammenstilles gerne på Jafnhaar (den lige så høje) og Thridi (den tredje) til en mystisk trehed, bedst kendt i Snorres Edda, men omtalt allerede i de ældste skjaldekvad«.
Skulle det måske være en mand af stor højde, legemlig eller åndelig, der har fået dette kendingsnavn ? Direkte at opkalde Guderne brugtes ikke i Hedenold

Slægten Haahr indtil provst Ude Haahr
Søren Jørgensen Haard.
Rådmand i Kolding, f. 1596, d. 1660, g. Karen Bertelsdatter, d. 1682. Børn:
I. Maren Sørensdatter Haard, d. 1659, g. 1652 Peder Knudsen.
II. Karen Sørensdatter Haard, g. 1661, ridefoged Anders Jørgensen.
III. Anne Sørensdatter Haard, d. 1694, g. 1660, Hans Lauridsen Holst, præst i Aastrup og Stamp; f. i Kolding 1625, d. 1694.

En datter Dorthea Hansdatter Holst, d. 1699, g. med faderens eftermand i embedet Iver Gregersen Krabbe, d. 1704.
IV. Lene Sørens datter Haard, f. c. 1634, d. 1695, g. 1660. Ude Bertelsen, f.1643, d. 1678 (Se Helt-slægten). Sidstnævntes børn:
1. Søren Udsen Haar, døbt 1661, begr. 1722, g. l) Dorthe Hansdatter, begr.1712, g. 2) Maren Søfrensdatter Rachlou, begr. 1717.
2. Bertel Udsen (Børn: Sophia og Anna).
3. En datter g. Jep Kyd (barn: Mette).
4. Peder Udsen den ældre begr. 1700.
5. Peder Udsen den yng're (en Datter: Finche, g. m. kok S. S. Ferlig,
Kolding).

Børn af Søren og Dorthe Haar.
A. Ude Sørensen Haar, døbt 11-9-1696, d. 18-1-1789, præst og provst i Ølgod.
\
B. Hans Sørensen Haar.
C. Jørgen Sørensen H aar, døbt 28-1-1700, g. 1738 Lovise Cathrine Saltor, Kbmd. i Kolding.

En søn af Jørgen Haar er sikkert den af pastor Richter i »Fra Ribe amt VII« omtalte præst Joachim Haar. Han var Koldingenser og søn af kbmd. f. 1739 (Kbmd. Jørg. Haar, g. 1738), student i 20 års alderen, teologisk kandidat i 27 års alderen ; med 3die karakter; dette behøver ikke at betyde dårlige evner, men hvis man havde dårlig råd eller tid, kunne man indstille sig til denne karakter.
Han var lærer ved Kolding skole, til han 1771 blev præst i Vejen og Læborg, hvor han forblev indtil sin død 1812. 1787 blev han provst.
Han skildres som en mand af stor viljestyrke, tog ivrig del i de praktiske forhold, der fremkom i landboreformernes tid, og forstod at føre en sag igennem. Han var gift med formandens enke, der da var 46 år, han selv kun 32.
En anden søn Søren Jørgensen Haar, f. Kolding 1734 (35). Faderen: J. H. Kbmd., Moderen: Magdalæena »Catharinæ filia«. Student Kolding 56, kandidat 60, r. cap. Varde 63 Præst i Lemvig og Nørlem 67, død 93, g. med Anna Elisabeth Fabricius, f? død 1807. 2 sønner, 4 døtre.
Søren Jørgensen Haard var altså rådmand i Kolding, en velhavende og indflydelsesrig borger. Ifølge Kolding tingbøger havde han en mærkelig sag med en skolemester i byen" 7-9-1653 forlangte Søren J. Haard skolemester Gregers Nielsen straffet. Skolemester havde råbt: »Dine mange Huse og Gaarde og den store Pral og Pragt, du udfører i dit Hus, det gør du med Djævelens og Anne Jensdatterrs Magt, og jeg haver ingen Djævel i mit Hus, som du haver i dit«. Det oplyses, at hin aften havde Gregers Skolemester været så beruset, at "han løb til bemeldte Søren Haards Bislag og bed derudi med sine Tænder". Skolemesterens indlæg: Eftersom Søren Jørgensen Haard, Raadmand her i Kolding, har forhvervet nogle Vidner paa mig underskrevne her paa Bytinget sidst forleden 20-7 anlangende nogle Ukvemsord, jeg skulle have haft 11-6 næst tilforn, saa er herimod mit korte Svar, at saa sandt som Gud lever og den Lod og Part, jeg forventer mig hos Gud i Himlen, jeg aldrig ved og meget erindrer har sagt andet om velbemeldte Søren Haard eller nogen hans paarørende end som alt ærligt og kristeligt, langt mindre kunde faa Aarsag noget uærligt at tænke eller sige, og hvis mig fattige Mand noget andet paavundet er, er usandfærdigt og af Misundelse vundet at være som de paa andre Steder aldrig skal kunne godtgøre. Begærer gerne, at dette for Retten maatte læses, paaskrives og indføres udi hvis som passerer.

Ex Kolding, 7. september 1653. Gregers Nielsen. egen hånd


Dommen lød således: Efterdi det er en Sag, som Æren paagælder, tør jeg mig ikke fordriste i den Sag at kende, mens den Sag henfinder og indstiller for min gunstige og velbaarne Overdommer.
Til Vidnesbyrd under mit Signet, Datum ut supra.

Sagen blev altså appelleret, men udfaldet kender jeg ikke. Det var jo et ærekrænkende angreb - vel i fuldskab - på en af byens spidser. I det 16. århundrede skulle borgmester og råd sidde til doms i alle vigtige sager.
En anden sag giver et indtryk af S. Haards anseelse, men også af hans vel store ivrighed efter jordisk gods.
15-8. Jes Jessen i Tudvad fremstod i Lene Pedersdatters nærværelse og fremlagde hendes skriftlige fremæskning lydende som følger:
Efter at Gud den Almægtige haver bortkaldt min salig Husbond Jørgen Hansen Haard i Høllund, og jeg har været foraarsaget udi Godtfolks Huse udi Kolding for Fjendernes Indfald at indsætte mit Gods, og eftersom jeg her har indsat hos ærlig, velagtet og velfornemme Mand Søren Haard Raadmand udi Kolding noget Gods og Sølv, hvilket forudnævnte Gods og Sølv jeg har æsket og været begærende af hannem med tvende Mænd og er endnu begærendes her i dag paa Kolding Byting, at han ville samme Gods følgagtig til min Bo og Bopæl udi Høllund, paa det at Creditorerne saavel og Arvinger kunde faa enhver efter deres Rettighed, og af samme Gods og Sølv kunne være tilstede nu paa Mandag førstkommende 8 Dage udi Høllund, eftersom jeg agter at holde Skifte der.
Dertil svarede Søren Haard skriftlig, at Lene indsatte to kister i denne ufredstid, og han tilbyder, at hun må få dem, når hun betaler billigen husleje deraf.
17-10. I Lene Haards to kister (der nævnes også et jernbundet skriin) var adskillige klæder og gods, noget gjort sølv leverede hun Søren Haard løshændig 26-3-1660, nemlig en sølvkande, 4 sølvskeer, et brændevinsmål, som var forgyldt og tvende små gulddupper. Søren Haard siger, at han ikke har fået andet end de to kister. I leje forlanger han 8 Rigsdaler. Dommen går ud på, at de to kister sfal udleveres til Lene mod husleje efter dannemænds skøn.
Gennem disse retssager får man et, ganske vist ensidigt, billede af datidens liv med de usikre forhold på disse egne, og et ligeså ensidigt indtryk af personer. Tingbøger viser os, dengang som nu, at mennesker ikke er, som de burde være.
I Kolding kirke fandtes 1755 et epitafium (mindetavle) over Søren Jørgensen Haar og hans hustru m.fl. Det er nu forsvundet, men det er et vidnesbyrd mere om denne rådmands fremstående stilling. (Navnet staves både Haard og Haar). . i
I skifteprotokollen kan ses at Søren J. Haard trods krigens hærgen ikke har været hel arm. Der blev. nemlig til deling 2054 D. 2 M. 8 Sk.
Ved skiftet efter Søren Haars hustru 1712 blev der tildelt hver af de tre sønner Ude, Hans og Jørgen.l00 Rdl.
Hvad stilling Søren Haar havde, ved jeg ikke, men helt uden midler har han ikke været. Han nåede at se sin søn Ude blive theologisk kandidat, men døde et par år efter.


Ude Haahrs data
Provst Ude Haahr. ( 1696-1739).
Med Ude Sørensen Haahr kom slægten Haahr 1728 her til Sydvestjylland, og han må betragtes som stamfader til slægten på disse egne.
Der er noget stort over hans skikkelse og færd. Han blev for det første meget gammel, 92 år 4 mdr. 11 dage. For det andet havde han en meget stor børneflok, 7 sønner og 8 døtre. For det tredje var han sognepræst i 60 år i Ølgod-Strellev og provst i Ø. Horne Herred i 47 år. Det var nok en rekord! Der har i disse sogne været folk, der er døbte, konfirmerede, viede af ham, og som er bleven aldrende, og stadig er der den samme præst. Ja, der har jo nok været ægtepar, der kunne fejre guldbryllup og have i deres midte den samme præst, som havde viet dem. Når han da, hvad alt oplyst tyder på, har været en oprigtig Herrens tjener, forstår vi, at han må have nydt stor højagtelse og i sin færd været som en fader for sognebørnene.
For det fjerde var U. Haahr en kort tid ejer eller medejer af hovedgården Jullingsholm i S. Omme. Det tyder på, at også det praktiske havde hans interesse.
Om hans barndomshjem i Kolding ved vi kun lidt. Hans moder døde tidlig, og faderen, der var svagelig, skiftede med børnene (3 sønner). Af
skiftet ser vi, at Søren Haar må have været ret godt situeret, ellers kunne der vel heller ikke blive råd til at holde Ude til bogen.
Denne søn har haft gode evner og blev sat i Kolding latinskole, hvorfra han dimitteredes 1716.
Om denne skole skriver fhv. rektor mag. A. Thura i sin bog om Kolding skole (Kbhvn. 1732): Skolen har ellers i mange Aar været brøstfærdig og uheldig, og i de sidste Aaringer staaet paa Rav og Fald. Muren overalt befandt es at have dybe Revner og Rifter i sig, og de fleste Bjælker, Sparrer og Lægter var forraadnede, hvilket foraarsagede, at man Aar 1725, da jeg var Rektor i Skolen, lod hente baade Bygningsmester og forfarne Synsmænd, der skulle granske og skønne, hvad Helbred Skolen var af, og om den, ved en taalelig Bekostning af Kirken kunne reddes. Men som alle Ord gik derpaa ud, at Skolen ufejlbarligen skulle nedbrydes, og igen af ny opbygges, om den ellers i Fremtiden skulde være af nogen Bestandighed, efterdi man befandt, at Skolen i Begyndelsen var sat paa en moradsig og sumpig Plads (hvilket har været Aarsag til Skolens Brøst og Skade), saa maatte man af Frygt for ej at blive ihjelslagen midt i Læsningen ved den mindste kave Vind, der kunde kaste Huset over Ende og ned paa Hovederne af os, plat forlade Skolen, og holde Læsningen for Disciplene, hver i sit Kammer«.
Omsider blev skolen brudt ned, bygget op igen og indviet 26. marts 1732.
Om skolens bibliotek meldes i nævnte skrift, at da forfatteren kom til skolen,8) fandt han kun et gammelt, fordærvet og ganske mutilered Lexikon, og de fleste elever havde ikke råd til at købe bøger. A. Thura begynder at samle ind til et bibliotek ved skolen. Ringkøbing skole havde et lidet
bibliotek, foræret af Henrik Juul til Lindberg år 1705 (han døde 1707) og af Christian Conrad Hellevad 1724. Varde skole havde også haft et bibliotek; men af dette bibliotek findes nu ved skolen næppe noget andet tegn end det bare rygte«. Ribe skole havde et ypperligt bibliotek, der for 12 år siden var foræret af Casten Worm9), præsidenten af Ribe, hvortil Ribe Stifts Gejstlige indskød et anseligt tillæg af smukke og nyttige bøger, »hvilket Bibliotek nuomstunder er det berømmeligste, og som iblandt alle andre Fædrenelandets Skolebiblioteker maa sættes den højeste Takst paa«.
Ribe latinske skole må vel så også være den, der er sat »højest Takst paa«, i hvert fald i Ribe Stift. Dog var også Ribe lærde skole i forfald 10) ved det 18de århundredes begyndelse, men kom i god stand før århundredets midte.
Gennem disse beskrivelser af bygning og bibliotek får man et stærkt
_____________
8) Han var rektor fra 1723 til 1726, derefter sognepræst for Lejrskov og Jordrup
9) Digter og forfatter, død 1750, sørgede for bevarelsen af A. S. Ved el s manuskripter
10) Se: H. A. Brorson af John. Hansen, Odense 1894


indtryk af, hvor tarvelige de udvendige forhold var i U. Haars tid ved Kolding latinskole, hvor han varr hører fra 1722 til 1728; den ny skolebygning kom han altså ikke til al virke i. Nu skal jeg mene, der er andre forhold på latinskolerne (statsskolerne).
Hvordan undervisningen var ser man af betegnelserne:

Latinskole og hører.
Når man læser indlæg fra datidens præster, ser man, hvor ofte de benytter sig af latinske udtryk, det var jo et tegn på lærdom, ja selv Holberg, der levede på denne tid, er ret stærk i brugen af fremmede ord, selvom han som regel hertil bruger andre bogstaver.
Det danske sprog må jo dyrkes og plejes, for at de gode frugter: danskhed, klarhed, skønhed kan kan komme frem, og dette syn på det danske sprog var først i sin vorden.
Navnet hører var betegnelsen for lærer og dermed er sagt, hvad disses væsentligste opgave var at konstatere, om Eleverne kunde deres Ting, især Latinen. En Lærers Opgave maa derimod mere være at give heller end at tage, at tale baade til deres: Hoved og deres Hjerte om det bedste, han ved. Naa, helt at undgaa dette kunne Hørerne vel heller ikke, men de var altsaa først og fremmest Hørere.
En god Skole for Ungdommen har det næppe været, og særlig for fattige Børn (hvortil Ude H. sikkert ikke hørte) har det været svært. Thura skriver i sin før nævnte Bog: Nogle faa af de fattigste Disciple nyder af Kirken hver Aarligen en sort Vadmels Kjortel, saa og Brød og nogle faa Penge af
Borgerskabet om Søndagen og paa hellige Dage, da de gaa omkring Byen med deres dertil indrettede Bøsser og synge: Panem propter Deum (Brød for Guds skyld!) og til Taksigelsen igen: Deo Gratias (Gud ske lov!) -
Festligheder kendte man dog ogsaa til. Herom berettes videre: Det er ellers Maner, at Kolding Skole holder deres aarlige Maj Fest, hvilket har været Skik i forrige Tider fast i alle Fædrelandets Skoler, da tre unge Disciple blive net pyntede og udstadsede. For mange Aar siden skete denne Solennitet (Fest) med stor Pragt og Omkostning, men nu aleneste paa den Maade, at de tre i smukke Klæder udpyntede Disciple gaa ud med den ganske Skole og synger for Folks Døre. Der udvælges til denne Omgang i Byen en Dag i Maj Maaned, naar Løv er udsprunget, og man kan faa Maj (Grønt, Blomster) og bliver denne dag kaldet Skolens Maj-Greve Dag.

I København
Rimeligvis er U. Haar kort efter afslutningen af sit ophold på Kolding latinskole rejst til København for at blive indskrevet ved universitetet. Når en studerende havde udstået sin skoletid, mødte han
ved Set. Hansdagstid ved universitetet med vidnesbyrd (testimonium) fra skolemesteren eller latinskolens rektor for at stedes til deposits eller den eksamen som professorerne i det filosofiske fakultet holdt. En sådan student, der skulle deponere, kaldes depositurus, hvilket forkortedes til rus, et navn, der som bekendt har holdt sig til vore dage på en student i det første års studentertid. Disse russer, der i hin tid sædvanlig var klædt i provinsboernes tarvelige dragt, der stak af mod københavnernes franske moder, var følgelig til fornøjelse for de ældre studenter.
Når eksamen var holdt, holdt dekanus (forstander for et fakultet ved et universitet) en tale, hvorpå den øverste af de eksaminerede i sit eget og de øvriges navn begærede det akademiske borgerskab, og dekanus gik derpå ned af kathedret, gav hver enkelt salt i munden som symbol på den visdom, de frivilligt skulle søge, og gød vin på hovedet som symbol på at Gud havde kaldet dem til et højere dannelsestrin. 1732 blev denne akt afskattet.
4 gange årlig holdtes filosofisk eksamen i alle filosofiske videnskaber.
Ellers læste man i grunden kun til een eksamen, den theologiske; den juridiske blev først indført 1736; i samme konges tid (Kr. VI) oprettedes et anathomitheater og et medicinsk kollegium.
Studenterne behøvede ikke at høre forelæsninger, og mangen fattig student tog ud som huslærer straks efter depositsen og kom kun til København for at tage eksamen. U. Haar blev philoscphia baccalaureus 11) 1718. Samme år blev Holberg professor ved universitetet i metafysik (læren om det oversanselige), logik og dialektik (tænkelære, disputerkunst), de videnskaber han foragtede som unyttige grublerier og dårlig ordstrid. U. Haar har da næppe haft ham til lærer, men har været ham på nært hold.
De fleste studenter var udelukket fra hjælp fra hjemmet, men mange fik hjælp ved universitetet. Der var kommunitetet, der nu er en pengehjælp, men da var fri middagsmad. Ved den tredie ret begyndte bordøvelserne, idet der imellem to af de spisende disputeredes om visse emner, der først var bestemte af kommunitetets provst. Alt gik på latin. Ved disse øvelser skulle skarpsindigheden øves; men de udartede til spidsfindighed og rethaveri. De emner, der behandledes, var de disputerende ligegyldige, det gjaldt kun om at kunne forsvare eller angribe dem med større kløgt.
Holberg gør grundig nar ad disse øvelser. I Erasmus Montanus er en sådan indbildsk disputator fremstillet.
På Regensen var fribolig for 80 studenter, også regensianerne disputerede. På Elers kollegium lå 16 studenter. Borchs kollegium rummede 30 værelser med godt bohave. Endelig havde Valkendorfs kollegium plads til 16 studenter.

11) Tidligere titel for den, som havde den første grad til doktorværdigheden, omtrent
det samme som nu cand.phil. = 2den karakter, laudabilis = lste karakter


I alle disse kollegier disputeredes der også, idet hver alumnus var forpligtet til engang om året at disputere offentlig i kollegiets auditorium, og en sådan disputats blev trykt, men omfanget var sædvanlig kun få blade og indholdet ofte endnu tyndere.
Kappen var fra Arilds tid den rette studenterdragt; den hang i folder ned over ryggen, og mellemste fold gik længere ned end den øvrige del som en hale, (på latin cauda), hvoraf øgenavnet Per Caudi. Til kappen hørte en krave.
Alle studenter bar dengang kaarde, og denne skik gik først af brug henved året 1760. Men til den vide kappe passede kården ikke så vel, og studenterne gik ikke med kappen, undtagen de var nødte til det, f.eks. når de skulle fremstille sig for professorerne. De eneste, der til stadighed bar kappen, var sikkert de små peblinge eller disciplene i latinskoleme.
I kirkelig henseende var tiden en overgangstid fra ortodoksien, den rette lærers forkyndelse, til pietismens forkyndelse af, at det er et fromt, et gudfrygtigt liv, det kommer an på, sådan som det forkyndtes af Spener og Francke i Tyskland, U. Haar har sikkert været vidne til det røre, der i den
anledning opstod i København. Om han har kendt H. A. Brorson, er muligt, da denne i 1717 forlod København uden embedseksamen, som han først tog i 1721, da han, efter at have opholdt sig i sin hjemegn, atter i dette års sidste halvdel rejste til København, hvorefter han blev præst s.a. i sit fødesogn Randrup. H. A. Brorson var født 1694 og altså jævnaldrende med U. Haar. Disse to skulle senere få adskilligt med hinanden at gøre. Han blev biskop i Ribe 1741.

Hører i Kolding
Efter at U. Haar den 26-9-1720 havde taget theologisk embedseksamen med Haud (2den karakter) er han vel rejst hjem til Kolding, hvor faderen levede endnu, men embede fik han først c. 2 år efter, da han blev ansat som kantor og første lekties hører i Kolding. Man kan deraf slutte, at han også har været i alt fald i nogen grad musikalsk. Kantorbestillingen har vel givet lidt ekstra indtægt, og hørerstillingen har næppe givet meget at leve af. Dette har vel også været grunden til, at Daniel Mikkelsen, der var øverste kollega (hører) fra 1722 til 1725, da takkede af fra embedet og blev borger og købmand i Kolding. Sidstnævnte år blev U. Haar forfremmet til 3' lekties hører (øverste kollega), medens J. G. Londeman blev hører i første lektie (1728 kaldet til sognepræst for Ringgive, Gadbjerg og Lindeballe).
Rektor ved skolen var magister Anders Nielsen Lunde fra 1698 til han døde 1723; han var altså rektor, mens U. Haar var pebling, og da han kom tilbage som hører. Derefter var mag. Albert Laur. Thura rektor fra 1723 til 1726, hvorefter han blev beskikket til sognepræst for Lejrskov og Jordrup menigheder. Derefter Jakob Sørensen Ørsted.
I det hele får man indtryk af, at lærerne ved latinskolerne var unge theologiske kandidater, der betragtede stillingen som gennemgangsled til præstegerningen. Det må heller ikke have været morsomt hverken for lærerne eller eleverne med den evindelige terpen latin. Man forstår derfor godt U. Haars udsagn i sin ansøgning (se nedenfor) "i min Nød hjulpen og fra to Mænds fulde og kraftfortærende Arbejde", selvom der også hentydes til kantor- og hørerstillingen.
At U. Haar har været stiv i latinen og vel også har nydt anseelse, kan følgende fra P. Eliasens bog, Kolding tyde på.
I en indberetning, dateret 20. august 1726, skriver hører ved Kolding latinskole, Ude Haar:
Da eders kgl. majestæts slotskirke på Koldinghus skulle renoveres (fornyes), blev jeg i nåde bestilt til at supplere de latine indskriptioner, som der af ælde var mutilerede (ramponerede), men som dette ikke forsvarligt kunne gøres, fordi alle disse inskriptioner, nogle få bibelske sprog undtagne, var så bortfaldne, at man ikke kunne samle meningen af det oversblevne og desårsag ikke optænke ordene, som der tilforn var sat, har jeg til at opsætte på de steder alene, hvor den største del af inskriptionerne fejlede, allerunderdanigst forfærdiget disse efter følgende, - og høreren opregner derefter indskrifterne, der er uden særlig interesse og forøvrigt optrykte i Fyhns efterretninger. (Danske Magasin I R 6 B 7).
I Fyhns efterretninger siges, at kongen (Fr. IV) havde overdraget U. Haar det hverv, som ovenfor er omtalt, og der tilføjes, at i skrivelsen, som opbevares i grevskabet Lethraborgs manuskriptsamling har fornævnte lærer tillige skitseret de figurer, som forefandtes i kirkens 7 buer. 1726 var slottet ombygget i fuld stand.
På Koldinghus opholdt flere af kongerne sig en tid, og her afholdtes af dem storslåede festligheder. Kristian III døde her 1559, flere af de kongeliges børn fødtes her, og da pesten i 1711 rasede i København, forlagdes hoffet til Koldinghus. Der har været noget at se og høre for de små Koldingensere og de store med. Mon ikke U. Haar på sine ældre dage ofte har fortalt for sine børn og børnebørn om de kongeliges indtog gennem byen, om lysene, der strålede ud af vinduerne på slottet, og om den skønne musik, der lød ud derfra? Og mon ikke han ved at høre om, hvad der var passeret der af betydning for hele riget, og ved at have slottet nær ind på livet har følt noget af historiens sus og følt sig som parthaver i fædrelandet, dets historie og dets fremtid, dets minder og håb.
I slottets vestfløj under kæmpetårnet fandtes kirken, der gik gennem to stokværk og var prægtig udstyret, opført 1601-03. Kirken havde 7 fag og var forsynet med hvælvinger. I disses buer stod figurer af evangelisterne; det er disse figurer, der hentydes til ovenfor. Rimeligvis er det ved denne kirke, at Ude Haar har været kantor. Han er måske bleven præsenteret for kongen, der har overdraget ham at restaurere de omtalte inskriptioner og givet ham løfte om et præsteembede, således som det fremgår af U. Haars ansøgning.

Præst i Ølgod og Strellev 1728-1789
Stormægtigste Allernaadigste
Arve-Konge og Herre!
I uforanderlig Tillid paa Eders Majestæts Høje Hellige og tilforladelige Løffte om Allernaadigst forfremmelse bønfalder Jeg i Dybeste underdanighed om det nu Ledig Værende Præte Kald i Ølgod og Strelluf Sogner i Østerherret. Riber Stifft. Maatte Det behage Eders Kongelige Majstet at skenke mig dette Blev jeg /: Sandhed at Sige for Guds og Kongens Høje og Hellige Ansigt:! i min afmagt Bestyrket, i min Nød hjulpen og fra to Mænds fulde og Kraftfortærende Arbejde til Een Mands taalelige forretninger Betimelig og Allernaadigst forfremmet. Jeg Lover nest Guds Bistand at skikke mig derudi for Gud
Som Ordets tro tiennere
for hans Meenighed som
en opbyggelig Lærere
og for
Eders Kongelige Majestet
som en
Allerunderdanigst undersat og tro Pligtigste forbeder
Ude Haar (Rigsarkivet)
Kolding. d. 16. Juli 1728

Ude Haar, Kaldsbrev at være Sognepræst til Ølgod og St. Fredensborg Slot, d. 13. Sept. 1728
F4
at vi allernaadigst have beskikket og forordnet saa og hermed beskikke og forordne Ude Haar til at være Sognepræst til Ø. og St. Sogne i Lundenæs Amt.
Paa Extracten af Distinctions Protocollen fra den 3. Juli til den 21. Novbr.
1720 findes saaledes
Attestatz Dimis
H. illaudabitum Laubabitem 12)
Udens Severin Haar (findes i Rigsarkivet)

Man lægger mærke til den blomstrende stil, den krybende form, som var almindelig i datiden, samt den mærkelige retskrivning, som ville give et skolebarn mange fejl i vore dage, men der har næppe været nogen autoriseret dansk ordbog dengang. Man får nærmest indtryk af, at de ord, der særlig skal fremhæves, er skrevet med stort begyndelsesbogstav. Hvorfor ikke!
I alt fald fik U. Haar embedet. Han skriver selv: »Anno 1728, den 13. Sept. beskikkede Hs. Kongl. Maijst, af Høyloflig Ihukommelse, Kong Frederik den 4de ved allernaadigst Kaldsbrev mig Ude Haar, da øverste Collega i Colding Skole under 7 Aars Tjeneste derefter at være Sogne-Præst for Ølgod og Strelle Menigheder«.
. Han sad i embedet over 60 aar, dog med kapellan fra 1766, indtil sin død 18. jan. 1789; herredsprovst i øster Herred 30-6-1742.
Han er rimeligvis begravet under gulvet i Ølgod kirke, men ingen ved, hvor hans grav er.
__________________
12) Attestatz = embedseksamen, Dimis = Prøveprædiken. Laudabilis = Iste karakter,
Haus illaudabilis = 2den karakter
13) Rigsarkivet

Change: 11 JAN 2005

Provst i Ølgod

Change: 11 DEC 2004

Ugift

Change: 11 DEC 2004

Ugift

Change: 11 DEC 2004

Change: 19 SEP 2002

Change: 11 DEC 2004

Change: 11 DEC 2004

Residence

Change: 11 DEC 2004

Education: Lærereksamen

Change: 11 DEC 2004

Change: 19 SEP 2002

Change: 11 DEC 2004

Change: 11 DEC 2004