Census: 1787

Residence: 1801

Education: Studentereksamen i Ålborg: 1789

Education: Cand. Theol.: 28-04-1793

Occupation: Manuduktør på Randers Lærde Skole: BET 1793 AND 1805

Occupation: Præst i Øster Brønderslev: BET 1805 AND 1831

Occupation: Præst i Als ved Hadsund: BET 1831 AND 1851

Poul Immanuel Marlo skriver artikel: Jermiin præst i Ø.Brønderslev 1805-1831. ill.
Findes i: Vendsyssel Årbog, 1991, side 109-116
Immanuel Jermiin var kendt som en af de præster der kunne mere end sit fadervor.

Der findes mere materiale i
Vendsysselske aarbøger Af Historisk samfund for Hjørring amt, 1921, side 118-123

Change: 26 MAR 2019

Event: 30-05-1710

Event: 10-03-1742

Cremation: 1742

Occupation: Provst i Hjerm Herred

Occupation: Student fra Odense Gymnasium: 1697

Occupation: Sognepræst i Hjerm: BET 1700 AND 1742

Occupation: Magister: 1708

Occupation: Consistorialråd

Herre til Ausumgaard. 1697 student. 1700 Sognepræst i Hjerm. 1708 Magister Provst. Consistorialraad

Ausumgård adskiller sig fra de fleste andre herregårde i kraft af flere usædvanlige ting:

-Det er en af de allersidste gårde, der blev oprettet som herregård.
-Gennem mere end 200 år har gården bevaret sin oprindelige udstrækning.
-Voldgraven omkring gården er det absolut yngste forsvarsanlæg i Danmark.

Det smukke, symmetriske anlæg har i det væsentlige bevaret sit oprindelige udseende.
Disse forhold har medført, at Ausumgård er blandt de i øvrigt få vestjyske bygninger, der er fredet i klasse A.

Ausumgård nævnes første gang som bondegård i 1476. I 1554 overdrog Mogens Munk, der bl.a. også ejede Volstrup, Ausumgård til elskerinden Marine Jensdatter og de to døtre, han havde med hende. I 1600-årene blev Ausumgård lagt ind under Quistrup som ladegård. I slutningen af 1600-årene blev Ausumgård forsynet med nye lerklinede og stråtækte bygninger. Gården omfattede 71 tdr. land.

I 1709 købte Jens Hjermin, som var præst i Hjerm, Ausumgård. Hjermin ejede i forvejen en del jord, og fra 1. januar 1710 blev Ausumgård anerkendt som komplet sædegård. I de følgende år blev jordtilliggendet til stadighed forøget.

Jens Hjermin døde i 1742, hvorefter hans søn Thomas Just Jermiin, efterfulgte faderen som både godsejer, præst og provst. Thomas Jermiin blev adlet i 1750. Gården blev drevet som studegård med op til 154 stk. stude årligt. Studene blev opfedet i gårdens 'øksenhus' og den rigelige gødning blev bragt ud på agerjorden og medvirkede til gode høstresultater.

I 1766 beskrives Ausumgård med ordene "overalt er ny af mur og bindingsværk". Det menes også at være Thomas Jermiin, der anlagde voldgraven. Det skyldes formodentlig ikke kun hensynet til ønsket om et 'rigtigt' herregårdsanlæg, men også behovet for bekvem afvandning.

Det trefløjede ladegårdsanlæg, den trefløjede hovedbygning og det store haveanlæg udgjorde samlet et storstilet arkitekturanlæg, der i det væsentlige har stået uforandret siden. Ladegården blev fornyet i 1901, hvor gennemkørselsporten med tårn blev opført.

I 1942 gled Ausumgård ud af Jermiin-slægtens eje, idet den blev købt af Ivar og Knud Lundgaard. Ausumgård ejes i dag af fru Iris Lundgaard. Jordtilliggendet er på 269 ha., hvoraf 30 ha. er skov.

Hjerm Vestre Kirke er en korskirke bygget i romansk stil i 1200-tallet. Under kor og korsarme er indrettet begravelsespladser, bl..a. en bispegrav, for forskellige adelige familier fra Herregården Volstrup. I kirken findes flere særprægede gravsten med portrætfigurer og anselige og smukke epitafier samt et stort Kristus-krucifix.

Kilde: Struer Museum

Stamhuset Ausumgaard. Stamhusene Todbøls og Lønborggaards Fideicommisser.
Fra F. Krogh, De danske majorater, Chr. Steen og søn, Kjøbenhavn, 1868, side 43-46

Jermiin.
Henrik Jermiin, Sognepræst til Hjerm og Gjemsing, d.1679, ægtede Cecilie Iinde, d. 1680, Datter af den rige Christen Linde til Volstrup, Kjærgaardsholm, Stenumgaard, Pallesbjerg o. s. v., som blev adlet 1704. Hans eneste Søn, Jens Jermiin, f. 1678, 1742, blev sin Faders Eftermand, var Consistorialraad, Magister og Provst og kjøbte Ausumgaard, som han opbyggede saaledes, som den nu staaer, og completterede med Bøndergods. Han ægtede først Øllegaard Muus, og efter hendes Død Mette Cathrine Svane, Datter af Borgermester Thomas Svane i Viborg og Kirstine Schwichtenberg af Visborggaard. Med sin første Hustrue havde han 2 Døttre og 1 Søn. Den ene Datter, Helene Christine Jermiin ægtede Justitsraad Henrik de Linde til Handbjerg-Hovgaard; den anden døde ugift. Sønnen, Henrik Jermiin, blev Dr. med. og efterlod Afkom. Med sin anden Hustru havde Jens Jermiin 1 Datter og 3 Sønner: Datteren Øllegaard Marie Jermiin ægtede Capitain Ernst Frederik v. Zytphen til Volstrup, og efter hans Død Major Poul v. Klingenberg til Tandrup. De 2 Sønner døde unge, men den 3die, Thomas Just Jermiin, blev sin Faders Eftermand, var ligesom denne Consistorialraad og Provst, blev adlet 25/4-1750, og oprettede ved Fundats af 1/9-1777, confirmeret 2/2-1778, Ausumgaard til et Stamhuus for sine Descendenter (see Slægtregistret).
Stamhuset Ausumgaard bestaaer (1867) af ialt 713 1/2 Tdr. Hartkorn, hvoraf under Hovedgaarden 35 1/4 Tdr., Bøndergods 434 1/4 Tdr., Kirke- og Kongetiende 244 Tdr. og desuden af Fideicommiscapitaler til Beløb 29,094 Rdl. 66 ~. Hovedgaardens Jordtilliggende er 388 Tdr. Land. - Hver ny Besidder maa indløse Stamhuset med en Sum af 31,200 Rdl. til Formandens Dødsbo; Apanager svares ikke. Successionen er lineal agnatisk-cognatisk, og naar den sidste Besidder ingen Børn har, kan han vælge hvilkensomhelst af Erectors Descendenter til sin Efterfølger; er der ingen af disse i live, kan han udnævne, hvem han vil, men er dette ikke skeet, falder Stamhuset til Kongens Disposition og anvendes helst til Nytte for de Studerende.

Thomas Svane og Kirsten Schwichtenberg have stiftet et Legat bestaaende af Skjørping Sogns Kongetiende, der uddeles til 10 Trængende i Viborg By. Legatet bestyres af den Ældste af deres Dattersøns, Thomas Just Jermiins, Descendenter, mandlig Linie, saalænge nogen er til, derefter qvindelig Linie.

Change: 17 MAR 2019

Event: 04-05-1669

Event: 29-05-1669

Education: Viborg Latinskole, nr 402: 1661

Occupation: Sognepræst i Hjerm, Gjemsing og Venø: BET 1669 AND 1689

Søn af købmand i Viborg.

I følge Oluf Nielsen findes der i Hjerm Kirkes tårn nordre væg en sort marmor mindetavle over
Henrik Jensøn, "sognepræst til Hjerm og Gemsing, født 1634, kaldet 1669, død 1689, samt over hans tvende hustruer Magdalene Andersdatter, død 1676, Cæcil Linde, død 1679, og Margarete Reenberg. Sidstnævnte, der døde 1724, har ladet Mindestenen opsætte."
_________________________

Præsten Henrik Jensen, der var Præst her 1669-1689, og som blev Svigersøn af den rige Christen Linde og Stamfader til Jermiin-Slægten, lod indrette Begravelse for sin Slægt i et Kælderrum under Taarnet. Rummet havde Bræddeloft med Egebjælker.
l de Aar (1700-1777), da Sognets Præster var af denne Slægt, blev en Række af Slægten jordfæstet her. Men da Kisterne ogsaa her forfaldt, blev de hen smuldrende Rester 1924 skovlet sammen og nedgravet uden for Kirken mellem søndre Korsfløj og Vaabenhuset. Jægermesterinde Fru Buchwald paa Ausumgaard lod en lille Natursten med Indskrift:
»Henrik Jensøn 1637-1689« lægge paa Graven.

I Taarnrummets Nordvæg er indmuret en Marmortavle, hvorpaa læses, at her hviler Henr. Jensen og hans trende Hustruer. Han fødtes i Viborg 1637, blev Præst her 1669 og døde 1689. Hans første Hustru
Magdalene Andersdatter døde 1676, den anden, Cæcil Linde, med hvem han havde een Søn, døde 1679. Hans sidste Hustru, Margrethe Reenberg, der døde 1722, lod sammen med Stedsønnen denne Sten opsætte.

Kilde: "Hjerm Kirke" af lærer P. Nørskov Lauritsen, Hardsyssels Årbog, 36. bind, 1942, side 129

Hierum Kalds Indkombst med dets Annekser, visse og uvisse.
Kilde: LAV, Ribe Stift Bispeembede, 1688 - 1688. Indberetninger om præsternes indkomster.

Af Hierum Sogn bechommer Præsten Arligen Korn til Tiende, som følger:
Rug 8 t. 4 sk
Byg 23 t.
Haure 4 t.
Af Giemsing.
Rug 4 ½ t.
Byg 6 ½ t.
Haure 16 t.
Af det lidet Øe Vennøe
Rug 2 ½ t.
Byg 2 ½ t.
Haure intet.
Er til hobe Rug - 15 t. 4 sk. Byg 22 t. Haure 57 t. [den udregning ser mærkeligt ud]
I alle tree Sogner er ødegaarde, som over 20 aar af ingen er dyrket eller beboet, holt, og regnis på 137 t.hk.
Offer af alle tre Sogner visse og uvisse afvigte aar -------------------------------------- 62 Sld. 2 mark



Kvægtiende.
Lamme - 9 stycker. Tiende 5 m 2 sk
Anneksgaarden, som er 3 t. h.korn holder aarligen en færdig Baad med 2 Karle at føre Præsten over fioren til Vennøe Kirke 1 fierdings vegs, og giver derfor uden Aarlig Gilde?, byg - ½ t. Haure 7 t.
Af overskrefne Indkomst holder Præsten Aarligen en Capellan, som hver aar bekommer til løn 36 Sldr. Og derfor uden holder ham til kost med fri Kammer, Seng, Ildebrand, lys, tvet etc. Regnis for 16 Rgd gider tilhobe - 60 Sldr. Af Sogner bekommer han aldelis intet, eller nogen offer.

Nyder af mine egne Midler Aarlig
Indkomst.
Af Lynderupgaard og gods, hvor udi ieg participerer
d. Septende [syvende?] deel - - 11 Rpd.
Af Markjord i Viborig - - 2 Rpd.
Ejendom ibid. Staar ledig, og maa give fra mig.
Af 1 gaard JordXrild? . . W th. Rug 6 ½ sk. Byg 1 th. Haure 2 sk.

Hierum d. 26 Febr. 1688 Henrich Jenssøn m.m.

Change: 2 MAR 2019

Hjerm Herred Provsti: Gejstlig skifteprotokol, folio 14b og 15a
https://www.sa.dk/ao-soegesider/billedviser?bsid=193592#193592,32453675

Brejls uddrag:
8 Sidsel Christensdatter Linde i Hjerm præstegård. 12.10.1680, fol.14B.
E: Henrik Jensen [Jermiin], præst i Hjerm, Gimsing og Venø. B: Jens 1. FM: morfar Christen Linde [til Volstrup].


Kilde:
Ringkøbing amts gejstlige skifteuddrag, Hjerm Herred 1682-1750.
https://www.brejl.dk/ringgejst.html#skod

Change: 10 APR 2001

Event: 19-07-1675

Event - Se mediefil: 04-10-1876

Event: 16/12-1699

Event: 12-10-1701

Event - Kilde:: 30-10-1701

Event: 1711, 1717

Education: Student fra Christiania Latinskole: 1675

Education: Cand. Theol. og magister fra Københavns Universitet: 21-06-1677

Occupation: Præst i Aurskog, Christiania Stift, Norge: BET 1679 AND 1686

Occupation: Præst i Aas Sogn, Christiania Stift, Norge: 24-08-1686

Occupation: Herredsprovst i Christiania: 1693

Occupation: Stiftsprovst i Christiania: 1694

Occupation: Sogneprest ved Vor Frelsers kirke (Oslo Domkirke): BET 07-08-1694 AND 1701

Occupation: Biskop i Ribe: BET 06-08-1701 AND 1712

Occupation: Biskop i Odense: BET 1712 AND 1717

Property: Haugerud i Aker solgt: 08-04-1702

Christian Muus
Af Bjørn Kornerup i Dansk Biografisk Leksikon, 10. bind, Red. Sv. Cedergreen Bech, 1933-44, 3. udg.
(Kan læses på: (August 2010)

Muus, Christian (el. Christen), 1656-1717, biskop. f. 26.10.1656 i Kristiania, d. 11.12.1717 i Svendborg, begr. i Odense (Skt. Knuds k.).
F: kornhandler Søren M. (ca.1608-93) og Øllegaard Olufsdatter (1621-1703).

Gift 1° 8.7.1680 i Kristiania med Helle Christensdatter, døbt 22.8.1662 i Kristiania, d. 1701, d. af byfoged Christen Christensen (d. 1686) og Lisbeth Bendixdatter (Ahlefeldt?).
Gift 2° 19.4.1702 i Kristiania med Vibeke Lund, antagelig døbt 16.4.1677 i Kristiania, d. 2.2.1735 i Odense, d. af etatsråd, justitiarius i Kristiania overhofret Christen L. (1624-91) og Margrethe Jespersdatter (død tidligst 1696, gift 1° med købmand i Kbh. Henrik Rosenmeyer, d. 1658, gift 2° 1661 med landkommissarius Johan Garmann, 1610-73, gift 1 ° ca. 1640 med Maren Dop, d. 1654).

Efter at være blevet student 1675 fra Kristiania (Oslo) studerede Muus i Kbh. hvor han 1677 tog både teologisk attestats og magistergraden. I denne tid havde han desuden det held at vinde en virksom beskytter i den norske statholder Ulrik Frederik Gyldenløve. 1679 drog han ud på en udenlandsrejse, men kom ikke længere end til Hamburg, da han blev kaldt hjem for at blive præst i Urskog i Norge. 1686 forflyttedes han til Ås, blev ca. 1693 provst, 1694 stiftsprovst i Kristiania og 1701 biskop over Ribe stift. Han synes ikke at have gjort sig afholdt i denne stilling; der klagedes bl.a. over, at han ved at kræve bestikkelser og lignende skulle have skaffet sig økonomisk fordel af præsterne og i øvrigt have ført et skamløst levned, og efter en anonym angivelse blev det 1711 pålagt stiftamtmanden i Ribe at undersøge hans forhold. Formodentlig må han dog have kunnet klare sig, for 1712 blev han biskop i Odense. Heller ikke her herskede der ubetinget tilfredshed med ham, og 1717 blev han på ny (sammen med stiftamtmanden og Odense bys øvrige gejstlighed) underkastet en kommissions efterforskninger, men heller ikke denne synes at have kunnet overbevise ham om alvorlige forsyndelser. Muus hører ikke til Danmarks betydelige bispeskikkelser, og med rette eller urette havde han mange fjender hvis opfattelse for lange tider bestemte dommen over ham (jfr. særlig Erik Pontoppidan). Andre kirkehistorikere (især J. C. Bloch) har dog ment at der med al indrømmelse af de svage sider ved hans personlighed var grund til også at fremhæve positive træk. Mest kendt er han blevet som lejlighedsdigter, og uden tvivl har denne færdighed været medvirkende til at skaffe ham de høje embeder han ved hoffets gunst opnåede. Foruden spredte vers kan nævnes Den Norske Løve, 1683, om og til U. F. Gyldenløve, og Gothers og Venders Ære-Minde, 1709, en velkomsthilsen til Frederik IV. De bugner af smiger og overflødig lærdom.
Mal. (Ribe domk.). Stik af A. Reinhard, 1717.
Litteratur:
Erik Pontoppidan: Annales ecclesiæ Danicæ IV, 1752 114f.
J. C. Bloch: Den fyenske gejstligheds hist. 1, 1787 181-206.
H. P. Mumme: St. Knuds kirke i Odense, 1844 240 275.
Fra Fyens fortid, udg. G. L. Wad II, 1916 424; IV, 1924 63 67.
Hugo Matthiessen m.fl.: Ribe bys hist., 1929 245f 290-93 311.

Christian Muus
(1712-17)
Kilde; Vilhelm Bang. Fyens Stifst Biskopper, 1903, side 44 ff.
(august 2018)

Christian Muus er den første af de to Nordmænd, der kom til at beklæde Fyens Bispestol. Han blev født 26de Oktober 1656 i Kristiania, hvor hans Fader, Søren Muus, der døde 1692 eller 1694, var Kjøbmand; Moderen Øllegaard Olufsdatter døde 1703 i Huset hos Sønnen, medens han var Biskop i Ribe. 1675 blev han Student fra Kristiania Latinskole, studerede derpaa i Kjøbenhavn, hvor han Pinsedag 1677 i Trinitatis Kirke holdt en Prædiken paa Latin, tog samme Aar først theologisk Attestats med Berømmelse og derpaa Magistergraden, da han endnu manglede et Fjerdingaar i 21 Aars Alderen. Om Efteraaret drog han tilbage til Norge i den Tanke derfra næste Aar at tage til Holland for at besøge fremmede Universiteter, men kom først paa Rejse i Foraaret 1679 og naaede ikke længere end til Hamborg, da han, i stedet for at blive Lektor i Theologi ved Gymnasiet i Kristiania, hvilket halvvejs havde været lovet ham, blev kaldt tilbage for at blive Præst i Urskov i Kristiania Stift, 1686 i Aas i samme Stift, 1693 Provst og 1694 Stiftsprovst i Kristiania; disse Udnævnelser skyldtes for en Del den Gunst, han nød hos Frederik den Tredies uægte Søn Ulrik Frederik Gyldenløve, som i en Aarrække var Statholder i Norge, og hvem han overvældede med Smiger baade i ubunden og især i bunden Stil. Thi han var i Besiddelse af den Gave at kunne lave let flydende Vers, som ved given Lejlighed nok kunde gjøre deres Virkning; at skrive en Ansøgning om et Embede paa Vers blev i de Dage anseet af de højere staaende som en særlig Høflighed, man gjerne tog Hensyn til, og endnu hen i det nittende Aarhundrede kunde det ske, at en Mand indgav en Ansøgning til Kancelliet i bunden Stil og virkelig fik sit Ønske opfyldt.
Man skulde tænke, at Chr. Muus, der jo i en forholdsvis ung Alder var kommen i en god og anseet Stilling i sit særlige Hjemland Norge, vilde være forbleven der for at vente paa en norsk Bispestol; men han mente anderledes. Da den Ribe Biskop Ancher Anchersen 19de Juni 1701 var død efter et kort Sygeleje, indsendte Muus allerede 2den Juli, altsaa sagtens lige efter, at Underretningen om Dødsfaldet var kommen til Norge, til Kongen sin Ansøgning om Ribe Bispedømme:
»Stormægtigste Monark, Bisp Anker siges død
Og Riber Stift vakant; Ens Død en Andens Brød;
Vil Gud, Kong Frederik, jeg bliver lykkelig,
Indtil jeg ogsaa døer, jeg takker ham og Dig.«
Da han 6te August var bleven udnævnt, sendte han Kongen følgende Takskrivelse:
»Stormægtigste Monark, som af Guds Forsyns Drift
I Naade kaldte mig herfra til Riber Stift,
I Støvet for Din Fod min Pen sig bøjer ned
Og takker Gud og Dig for samme Værdighed.«
Kuriøst nok havde Præsten Gert Wienecken ved Holmens Kirke ogsaa ansøgt om Bispeembedet i Ribe paa Vers, der ligne Muus' i saadan Grad, at man maa tænke, det næsten har været en staaende Formel:
»Stormægtigste Monark, Bisp Anker siges død; Hjelp fattig Holmens Præst til dette Stykke Brød«;
men Kongen siges at have skrevet paa Ansøgningen :
” Ærværdig Mester Gert, Bisp Anker er vel død; Men Du ej værdig til at nyde saadant Brød.”
Den lille poetiske Gave, eller rettere den Færdighed i at rime, som Chr. Muus var i Besiddelse af, benyttede han ved mange Lejligheder, saaledes til at skildre Begivenheder i Kongehuset, naturligvis i højtravende Toner. Det kan nok være, at Biskop Muus mangen Gang senere i Livet har ønsket, at han aldrig var kommen tilbage til Danmark; thi det var ikke lykkelige Aar, han tilbragte her som Biskop, hverken i Ribe eller senere i Odense, og det kan ikke skjules, at han for en stor Del selv havde Skyld deri. Han kom først ved Pinsetid 1702 til Ribe, hvor hans gamle Moder allerede tidligere var indtruffet med nogle af hans Børn. Han havde, kan man godt sige, det Uheld, at hans Formand, Biskop Ancher Anchersen havde været almindelig afholdt baade af Gejstligheden i Stiftet og af Ribe Bys Borgere tor sin milde og jevne Optræden, og nu var man rede til at drage Sammenligning mellem den døde og den levende Biskop, men denne faldt ikke ud til Fordel for den sidste, hvem man almindelig beskyldte for Hovmod og Pengegriskhed. For en Sikkerheds Skyld lod han allerede i Ribe de Mænd, han ordinerede til Præster, give en skriftlig Erklæring om, at de Intet havde ydet ham for at komme i gejstlig Stilling. Man beskyldte ham for at have paalignet Gejstligheden Skatter, som han saa benyttede til sin egen Fordel, og ligeledes mente man almindelig, at naar han kom omkring paa sine Visitatser, benyttede han Lejligheden til af Præsterne at laane Bøger, som han altid glemte at levere tilbage; det gik endog saa vidt, at det blev en Talemaade »at muse« i Betydningen at laane Bøger. Forøvrigt rettedes den samme Beskyldning mod hans samtidige Bartholomæus Deichmann, som 1700-12 var Biskop i Viborg og 1712-30 i Kristiania, og som i Frederik den Fjerdes Tid spillede en meget betydelig politisk Rolle. Det fortælles, at da Biskop Muus engang var paa Visitats - men om det var i Ribe Stift eller i Fyens Stift, berettes ikke - hos en Præst, der var bekjendt for at eje et stort Bibliothek, blev Biskoppen meget forbavset over i Præstens Studereværelse at se de tomme Reoler staa og gabe ved Væggene; paa Spørgsmaalet om, hvor de mange berømte Bøger vare, som han havde haabet at se, viste Præsten ham nogle Sække, der vare hængte op under Loftet, samt nogle tilspigrede Tønder og Kasser; og da Biskoppen videre spurgte, hvorfor han dog gjemte sine Bøger paa saadanne underlige Steder, svarede Præsten, at det var for at have dem i Fred for Mus, hvilken Spydighed Biskop Muus forstod saa godt, at han for Fremtiden blev helbredet for denne sin Svaghed. Mest Bryderi havde Biskop Muus af en Æventyrer ved Navn Anders Pedersen Harkroug, der var kommen til Ribe omtrent samtidig med Biskoppen for at restaurere Malerier i Kirkerne og andetsteds; han var født 1663 og af god Familie; hans Fader, der havde været Provst og Præst i Øster- og Vester-Hassing i Vendsyssel, var Sønnesøn af Aarhus Stifts femte Biskop (1593-1627) Jens Gjødesen eller Ægidius; han havde først været Lakaj, derpaa Skriver, saa havde han lært Malerprofessionen og rejst i Tydskland, senere var han bleven Toldvisitør i Ribe, og han søgte om Bestalling som Prokurator, hvilket dog blev ham negtet; han var i alle Retninger en daarlig Person, ogsaa i moralsk Henseende; ondskabsfuld og løgnagtig var han i høj Grad og synes at have gjort det til sit Livs Opgave i alle Maader at fortrædige Muus. Da denne, som anført, havde mange Fjender og hans Optræden baade som Biskop og som Menneske sikkert har ydet mange Blottelser, var Anders Harkroug et villigt Redskab til at skade og chikanere ham; og der er ingen Grund til at tvivle om, at det har været ham, som har staaet bag ved den Klage, der blev indgivet til Regjeringen over Biskoppen, og som ogsaa havde til Følge, at det 1711 blev befalet, at Forholdene skulde undersøges ved en dertil nedsat Kommission. Man har undret sig over, at Biskoppen 1712 blev forflyttet til Odense Bispestol, men Sagen har formodentlig været den, at Regjeringen har anseet det for heldigst, at han kom ind under andre Forhold i et andet Stift, og saa har den vel ladet Undersøgelserne standse; i hvert Fald vides det ikke, at Kommissionen har afgivet nogen Erklæring. Men dersom Meningen og Haabet har været, at det skulde gaa bedre paa Fyen end i Jylland, da skuffede man sig højlig; det gik snarere værre end bedre, og dertil har vel bidraget, at hans stadige Plageaand Anders Harkroug flyttede efter ham til Fyen, hvor han fik Ansættelse som Fyrværker ved Artilleriet, og bestandig vedblev at forfølge ham og opægge Andre imod ham, saa den stakkels Biskop levede paa Fyen i Kiv og Strid og stadige Processer, men for en stor Del laa Skylden hos ham selv. Og hans mærkværdigt udfordrende Optræden rygtedes snart paa højere Steder, saa engang, da Kongen rejste gjennem Fyen og Biskoppen gjorde ham sin Opvartning, skal Kong Frederik have givet ham en haard, men velfortjent Irettesættelse og Formaning om dog for Fremtiden at bære sig anderledes ad; men Meget hjalp det ikke. 1717 indgaves der igjen en anonym Anklage, denne Gang baade mod Stiftamtmanden, mod Biskoppen og hele Odense Gejstlighed; Biskoppen blev bl. a. beskyldt for at have taget ulovlig Skat af Præsterne og for at have holdt Horehus, idet hans Tjener havde besvangret en af Pigerne i Bispegaarden; skjønt Anklagen var anonym og altsaa rettest burde have været henlagt, uden at der var blevet taget Notits af den, blev der dog nu igjen nedsat en Kommission for at undersøge Forholdene; at det har seet truende nok ud for Biskoppen, fremgaaer af den Yttring at et af Kommissionens Medlemmer, den theologiske Professor Hans Bartholin, at han haabede nok at skulle komme til at »banke Støvet af Bispens Fløjelskjortel«. Kort efter skulde der holdes Jubelfest for 200-Aaret efter Reformationens Begyndelse; Biskop Muus skulde prædike i St. Knuds Kirke, men alle de Ærgrelser og Krænkelser, der vare overgaaede ham, havde saaledes nedbrudt ham, at han ikke magtede at føre Jubelprædikenen til ende, saa den gik i stykker. I December foretog han sig, svækket som han var paa Sjæl og Legeme, en Visitatsrejse til det sydlige Fyen, men han døde 10de Decbr. 1717 i Frue Præstegaard i Svendborg, hvor den Stue, i hvilken han døde, længe gik under Navnet Bispestuen. Sognepræsten Poul Jakobsen Langeland udbad sig af Magistraten at faae de Udgifter erstattede, som han havde havt i den Anledning og derved, at Biskop Muus to Gange om Aaret paa sine Visitatsrejser til og fra Lolland havde logeret hos ham. Som det tilstrækkeligt tydeligt vil fremgaa af det ovenfor anførte, var Biskop Muus langtfra at være almindelig yndet, og han er bleven meget ufordelagtigt bedømt, om end vistnok i flere Henseender med Urette eller Overdrivelse; der maa dog ogsaa mindes om, at da han var bleven forflyttet fra Ribe til Odense, var der en del Præster i Ribe Stift, som udtalte deres Beklagelse derover, da de nødig vilde have været af med ham. Og naar det stadig hedder, at han benyttede sit Embede til at berige sig paa en mindre hæderlig Maade, maa det dog tilføjes, at han efterlod sin Familie i meget trængende Omstændigheder, saa den Beskyldning synes ikke at kunne have havt synderligt paa sig. Han var en kjærlig og omhyggelig Familiefader og en god Søn mod sin gamle Moder, der døde hos ham i Ribe Bispegaard. Han var gift mindst to, maaske endog tre Gange. Naar det i en Slægtfortegnelse over Familien Bering (fra 1749) skrives, at en Datter af Borgmester og Landstingshører Frands Bering i Viborg, Maren, var Biskop C. Muus's første Hustru, er dette dog vistnok temmelig tvivlsomt, om det forholder sig saaledes, da alle andre Kilder tie derom, eller om maaske, hvad ikke saa sjeldent sker, Familietraditionen har været unøjagtig og vildledende. Hvis det virkelig forholder sig saaledes, maa han første Gang være bleven gift i en meget ung Alder, idet han nemlig 8. Juli 1680, altsaa ikke 24 Aar gammel, ægtede Helle Christensdatter, hvis Fader Christen Christensen var Byfoged i Christiania og hvis Moder var af den adelige Familie Ahlefeld; denne hans Hustru døde 1701 og var Moder til 3 Sønner og 3 Døtre, af hvilke 6 Børn dog de 3 døde kort efter Ankomsten til Ribe; 1703 blev Datteren Øllegaard gift med Præsten i Hjerm Jens Jermiin, der tillige var Godsejer og ejede Ausumgaard, hvilket Gods af hans Søn, som 1750 blev optaget i Adelstanden, oprettedes saa et Stamhus for Efterkommerne. Biskop Muus ægtede 19. April 1702 i Christiania Vibeke Lund, Datter af Justitiarius i den derværende Overhofret, Christian Lund; hun døde først 1755 i Odense, hvor hun levede i trange Kaar med to Døtre; tre Sønner af dette Ægteskab døde som smaa. I sine Optegnelser om Børnenes Fødsel anfører Biskoppen samvittighedsfuldt, under hvilke Stjernebilleder Børnene vare fødte. Denne sin sidste Hustru elskede Biskop Muus ganske overordentligt, og han priser hende i saa høje Toner, at det i altfald ikke falder ganske i vor Tids Smag, naar han skriver: «Gud, der har givet mig denne Hustru, der til min store Ære og til mit Hjertes alsomstørste Glæde og Fornøjelse er Dyden selv, saa hjerteædel og ejegod og med saa store Kvaliteter og Dyder begavet, at dersom jeg kunde foreskrevet min Gud, hvorledes han skulde giftet mig, havde jeg glemt meget, som hans Forsyn og Naade har ihukommet og udi denne Himmelgave forlent og beskæret mig og mine Børn. Gud, der saaledes har opfyldt mit Hjertes Begjæring i de timelige Ting, velsigne vort Ægteskab og give mig den Naade, at jeg saaledes sætter Pris paa denne uskatterlige Skat og for mig og mine Børn umistelige Ægtefælle, at jeg ikke for mine Synders Skyld skulde miste hende, men at hun maa leve og være mit Hus's Ære og min Alderdoms Trøst.
Jeg meget ventede, men har langt mere funden,
Derved min Hjertesorg aldeles er forsvunden;
Saa from og ejegod, saa dydig er min Brud,
At ingen bedre kan begjæres ud af Gud».
Hun var ham ogsaa en god Hustru, der, som det hedder, ”brugte sine Fuldkommenheder til at styre hans Sinds naturlige Heftighed” - hvad der unegtelig nok kunde gjøres behov. I St. Knuds Kirke stod i det Mindste til henimod Midten af det nittende Aarhundrede, og maaske endnu længere, en simpel Kiste, hvori glemtes Levningerne af en Dame med to balsamerede Katte. Hvem denne Dame har været, derom vare Meningerne delte; Nogle sige, at det var Liget af Bispinde Muus, som i levende Live havde holdt utrolig meget af Katte, og da hun mærkede, at Døden nærmede sig, begjærede hun, at hendes to Yndlingskatte maatte følge med i hendes Kiste; Andre mente, det var en Frøken von Westen, atter Andre, at det var Karen Stephansdatter Rahm.

I Ribe Domkirke hænger et maleri af biskop MUUS, men det er ikke helt klart, hvilket billede, det drejer sig om. Se teksten og billeder Muus1 og Muus2. Derimod er kobberstikket muus3 rigtig nok af Muus.

Biskop i Ribe 1701-1712.
I 1701 fik han lov til i det følgende år at rejse til Norge i 4 mdr. for at bringe sine sager der iorden, og i samme år fik han lov at skifte med sine børn. I 1710 klagede høreren T. Termansen over ham for vilkårlighed. Han havde sammenstød med vinkelskriver A.P. Harkroug. I 1705 affyrede Jep Andersen, der netop var kommet hjem fra en rejse, sine pistoler uden for biskoppens hus med det resultat, at biskoppens søn, Ulrik, hans famulus, Blichfeldt, og en tjener overfaldt Jep Andersen og hans hustru. Hans Tjenestefolk anklagedes i 1711 for smuglerier. 1712 solgte han sin have ved skibbroen.
Litteratur:
Mumme: St. Knuds kirke pag.- 240. -
L. Dåe: Det gamle Christiania pag. 146. -
Fyhn: Kolding pag. 390. - Bloch: Den fynske gejstligheds historie I 176-206. -
Jyske samlinger IV 295 og VII 176-78. -
Birkerods dagbog pag. 486


Kilde: "Fra Ribe Amt, 1928-31, side 318", hvori findes flere
kildehenvisninger. GN.
____________

Christian, Muus. Biskop i Ribe 1701 -1712.
Med ham kom atter en Nordmand til Bispesædet. Muus var en Mester i Tidens sirlige Versemageri med krybende Smiger for de store, men ellers mere berygtet end berømt paa Grund af sin Selvbevidsthed, Egenraadighed og Gridskhed, der skaffede ham mange Fjender. Han døde 1717 som Biskop over Fyns Stift.
Jørgen Larsen, Bisperækken i Ribe Stift, s.271 i Ribe Bispesæde 948-1948 (1948).

____________

Fordeles de nu eksisterende Portrætter i Kirken som her foreslaaet, skulde da foruden Poul Madsens baade Hemmets (t 1614) og Jersins (i 1629) Portrætter ikke længere eksistere; intet Bispeportræt fra deres Tid findes i Kirken.
Mens de hidtil nævnte Portrætter er Knæstykker eller Halvfigurbilleder, er de følgende Portrætter alle Brystbilleder. Ældst er efter Typen tre Billeder malede som Ovalbilleder med graalige, afrundede Hjørner. De synes udførte samtidig under Indflydelse af en Maler af Slesviger-Skolen og har de Ussingske Paaskrifter: "Kragelund?", "A. Anchersen? og "Chr. Muus?; typologisk set passer Rækkefølgen efter Kostumerne (Allongeparykker), men ikke helt efter Navnene. De tre efter Lodberg følgende Bisper var Ancher Anchersen, Chr. Sørensen Muus og Hans Ocksen. Af Biskop Ancher Anchersen kendes et Kobberstik fra 1725 af A. Reinhardt efter et ukendt Maleri (S. 189), og et dermed overensstemmende Maleri paa Wiedewelts Epitafium i Kolding (S. 190), antagelig fra 17711'). Stikket viser en glatraget Præst med Kalot og en meget stor, tredobbelt-pibet Krave. Haaret ligger langt ned paa Kraven. Dette Stik har ikke slaaende Lighed med noget af de tre Portrætter, mest med det som kaldes "Kragelund?a (S. 191) . Det fremstiller en glatraget Præst med langt bølget Haar, som naar Pibekraven; denne har tredobbelte Piber. Han har hvidt Halsbind indenfor. Næsens Form, det lidt skelende Øje og hele Øjenpartiet, den fyldige Hage, mindre Omgivelserne ved Munden, synes ens paa "Kragelund?" og paa Stikket. Man maa da antage, at "Kragelund?"-Maleriet forestiller A. Anchersen og er malet kort før hans Død 1701.
Den følgende Biskop var Chr. Sørensen Muus, meget omtalt og meget omstridt i sin Tid. Han forflyttedes i 1712 til Bispestolen i Odense, men der findes hans Billede ikke i Bisperækken i St. Knud. Derimod har man et Kobberstik fra hans seneste Aar, udført af A. Reinhard 1717. Det viser (S. 193) en Præst med et langt, naturligt faldende Haar, skilt i Midten og hængende ned over Pibekraven, ligesom paa det saakaldte "Kragelundske" Billede. Pibekraven er meget stor; han har et Halsbind under Pibekraven. Et af de to resterende Portrætter i den malede Oval og med Allongeparyk skulde da forestille ham, men intet af dem har umiddelbar Lighed med Muus-Stikket; men maaske kan man i Billedet, kaldet "A. Anchersen?" (S. 192), trods Haaret, finde Lighedstræk i den store Næse, det fremspringende Hageparti og de udstaaende Kindben, Ansigtets langagtige Form, den faste Mund, og da antage, at dette Billede forestiller Chr. Muus. At det ikke kan være A. Anchersen, er givet; Præster fra hans Tid brugte ikke slige Parykker.
Det sidste af de som Ovaler malede Portrætter forestiller efter Paaskriften "Chr. Sørensen Muus?" (S. 195). Det har Allongeparyk og en enklere Krave end det foregaaende Billede og viser en yngre Mand. Det skulde da være den tredie af de nævnte Bisper, Biskop Johannes Ocksen. Vel findes der i Serien et Portræt med hans Navn, et Billede med en kort, pudret Paryk fra Midten af 18. Aarh., og et lignende hænger ogsaa i Aarhus Domkirke, men det er en moderne Kopi, saa det tæller ikke med. Efter sit Kostume kan det som "Oxsen" betegnede Portræt (S. 197) næppe med Rette bære denne Benævnelse. Hvis Bispeserien skal være komplet, og hvis Portrættet, som kaldes "Muus? hører til den, hvad meget tyder paa, tør man efter dets Dragt slutte, at det forestiller Biskop Johannes Ocksen, af hvem ellers intet Billede kendes.
Otto Andrup, Bispebilleder i Ribe Domkirke s.194-198 i Ribe Bispesæde 948-1948 : Festskrift i Tusindaaret / Redaktions-Udvalg: C. I. Scharling ... et al.. - København : Samlerens Forlag, 1948.

Kisteplade fra P. Kragelunds Krypt i Ribe Domkirke.
1703. Ølegaard Olufsdaatter, som er født i Wiborg 2.jan. 1621. Har levet i ægteskab med Saren Larsen Muus i 44 år og 4 måneder, og imidlertid af Gud velsignet med tre sønner og to døtre, af hvilke to sønner og to døtre for­længst er hensovede, og den ene søn, Christian Muus, biskop over Ribe stift, sørgelig igenle­ver. Levede 11 år og 3 måneder som enke og hensov i hendes kærlig søns residence i Ribe 3. okt. 1703. Herunder sørgedigt forfattet af C. Muus. - Terpager 1714, s.31.

Christian Muus omtales i 1686 i tingbogen for Aker i Norge:
9,, Fra magister Christian Muus blef wed hanss suoger Monseigneur
Christen Christensen fremgifuet hans skriftlige jndleeg daterit ?? dend
17,, Aprilis 86 =

TINGBOK for AKER 1686
Ved Gunnar W. Knutsen og Bodil Chr. Erichsen
5 = Jligemaade forretning ved Aarsle Herr Boes?? sauger i Aadahlen || pass: 26,, Martj,, 86 = || Fuldmegtigen Jacob Jacobsen, foregaf udj retten at hand || ey hafde noget skriftligt at jndgifue angaaennde || magister Christian Muuses, sauger eller brug, eftersom || hand hafuer weret der saa vel som paa de andre steeder || mens ey noget befunden, wden allene 9,, gamle stoke || thømer som for nogen thied siden schall were didførte, mens || iche eigendtlig kunde forklare om de er komen der || siden magister Christian kom der til steden eller før - || 6,, Noch een forretning ved Herr Mogens Jansens sauger paa Fædt || pass:
29: Marty: 86 = || Wiidere skriftlig er iche af bemelte fuldmegtig jndgifven || alleene begierede jndstefnte prouf at fremesches til || forklaring om det som de ere stefnte thiil || Herimoed oc til sagen at suahre mødte af de jndstefnte || hæderlige mænd først fra Herr Jens Cølstrup paa Næs || hans thienistekarl nafnlig Thruels Hansen : som jndgaf hans || 7,, fremschikede jndleg daterit Brustad prestegaard dend 16,, Aprilis 86,, || hafde ey wiidere at jndgifue - || 8 = Herr Caalbiørn Thorstensen {...} sogneprest til Sørum loed ved Peder || Andersen fremgifue hans skriftlige jndleg, daterit 17 Aprilis || anno 86 = ||
9,, Fra magister Christian Muus blef wed hanss suoger Monseigneur Christen || Christensen fremgifuet hans skriftlige jndleeg daterit ?? || dend 17,, Aprilis 86 = ||
Kilde
https://www.hf.uio.no/iakh/tjenester/kunnskap/samlinger/tingbok/bibliotek/aker86tb.pdf

Jyske lov i Christian Muus's besiddelse:
Det ældste kendte håndskrift af Jyske Lov, fra slutningen af 1200-tallet, er i dag opbevaret på Kungliga Biblioteket i Stockholm. Hvordan det er kommet til Sverige vides ikke - det var i ribebispen Christian Muus' besiddelse i begyndelsen af 1700-tallet.
Kilde: http://www.biblioteksvagten.dk/videnbase_svar.asp?qaid=18030 (juni 2008)
Denne lov må betegnes som en feudalret, idet den søgte at regulere forholdet mellem herrerne (kongen, bisperne, verdslige stormænd) og deres mænd eller vasaller. Den synes aldrig at være blevet vedtaget, hvilket forklarer, at teksten kun er overleveret i dette ene manuskript. En sammenligning af tekstens hånd med de i original bevarede diplomer11 tyder på, at den hånd, der har skrevet lovforslaget af 1276, kunne stamme fra slutningen af det 13. århundrede. Niels Skyum-Nielsen kunne senere identificere skriveren med den såkaldte Thomas G, som havde skrevet et i 1279 udstedt diplom.12 Da lovforslaget af 1276 og dommen fra 1245 er blevet indføjet af Thomas G der, hvor der var plads i codex, må denne være blevet skrevet senest omkring 1280, men kan teoretisk være ældre. Det er derfor muligt, at lovforslagets tekst er den originale version, der blev forelagt danehoffet i 1276. Det vigtigste resultat af den ændrede datering er dog, at C 37 nu må anses for det ældste manuskript af Jyske Lov og dens fortale, mens trolddomskapitlet er blevet tilføjet senere.
Codex synes oprindelig kun at have omfattet bladene 1-65 med Jyske Lov; vel i det 15. århundrede er endnu 10 blade med lovtekster blevet tilføjet: Forordningen af 1284 for Nørrejylland (tekst I. ms. Ab 6) fol. 66 r. - 69 r., Håndfæstningen af 29. juli 1282 (tekst I ms. Ad 4) fol. 69 v. -72 r.13, Erik af Pommerns gårdsret (tekst I ms. Ba 3) fol. 72 r. - 75 v. Diverse retsregler er optegnet fol. 75 v. - 76 r., mens den sidste side fol. 76 v. indeholder penneprøver, bl.a. "Bisp Muwss i Ribe er mit rethe Naffuen" og "Claus Rono". Biskop Muus i Ribe er efter alt at dømme Christian Muus (1656-1717), der 1701-1712 var biskop i Ribe.14
Navnet "claus rono" er skrevet med en hånd fra første halvdel af det 16. århundrede. Selvom det første bogstav c også kan læses som x, er der ingen tvivl om, at navnet skal være Claus Rønnow. Blandt de fire personer af dette navn (fornavnet kan være både Claus og Nicolaus), som omtales i Rønnow-stamtavlen i Danmarks Adels Årbog, synes kun to at have haft nærmere tilknytning til Danmark.15 Den ældste af disse omtales 1380-1398; han var især knyttet til Slesvig og nævnes 1398 som høvedsmand på Ærø.16 Den sandsynligste Claus Rønnow er da herren til Hvidkilde ved Svendborg, der siden 1439 var rigsråd, og som 1449 udnævntes til marsk. 1441 blev han høvedsmand på Nyborg Slot og beholdt denne forlening i hvert fald til 1458; han døde i 1486. Som både lensmand og godsejer på Fyn har han haft brug for at eje et håndskrift af Jyske Lov, der også gjaldt for Fyn.17
Spørgsmålet er nu at finde en forbindelse mellem familien Rønnow og en person med initialerne C.H.B. omkring 1580, idet disse angivelser, som omtalt ovenfor, findes på henholdsvis for- og bagpermen af C 37 (Fig. 1). Dobbelte fornavne er i dansk navneskik i det 16. århundrede så sjældne, at man kan se bort fra denne mulighed. Den person, der i 1580 ejede C 37, må altså have haft et fornavn, der begyndte med C. Bogstaverne H.B. kan enten tolkes som et patronymikon (f.eks. Hansen, Henriksen eller Holgersen) plus et slægtsnavn begyndende med B. Denne mulighed synes dog at kunne udelukkes, da ingen af de gennem ægteskab med familien Rønnow allierede personer svarer til denne navnekombination.
Efter dansk adelig navneskik i det 16. århundrede beholder en adelsdame sit pigenavn, men tilføjer eventuelt sin ægtefælles i genitiv, f. eks. Fru Mette Hardenberg, Hr. Markvard Rønnows. Gengives endvidere et sammensat slægtsnavn med initialer, kan ikke kun navnets første bogstav; men hver dels begyndelsesbogstav anføres; således lyder byggeindskriften på Thurø kirke ved Svendborg F.E.M.S., hvilket skal læses som F(ru) E(llen) M (ar) S (vin).
Et slægtsnavn, der som initialer kan gengives H.8., er Hardenberg, og Claus Rønnows oldebarn Anne Rønnow (1541-1609) ægtede i 1561 Erik Hardenberg (ca. 1534-1604) til Skovsbo på Nordfyn.18 Denne havde fået en meget grundig uddannelse, der havde givet ham smag for boglige studier. 1581 blev han rigsråd, men kom aldrig til at spille nogen fremtrædende rolle i politik.19 Erik Hardenberg og Anne Rønnow havde flere børn, blandt hvilke sønnen Christen Hardenberg (1567-1600) har initialkombinationen C.H.B. 1582 studerede han med sin ældre broder Jakob i Rostock,20 og man kan måske antage, at hans forældre har givet ham manuskriptet i 1580. Begge overlevede ham, med Erik Hardenberg uddøde den danske gren af familien i mandslinienog med fru Anne forsvandt Rønnow-slægten. Hvad der er sket med C 37 efter familiens opløsning, er uvist; hvis det er blevet solgt, kunne dette forklare, hvorfor biskop Muus i Ribe kunne have ejet det omkring 1700. Da håndskriftet i 1720erne fandtes i Antikvitetsarkiveti Stockholm, er det sandsynligvis blevet erhvervet af dette efterbiskop Muus' død i 1717.21
Kilde: Fund og Forskning, Bind 43 (2004) , side 46-48
DET ÆLDSTE HÅNDSKRIFT AF JYSKE LOV (CODEX HOLMIENSIS C 37)
AF Thomas Riis
http://www.tidsskrift.dk/visning.jsp?markup=&print=no&id=101325 (juni 2008)

Fra Personalhistorisk Tidsskrift, 5. Bind, København 1884
Side 179
Effter Allemaadigste Befalling giver ieg her min Allerunderdanigste Beretning, min Salige Mand Biskop her i Fyen ved Naun Christian Muus, hans Fader Søren Muus var Cornet under Høylovlige Kong Christian den Fierdes Regiering, og hans Farfader Lars Muus var af Familie.
Min sl. Fader Christian Lund var Etatz Raad og Justitziarius i Ober Hof Retten i Christiania i Norge, min Farfader var Doctor Maths Lund Biskop i Schaane og tillige høylovlige Ihukommelse Kong Christian den Fierdes Confessionair.
Min sl. Mand har effterlat sig 3de Døttre, hvoraf den eene er min Stifdaatter og de tvende mine egne Børn.
Odense den 11 Dec. Ao 1746.
sal Biskop Muuses
Wibeche Lund.
https://ia800204.us.archive.org/27/items/personalhistori02juligoog/personalhistori02juligoog.pdf

Change: 12 JAN 2019

Occupation: Købmand i Viborg

Sognepræsten i Hjerm Søren Madsen Listoe angiver, at navnet er Jens Henriksen, og at han skulle være søn af en til Viborg indvandret person fra Tyskland. Listoe er selv student fra Viborg Latinskole i 1739, og må således antages at have godt kendskab til byens borgere - også før han selv levede.

I præsteindberetningen fra Vejrum Sogn til biskoppen i Ribe skriver præsten S. Listo den 12. juni 1766:
"Avsumgård har så længe nogen kan huske hørt til Kvistrup.
Under Christian den femte ejedes den af Rasmus Nielsen Overgaard, og dernæst sønnen Niels Overgaard der 1709 solgte den til Jens [Henriksen] Jermiin, der byggede ny hovedgård og kompletterede godset. Ved hans død 1742 overtog sønnen Thomas Just Jermiin, der fornyede bygningerne.
Thomas Just Jermiin, blev præst i Hjerm, Gimsing og Venø i 1739, provst 1742, nobiliteret 1750 og resignerede for svagheds skyld 1762. Han var gift med Karen Poulsen.
Han var søn af magister Jens [Henriksen] Jermiin til Avsumgård, præst i Hjerm, Gimsing og Venø, gift med Mette Cathrine Svane, datter af Thomas Svane, borgmester i Viborg og Kirsten Svigtenberg.
Hans farfar var Henrik Jensen, præst i Hjerm, Gimsing og Venø, gift med Sidsel Linde, datter af Christen Linde til Volstrup, Pallisbjerg etc.
Hans fars farfar var Jens Henriksen Jermiin, købmand i Viborg, hvis far skal være kommet fra Tyskland.
Karen Poulsen var datter af Niels Poulsen til Gunderupgård og Gertrud Hofmann. Hendes farfar var Jens Poulsen til Sæbygård som omtalt i justitsråd Hofmanns tabel.
Den nuværende ejers børn er: Jens Jermiin, student ved akademiet i København, Niels Jermiin og Gertrud Magdalene Jermiin."

Citeret fra Brejl: https://www.brejl.dk/blochH.html

Kilde:
Ribe Stift
Bispeembedet
Præsteindberetninger til biskop J. Bloch
1666-1669,
Hjerm Herred, Vejrum Sogn, 1766

Change: 4 MAR 2019

Event: 1678

Event: 23-07-1681

Event: Titel: 17-10-1704

Cremation

Occupation: Herre til Volstrup

Property: Volstrup, Kjærgårdsholm, Pallisborg, Stenumgård, m.fl.

Sagnet fortæller, at Christen Lindes far som yngre handelsrejsende havde fundet en gulddøbefond, der skulle have skabt grundlaget for familiens rigdom. Han havde under Den Skånske krig 1676-79 store leverencer til hæren. 1678-95 forpagtede han konsumptionen (told) ved Holstedbros porte. Blev i 1704 adlet af Frederik den IV. Ved sin død 1706 ejede han 11 større og mindre gårde i omegnen. Begravet i Holstedbro kirke, hvor et epitafium med et rigt udskåret barokramme stadig minder om ham og hans hustru. Gravskrift af dattersønnen Jens Henriksen Hiermiin.
Kilde: T. Ramskou m.fl.: Bro og by - en folkebog om Holstedbro, 1974.
----------
Volstrup.
I det frugtbare Limfjordsland syd og øst for Struer er bevaret et klassisk herregårdslandskab med smukke hovedgårde, store avlsbygninger, voldgrave og damme, parkanlæg og skove, klynger af små landarbejderboliger, udstrakte marklandskaber og herskabskirker. Et landskab med mange kulturhistoriske lag, men især præget af de seneste tre hundrede års udvikling inden for det store landbrug.
I bunden af Venø Bugt ligger herregården Volstrup og skuer ud over vandet. Kun jernbanen og Struer-Vinderup vejen skiller gården fra Limfjorden. Den markante hovedbygning er opført 1875; vestfløjen er dog fra 1805. Selve det fredede voldsted kendes helt tilbage fra 1313, men er sandsynligvis endnu ældre. I senmiddelalderen hørte gården under Ribe Bispestol, som år 1500 lod den bestyre af rigsråden Mogens Munk, der 22 år senere var en af anførerne i opstanden mod Christian II. I 1683 kom Volstrup i den store, vestjyske godssamler Christen Lindes besiddelse. Gården er ikke åben for offentligheden, men interesserede er velkomne til at køre ind og vende på gårdspladsen.
Kilde: Struer Museum
----------
Ejer af 12 herregårde, bl.a. Volstrup, Pallisbjerg,
Bækmark, Ulfsund, Kærgårdsholm, Krogsdal. Totalt 3416 tdr hartkorn. Ved patent af 17.okt 1704 adledes han. Våben: en voksende grøn lind i sølv felt over en rød skjoldfod, hvori en guld lindorm, på hjelmen en halv opspringende lindorm. Også hans sønner var jordegodsejere i stor stil. Både den ældste Christen Linde til Volstrup (1664-1723) og den yngste Christian Linde til Bæksmark (1684-1753) har efterladt endnu blomstrende afkom.

----------
Efter enevældens indførelse i1660 skabte statsmagten en ny adel, der ofte baserede sin opstigen på handel og investeringer i den forgældede gamle adels godser. Blandt disse var Holstebrokøbmanden Christen de Linde (1626-1706), som adledes i 1704. Denne merkantile begavelse gik under betegnelsen Vesterlandets konge". Hans efterkommere ejede bl.a. Nørre Vosborg, Volstrup, Herningholm, Møltrup og Handbjerg Hovgård godser i Vestjylland.

Christen de Linde's originale adelspatent, der kan ses på Holstebro Museum, har haft en omskiftelig skæbne. Dokumentet kom med et medlem af slægten til USA, hvorfra det efter århundredeskiftet kom til England på foranledning af civilingeniør Albert de Linde. Med hans sønnesøn - lektor Christen T. de Linde - kom adelspatentet til Frankrig. Siden 1995 har dokumentet med Frederik d. IV kongelige segl været deponeret på Holstebro Museum.

Kilde: Holstedbro Museum

Ifølge Esben Graugaard skrev Lauritz Axelson sognepræst til Vester- og Østerbølle i Rinds herred, Viborg stift i sin dagbog 1706 følgende:
»Ved samme Tid er og død den gamle og navnkundige Christen Linde af Holstebro. Han var fød af fattige Folk, og havde i hans Ungdom løbet om med Kram, men havde nu omsider og i mange Aar forbedret sig saa meget, at han nu der han døde, efterlod sine Børn og Arvinger store Midler og mange, 9, Herregaarde, saasom: Pallisbierg, Woldstrup, Øldrup, Tiphede, Stenumgaard, Øgelstrup, Bekmark, Ulfsund, Kiergaardsholm«

Esben Graugaard fortsætter:
Og sagnene om Christen Linde har været mangfoldige; derfor optræder de i flere varianter i Evald Tang Kristensens samlinger af jyske folkeminder og danske sagn »- som de har lydt i Folkemunde«. Den typiske fortælling om Christen Linde følger nedenfor. Ophavskvinden var Kirsten Marie Frederiksdatter, som boede i Ålbæk i Vendsyssel, og som var født i 1813. Mellem hende og Christen Lindes tid har kun været 3-4 generationer, vel en relativ kort periode i vurdering af forholdet mellem et sagn, som er overleveret, og så den oprindelige historie. Følgende fortalte Kirsten Marie Frederiksdatter til Tang Kristensen:
»En kræmmer gik nede ved Vesterhavet og vilde kjøbe rav. Han kom til et lille hus, og der stod en gris uden for og åd af et fad. Så gik han ind og vilde handle med konen, sælge et og andet. Ja, konen havde ingen penge. Han vilde bytte med det grisetrug, og så fik han det af hende. Hun tykte jo, hun fik en forfærdelig god betaling for det. Så kjøbte han en gård i Nørregade i Holstebro og plantede lindetræer langs hen med huset. Kongen var der en gang i besøg, og han sagde: Der var Linder udenfor, så skulde der også være Linder indenfor, og han gjorde dem til adelige. Derfra skal den Lindefamilie udstamme, og der blev jo mange af dem«. Kilde: Tang Kristensen, Evald, »Danske Sagn, som de har lydt i Folkemunde«, 4. afdeling, Aarhus 1896, s.174.
Ifølge Esben Graugaard har fortælleren dog glemt det ikke uvæsentlige, at det nævnte grisetrug naturligvis var af det pureste guld, deraf Christen Lindes helt overnaturlige rigdom.

Esben Graugaard beskriver flere myter om Linde, bl.a. at han skulle være søn af Maren Spliids i Ribe, men fæster ikke megen lid til troværdigheden af disse myter.

LINDE-FRIEDENREICH - Historien om et tvivlsomt adelskab
Af Esben Graugaard og Rigmor Lillelund

Den 17.oktober 1810 skrev ejeren af gården Clausholm i Levring sogn syd for Viborg brev til kongelig majestæt. Han var exam.jur. - havde således "dansk juridisk embedseksamen"- og dertil var han prokurator ved samtlige over- og underretter i Viborg stift. Han vidste nok hvordan han skulle formulere sig. Andragendet til majestæten var ganske alvorligt, for han ønskede slægtens adelsskab bekræftet og dens adelspatent fornyet. Årsagen hertil var, at "ved Ildebrands Tilfælde, er det Adelspatent bortkommet fra mig, som høysalige kong Frederik den Fjerde, under 17de October 1705, allernaadigst meddeelte min Stammefader Christen Linde til Wolstrup".(1).

Kongen var prokuratoren på Clausholm nådig, og den 23.november samme år modtog han det ønskede fornyelsespatent; tilmed uden det sædvanlige gebyr, da ansøgeren frimodigt havde henvist til, at adelskabet "giver mig ej flere Privilegier end jeg tilforn har havt".(2). Herefter førte prokuratoren således med fuld ret de Linde-slægtens navn og våben, om end i en noget mere pompøs udgave end det oprindelige med lindetræet og lindormen. Siden har hans efterkommere under navnet Linde-Friedenreich været anerkendt som hørende til den danske adel, og som værende direkte efterkommere af den i 1704 adlede Holstebro-matador Christen de Linde.(3).

Der er blot et problem ved denne historie: prokurator Jørgen Christian de Linde til Clausholm tilhørte ikke den slægt han hævdede. Denne spegede affære dukkede op som følge af en for Holstebro Museum enestående erhvervelse i sommeren 1994.

De Linde'rnes adelspatent fundet i de franske Alper

I sommeren 1993 blev Holstebroegnen opsøgt af den engelskfødte Christen Thorpe de Linde, der er bosat i Paris. Han viste sig at være 5xtipoldebarn i lige linie efter "Vesterlandets Konge", som den berømte stamfader er karakteriseret. Det skulle endvidere vise sig, at Chr.T.de Linde havde slægtens originale adelspatent hængende i sit sommerhus i de franske Alper i regionen Haut Savoye. Som anført ovenfor er det udstedt den 17.oktober 1704. Det næste års tid arbejdedes på at få denne for vestjysk historie og dansk adelshistorie værdifulde genstand hjem til Danmark. Intentionerne lykkedes, og nu kan dokumentet ses på Holstebro Museum.(4).
I forbindelse med så unikke genstande bør man være agtpågivende, hvilket der også kunne være al mulig grund til her, da Christen de Linde's adelspatent ifølge flere kilder ikke længere eksisterede. Det skulle angiveligt være brændt.
Da der ikke kan herske tvivl om ægtheden af det adelsbrev, der nu beror på Holstebro Museum med kongens eget segl og underskrift, ville det være relevant at undersøge oprindelsen til og situationen omkring påstanden om det brændte adelsbrev.
Derved var det, prokuratoren på Clausholm pludselig blev en interessant mand.


Ved ildebrand bortkommet

I den trykte litteratur omtales Christen de Linde's adelsbrev som bortkommet så tidligt som i 1824. Her anføres om Jørgen Christian de Linde til Clausholm, at "det hans Stamfader Christen de Linde til Wolstrup under 17de October 1704 meddeelte Adelspatent ved Ildebrand var bortkommet".(5). Formuleringen bygger tydeligvis på teksten i Jørgen Christian de Linde's ovenfor nævnte ansøgning i 1810. Rigtigheden af denne opfattelse bundfældedes åbenbart som sandhed, for også i Castenskiold's "Lexicon over Adelige Familier" fra 1872, kan man læse om det forsvundne adelspatent.(6).

I "Dansk Adelskalender" såede Krogh dog få år senere tvivl om påstandens rigtighed, idet han skrev, at dette "synes at maatte bero paa en Feiltagelse, da Patentet af 17.10.1704 endnu er i den ældre Linies Besiddelse".(7). Da Christen Thorpe de Linde, der har deponeret adelspatentet på Holstebro Museum, netop stammer fra de Linde-slægtens ældre linie til Volstrup og Handbjerg Hovgård, må det derfor antages at være identisk med det af Krogh nævnte. Ud fra detailrigdommen i Kroghs fremstilling er der ingen tvivl om, at han har været i tæt personlig kontakt med netop denne slægtsgren.

Derfor kan man konkludere, at Jørgen Christian de Linde's påstand om at adelspatentet var "bortkommet fra mig" ikke har overbevisende sandhedsværdi - med mindre der har eksisteret to identiske adelspatenter, hvilket ville være enestående. Vel derfor formulerede H.Hjorth-Nielsen sig allerede for mange år siden som følger om Jørgen Christian de Linde's andragende om adelspatentets fornyelse: "Det er umuligt at tro andet, end at dette skyldes en bevidst falsk Underretning fra hans Side".(8).

Næste skridt måtte derfor være at undersøge Linde-Friedenreich'ernes påståede tilknytning til den i 1704 adlede de Linde-slægt.


Hofjunker Linde-Friedenreichs forklaring
I ansøgningen til Danske Kancelli var Jørgen Christian de Linde meget upræcis i angivelsen af sine rødder i de Linde-slægten. Han gik ikke videre end til at betegne Christen de Linde til Volstrup som "min Stammefader", hvilket forekommer usædvanligt, når han skulle have været hans oldefar. Jørgen Christian de Linde har tydeligvis også selv været klar over det utilstrækkelige heri, for til sidst i sin ansøgning skrev han: "At jeg virkelig nedstammer fra ommeldte Christen Linde til Wolstrup har min ældste Søn, Hofjunker Hans Peter Linde-Friedenreich fremlagt Bevieser for da han under 11. Juli d.a. af Deres kongelige Majeset allernaadigst erholdt Tilladelse at forene det Friedenreichske Navn og Vaaben med sit eget".(9). Dokumentation for slægtskabet må således findes i sønnens andragende samme år om at få patent på navnet Linde-Friedenreich.

Hofjunker Hans Peter Linde-Friedenreich, der på dette tidspunkt var premierløjtnant ved 2.Jydske Infanteri Regiment under det mere bedskedne navn Hans Peter Linnet! - han blev senere overførster i Slesvig - fremførte, at faderen på Clausholm var "Næstsøskendebarn" til den i 1786 afdøde godsejer Christen Linde Friedenreich til Palstrup, Nørre Vosborg med flere godser, efter hvem han angiveligt arvede 30.000 rigsdaler som nærmeste slægtning. Christen Linde Friedenreich, der var ugift og døde som slægtens sidste mand, var oldebarn af Christen de Linde til Volstrup ad to linier, idet hans forældre var fætter-kusine: moderen Elisabeth de Linde var datter af Frants Rantzau de Linde til Pallisbjerg - farmoderen Anne de Linde var datter af slægtens adlede grundlægger. Om Jørgen Christian de Linde skal have været et næstsøskendebarn til Christen Linde Friedenreich er ikke undersøgt her - det kan være korrekt - blot er det ikke via fælles afstamning i de Linde-slægten.

Premierløjtnantens påstand om at faderen skal have arvet 30.000 rigsdaler efter Friedenreich-slægtens sidste mand, og at han derfor af taknemmelighed ønskede at føje dennes navn og våben til sit, har ikke noget med virkeligheden at gøre.

Jørgen Christian, der på det tidspunkt hvor Christen Linde Friedenreich døde stadig hed Linnet, er slet ikke nævnt idennes ellers ganske udførlige testamente. Derimod nævnes hans far, herredsfoged Hans Linnet: "Herredsfoget Linnet, Ramstadt, dend gamle Nisleuf, Mads Rosborg, Mads Munch, frue Irminger paa Palstrup eftergives aldt, hvad de til mig ere skyldige".(10). Det er alt. Derimod står en række slægtninge i testamentet til at arve ret betydelige beløb, således sognepræst Niels de Leth i Karleby, Rudolph de Linde til Marsvinslund og flere medlemmer af familien Irminger.

Påstanden om at Jørgen Christian Linnet/de Linde var nærmeste slægtning havde således heller intet med virkeligheden at gøre. Om den senere overførster Linde-Friedenreich har været i god tro i denne sag, kan vi ikke vide, men faderen på Clausholm har naturligvis kendt til sagens rette sammenhæng: at han ikke havde arvet 30.000 rigsdaler efter Christen Linde Friedenreich.

Jørgen Christian Linnet/de Linde henviste således til et dokument, hvori der intet konkret står om hans afstamning fra Christen de Linde. Skulle der imidlertid være noget om påstanden om de Linde-afstamningen, måtte afstamningen gå igennem den yngre de Linde-slægt, efterkommere efter Christen de Linde's yngste søn, Christian de Linde til Bækmark og Ulvsund. Det er da også netop her Lengnick placerer herren til Clausholm - som søn af den i 1790 afdøde Christen de Linde til Haraldskjær med flere godser. Denne sammenhæng har med enkelte undtagelser, som hos f.eks. Hjorth-Nielsen, siden stået til troende.

Problemets løsning kunne således måske findes i den i 1790 afdøde Christen de Linde til Haraldskjær.


Christen de Linde til Haraldskjær

Christen de Linde's yngste søn, Christian de Linde (1684-1753), arvede godserne Bækmark og Ulvsund; disse besiddelser udvidede han med hovedgården Holmgård i Møborg sogn. Han blev gift med Anna Maria de Poulson, der efter hans død solgte godserne til forvalter Peder Dinesen. Hvorfor deres eneste søn, en ny Christen de Linde (1726-90), ikke overtog denne del af slægtens godsimperium vides ikke, men forklaringen kan ligge i, at han i 1751 i sit andet ægteskab havde giftet sig særdeles godt med Gedske de Lichtenberg, datter af Horsens-matadoren Gert Hansen de Lichtenberg til Haraldskjær og Engelsholm. Disse godser med ialt ca.1.000 tønder hartkorn overtog svigersønnen, og livet her har været mere herskabeligt end på de små godser ved de vestjyske fjorde, hvor havgusens klamme luft ofte trængte ind i selv de inderste kroge.

Efter hustruens død i 1766 overdrog Christen de Linde imidlertid godserne til svogeren Hans Henrik de Lichtenberg til Bidstrup. Den 40årige enkemand pensionerede herefter sig selv og flyttede ind på Bidstrup, hvor et temmelig langvarigt otium ventede ham. Her boede således i 1787 "Velbaarne Chresten Christiansen Linde", om hvem det anførtes, at han "logerer paa Gaarden", samt at han er "Adelsmand og lever af sine Midler".(11).

Her på Bidstrup ved Gudenåen døde Christen de Linde i 1790, barnløs og formodentlig fattig. I modsat fald ville han vel have valgt at bo hos eventuelle børn istedet for hos svogeren, ligesom det er bemærkelsesværdigt, at der intet skifte findes efter den afdøde adelsmand. Hans få ejendele er formodentlig overtaget af slægtningene på Bidstrup, der tog sig af ham i hans alderdom.(12).

Men var Jørgen Christian de Linde til Clausholm trods alt søn af denne Christen de Linde? Eller er det lykkedes at binde Lengnick en historie "på ærmet"?


Linnet - Linde

Jørgen Christian de Linde skulle ifølge Lengnick være født den 2.december 1750.(13). Samme år døde Christen de Linde's hustru af første ægteskab - den kun 16årige Cecilie Harbou.(14). Om hun eventuelt døde i barselsseng kan ikke kontrolleres, da kirkebogen for Flynder sogn, hvor hovedgården Bækmark ligger, ikke længere eksisterer. Det samme gør sig derfor også gældende for Jørgen Christian de Linde's eventuelle fødsel her. Den senere ejere af Clausholm var imidlertid slet ikke født i 1750 men derimod i 1760, hviket fremgår af aldersangivelserne i folketællingerne 1787 og 1801 samt ved hans død.

Jørgen Christian de Linde var født og døbt Jørgen Christian Linnet (et navn han også opføres med i de nævnte folketællinger, hans børn er døbt Linnet, ligesom han underskriver sig selv som Linnet så sent som i 1810) den 30.august 1760 i Kolding, som søn af Hans Ditlevsen Linnet og Anne Margrethe Fogh. Faderen var da fuldmægtig hos tolderen i Kolding, men blev senere herredsfoged i Hammerum herred og ejer af sædegården Karstoft i Skarrild sogn. At prokuratoren på Clausholm hører hjemme i Linnet-slægten fremgår også af, at ved datteren Zidcelias dåb i 1796 i Levring kirke nævnes blandt fadderne "mandens Broder Rudolph Linnet til Højris". Denne broder blev senere ridefoged på godset Pallisbjerg, og ægtede Karen Strandbygaard, en datter af gårdens ejer, Christen Strandbygaard. Han og hans børn hed fremdeles Linnet.

Jørgen Christian Linnet fik i 1784 dansk juridisk embedseksamen, og tre år senere modtog han bevilling som prokurator ved over- og underretterne i Viborg stift. På dette tidspunkt var han "logerende" i Levring Præstegård hos pastor Sveistrup, og anføres som "exam.juris og constitueret herredsfoged".(15). Han har været konstitueret for herredsfoged Peder Hjorth, der da boede på Clausholm. Hjorth døde den 10.marts 1789, og to dage efter hans begravelse giftede Jørgen Christian Linnet sig med hans datter Charlotte Amalie og flyttede derpå ind på Clausholm; den afdøde svigerfars embede som herredsfoged fik han dog ikke. I 1795 købte han gården til selveje af landvæsenskommissær Hans Gundorph til Palstrup for 2.000 rigsdaler. Herfra virkede Jørgen Christian Linnet de kommende år som en aktiv prokurator, der udnævntes til forligelseskommissær og i en årrække havde sæde i Levring sogns fattigskommission. Den 7.november 1814 døde Jørgen Christian Linnet 55 år gammel, efter fire år tidligere at have forvandlet sig til en "de Linde".(16).

Den dygtige prokurator har naturligvis ikke efterladt sig et væld af gode kilder, der belyser baggrunden for denne historie. Motiver må vi derfor gisne os til - mon ikke almindelig forfængelighed har været en grundlæggende drivkraft? Ideen til projektet kan Jørgen Christian Linnet have fået ved den omgang familien tilsyneladende havde med Friedenreich'erne. Efter major Frants Friedenreichs død i 1780 opstod en sag mellem Viborg magistrat og afdødes bror, Christen Linde Friedenreich til Nørre Vosborg. Blandt dommerne i denne sag var netop herredsfoged Hans Linnet, der må have gjort det til Friedenreichs tilfredshed ellers havde han næppe fået eftergivet sin gæld, som anført i testamentet. Hans Linnet har som herredsfoged bosat på Højris i Ikast sogn haft tætte forbindelser til Frants Friedenreich på det nærliggende Herningholm.(17). Få år senere er Hans Linnets søn derpå bosat tæt ved Palstrup, Friedenreich'ernes gamle stamsæde. Fra denne nære omgang har Jørgen Christian Linnet været velorienteret om situationen blandt Christen de Linde's efterkommere. Derfor vidste han i 1810, at det ingen risiko indebar at tage de i 1786 uddøde Friedenreich'ers navn, ligesom han vidste at linien til Bækmark var uddød i 1790 med Christen de Linde på Bidstrup.

Dermed være ikke sagt, at Jørgen Christian Linnet/de Linde ikke som hævdet kan have været et næstsøkendebarn til Frants og Christen Linde Friedenreich. Det er således ganske interessant, at Rasmus Rasmussen Nislev, der "bestandig" havde tjent Christen Daniel Friedenreich (de to ovennævnte brødres far) som foged, var gift med en datter af en Rasmus Fogh - akkurat som Jørgen Christian Linnets mor var datter af en Jørgen Fogh.(18). Var der slægtskab her, og i så fald et fælles slægtskab, der knyttede dem til Friedenreich'erne?

Under alle omstændigheder lykkedes Jørgen Christian Linnets projekt - han blev "en de Linde". Ikke desto mindre kan man på Holstebro Museum nu se det adelspatent, som den gode prokurator overfor selveste kongelig majestæt påstod var brændt. Havde han blot ikke gjort dette, havde vi ikke været nødt til at anfægte hans adelskab.

Kilder: Holstedbro Museum

----------
I Danmarks Adels Aarbog (DAA) 1994-96 side 607-672 findes information, stamtavle og billeder.
Adlet 17.10.1704 for de tjenester han har ydet kongen og dennes fader (DAA 1994-96 s.607-672). De bestod af lån, det sidste på 6.000 rdl. - det blev tilbagebetalt til tiden.
Han fik 17 børn, hvoraf 4 sønner og 2 døtre overlevede ham.
Han var en dygtig købmand, og han samlede sig meget store godser, måske op mod 3.000 tdr. hartkorn! Det kunne han, fordi retten til stort (og skattefrit) gods, netop blev givet fri til ikke-adelige ca. 1660. Christen har lånt penge til mange godsejere og overtaget gårdene, når de ikke kunne klare terminen.
Han har nok været en benhård kreditor.
Han skaffede sig 11 godser:
Volstrup i Hjelm sogn 1678/82,
Stenumgård i Råsted sogn 1670,
Handbjerg Hovgård i Handbjerg sogn 1682,
Øgelstrup i Råsted sogn 1683,
Møltrup i Timring sogn 1685,
Pallisbjerg i Staby sogn 1692,
Kærgårdsholm i Håsum sogn 1693,
Lindtorp i Asp sogn 1699,
Krogsdal i Nr. Felding sogn 1704,
Bækmark i Flynder sogn 1704 Ulvsund i Nees sogn 1704, alle i NV-Jylland.
Han henlagde 12 agre på Holstebro bys mark i 1679 til vedligeholdelse af sit gravsted.
Allerede 1681 fik han tilladelse til at nyde adelige privillegier af sine godser.
Efterlod sig 1000 rdl. (omkring 1 mill. 1998-kr) til Holstebro Latinskole.

I Eiler Nystrøms Biografiske Efterretninger om Peter Munthe Bruhns slægt side 147-160 findes lang beskrivelse af slægten, Linde.
(Patent af 17/10 1704. Fornyelsespatent af 23/11 1810.)
Christen Christensen Linde, f. 1626 i Holstebro, d. 1708. Skal have begyndt som Bissekræmmer og ved en heldig Handel lagt Grunden til sin Rigdom, som i Tidens Løb forøgedes, tildels ved at han til de daværende lave eiendomspriser indkjøbte en Del Sædegaarde. Han var Eier af Volstrup, Kjærgaardsholm, Pallisbjerg og Stenumgaard, da han 17/10 1704 blev optagen i Adelsstanden, og gift med Dorothea Nielsdatter, med hvem han havde 17 Børn; 9 døde i en ung Alder. 4 Sønner, der overlevede ham, slægtede Faderen paa. De eiede i alt 22 complette Godser med henved 7000 Tdr. Hrtk. Jordegods og 1100 Tdr. Hrtk. matr. Tiender, og have bidraget meget til at fremme Jyllands Udvikling. I Særdeleshed maa fremhæves Christen Lindes anden Søn, Niels, f. 1678, d. 1746, gift med Karen Rosenkrantz, f. 1693, d. 1782, til Bustrup, Møltrup, Tanderup, en Del af Stubbergaard, Kjærgaardsholm, Landting, Tirsbæk og Bryskersborg, han eiede i Alt over 2300 Tdr. Hartkorn og 500 Tdr. Hrtk. matr. Tiender. Han hørte til de Godseiere, der levede for deres Ejendommes Kultur og Forskjønnelse. Med hans Søn, Christen, f. 1720, d. 1756, til Tirsbæk, gift med Maren Loss , Skomager Jørgens Datter af Horsens, uddøde denne Linie ("Orion", T. A. Becker, I. Bd., pag. 325-329). Den tredie Søn, Frantz Rantzau, f. 1681. d.1753, til Pallisbjerg og Sønder-Vosborg, gift med Helene v. Bassen, efterlod ei Sønner.
Af den ældste Søn, Christen, f. 1664, d. 1723, gift med Ellen Maria v. Obelitz, f. 1678, d. 1727, og af Christen Lindes yngste Søn, Christian, f. 1684, d. 1753, til Bekmark, Holmgaard og Ulsund, gift med Anna Maria v. Poulson, f. 1707, d. 1761, leve endnu Efterkommere paa Mandslinien, men de store Besiddelser, som Slægten eiede i det forrige Aar­hundrede, ere afhændede og for en Del udparcellerede.

Fra Christen Lindes ældste Søn nedstammer
1 Christen Linde, f. 8/8 1815, Forpagter paa Ernstpriis under Grevskabet Lindenborg, der i Ægteskabet med Wilhelmine Sophie Catharina Gramkov har 8 Børn: Hendrik Gustaf, f. 10/7 1843, gift, Børn ; Emil Adolph Albert, f. 23/4 1845; Theodor Rudolph August, f. 2/5 1846; Carl Frederik Johan, f. 28/4 1847; Rudolph August Frederik, f. 13/4 1849; Sophia Clarissa Margaretha, f. 20/6 1850; Emma Christine, f. 12/6 1856; Albert, f. 19/9 1857, stud.polyt.
2. Børnene af Magnus Christian Linde, f. 1792, som Chef for Bogholderiet ved Øresunds Toldkammer, og Hustru Caroline Frederikke Schultz: a) Marie Sophie Frederikke. f. 17/2 1838, gift med Adjunct Muusmann i Roeskilde. b) Christian Frederik, f. 7/1 1840, Cancellist i Finants­hovedkassen, gift 29/11 1869 med Ottilia Elisabeth Christina Cathinka, f. 2/4 1840, Datter af Major Saint-Aubain: Børn: Sophie Christine, f. 15/2 1871, Jutta Maria, f. 3/8 1873.
Fra Christen Lindes yngste Søn nedstammer Jørgen Christian, f. 2/12 1750, d. 6/11 1814, til Clausholm, der efter An­søgning 23/11 1810 erholdt Fornyelsespatent. Ifølge Magazin til den danske Adels Historie", 1. B., pag. 189, og Castenskjold 1. c., pag. 55, skulde det Stamfaderen Christen Linde under 17/10 1704 meddelte Adelspatent være bortkommet, men dette synes at maatte bero paa en Fejltagelse, da Patentet af 17/10 1704 endnu er i den ældre Linies Besiddelse.
Jørgen Christian de Lindes eneste Søn, Hans Peter, f. 1798, d. 1835, Hofjægermester, Overførster i Slesvig, fik ved Patent af 11/7 1810 Tilladelse til med sit eget Navn og Vaaben at forene Friedenreichs. Hans Afkom er udvandret.
Kilde: http://skislekt.no/Slekter.htm

DA JOMFRU MARIAS KIRKE I HOLSTEBRO BLEV BRUDT NED
Af Esben Graugaard og Bent T.Holm. Kilde: http://www.lokalhistorisk-arkiv.dk/artikler/jomfru/index.html
(april 2004)

(Teksten indeholde desuden et foto af en akvarel)
Den senmiddelalderlige sognekirke i Holstebro, viet til Jomfru Maria og nedrevet i 1906. Akvarel af forhenværende vicestadsbibliotekar Kristian Bjerregård efter samtidig foto.

Det var sikkert ikke uden undren en del mennesker læste den artikel, som arkitekt V.Ahlmann i 1908 fik trykt i tidsskriftet "Architekten" om Holstebro kirke - vel at mærke den gamle som var blevet brudt ned to år tidligere. Ahlmann, der havde tegnet den nyopførte kirke, skrev nu at den gamle Maria kirke burde have været bevaret og at Holstebro by havde mistet sin eneste monumentale bygning. I fald arkitektens artikel skulle ses som en bodshandling, hvilket næppe var tilfældet, var den under alle omstændigheder lidt sent ude; den kirke, som det ifølge biskop Peder af Ribe i 1465 gav 40 dages aflad at besøge, eksisterede ikke mere. Historien om dens nedbrydning er, som det ofte er set i lignende sager, en uheldig blanding af målbevidste mennesker uden pietetssans og pietetsfulde mennesker uden indflydelse.
"Hosianna" skulle smeltes om
Allerede i 1893 var den manglende pietet på spil i den gamle kirke. I tårnet var den fornemste klokke stormklokken med det manende navn "Hosianna". Den ca.1 meter høje og 301 kg. tunge klokke var støbt i 1470 af Mester Klaus i Nordtyskland eller Nederlandene på foranledning af Holstebros daværende borgmester Poul Jul. På det sidste var folk dog begyndt at finde "Hosiannas" lyd en smule skrattende, så den blev sendt til Aarhus for at blive smeltet om. Historien om den disharmoniske klokke fra Holstebro kom Nationalmuseet for øre og man greb ind, så klokken repareredes og vendte derpå tilbage til sin plads i tårnet - indtil nedrivningen af bygningen i 1906. Nu ville man partout have en ny klokke til den ny kirke, der skulle opføres på stedet; endnu engang måtte "Hosianna" på farten - nu til De Smithske Støberier i Aalborg. Her købte Nationalmuseet Holstebros 436 år gamle kirkeklokke for 770 kroner, og idag kan vi så tage til København og se "Hosianna" i Nationalmuseets middelalderudstilling. Knap så heldigt slap selve kirkebygningen, der omkring 1480 havde afløst en lille romansk kvaderstenskirke på samme sted.
Englevagt om kirken
Enhver tanke om at nedbryde byens senmiddelalderlige kirke turde vel have været de fleste holstebroere uhyre fjern. Allerede i 1687 da teologen Elias Naur udgav sin lille bog "Ære- og Takkedigt til Holstebroe", skrev han heri om den kirke han så ofte han siddet i, at "hvor tit end Ilden bliffver tendt, Guds Engle-Vagt maa da om Kirken være spendt". Og det var tilfældet indtil omkring år 1900, hidtil havde ilden som den eneste kunnet true kirkebygningens eksistens. Da begyndte indflydelsesrige folk at snakke om at den gamle kirke var for lille, den var brøstfældig og de lidt tunge hvælvinger gav kirkerummet et dystert præg. I 1902 udarbejdede den kendte arkitekt Fritz Uldall, der i 1880 havde tegnet Rasmus Færchs nye tobaksfabrik i Østergade, et forslag til restaurering af kirken. Herved ville man dog ikke opnå flere siddepladser; en ny kirke måtte der åbenbart til. Derfor nedsatte Kirkeministeriet i 1903 et særligt bygningssyn bestående af den kongelige bygningsinspektør, arkitekt Estrup fra Horsens og murermester Christoffersen fra Vejle for at få vurderet situationen. De kom til det resultat, at der måtte bygges en ny kirke eller foretages en betydelig udvidelse af det eksisterende hus. Kirkearkitekten Vilhelm Ahlmann, der har tegnet en række kirker i Ringkøbing amt, udarbejdede herefter forslag til såvel restaurering som udvidelse. Men så greb Kirkeministeriet ind - man ville kun give statstilskud til byggeriet, hvis resultatet blev betydeligt flere siddepladser. 30.000 kr. ville staten give til en ny kirke, og allerede i oktober samme år kunne Ahlmann derpå forelægge planerne for en sådan. De forudsatte at Maria kirke blev brudt ned, da såvel kirkeinspektion som byråd og sognepræst Bülow i givet fald ønskede en ny kirke opført på den gamles plads. Der var ingen seriøse overvejelser om som i Skive at lade den gamle kirke stå og bygge en ny andetsteds i byen.
Forevisning af balsamerede lig
Nedbrydningen af kirken begyndte i foråret 1906. Det blev en skandale, bl.a. fordi den ikke foregik under sagkyndig kontrol med henblik på at tage tilbørlige hensyn til bevaringsværdige dele i bygningen. Værst blev der dog faret frem mod begravelserne under kirkens gulve. Her lå byens fremtrædende borgere fra 16- og 1700årene begravede i deres kister med fornemme messingbeslag. Den mest berømte af dem alle var handelsmanden og godsejeren Christen de Linde, der havde skænket 12 marker til byen mod at få lov at ligge her i sin kiste til evig tid. I samtidens aviser kan læses om hvorledes balsamerede lig nu blev forevist mod betaling! Fredag den 20.april 1906 afholdtes offentlig auktion over en del af kirkens inventar. Her kunne med 3 måneders kredit købes kirkebænke og gulvfliser som andre metervarer, men også mere specielle ting som kirkeblokken, der gik for 2-3 kroner. Senere viste den sig at indeholde 160 gamle mønter og køberen blev budt 30 kroner for blokken. I sommerens løb kunne man ved flere af byens lysthuse se de gamle kirkebænke komme til ny værdighed som havebænke. Ad mærkelige veje er en enkelt senere kommet til Holstebro Museum, der også i 1934 fik overdraget en del af kirkens gamle minder, der var lagt til side på den ny kirkes loft. Selve nedbrydningen vakte en del undren, for et af argumenterne havde været at kirken var brøstfældig; nu måtte entreprenøren tage dynamit og donkrafte i brug for at få bugt med de gamle mure, som Nationalmuseets eksperter havde konkluderet "kunde staa i Aarhundreder". Heller ikke de lokale håndværkere var tilfredse med fremgangsmåden. Tømrermestrene Winding og Frandsen skrev i avisen at arbejdet med et hus, der betød så meget for byens borgere, burde have været overdraget lokale håndværkere. I stedet kunne man nu se en udenbys bygmester nedbryde kirken "paa en saa brutal Maade, at det vækker Forargelse overalt".
Patriarkens skæg
Der kom dog det gode ud af omvæltningerne at man fik afsløret et stykke kirkeligt fupkunst. Altertavlearrangementet fra 1757 blev brudt ned og midtertavlen og de fem senmiddelalderlige reliefgrupper reddedes og blev istandsat ved konservator Eigil Rothe. Gennem generationer havde holstebroerne som en del af tavlens billedgalleri kunnet se den liggende patriark Jakob med sit store skæg omgivet af sine 12 sønner. Patriarken var imidlertid ikke den han gav sig ud for. Rothe konstaterede at det ærværdige skæg engang i 1700årene var sat på en hvilende skikkelse, der egentlig var en kvinde. For at få plads til skægget havde man skåret hendes hage af. Figuren var faktisk den døende Jomfru Maria, kirkens skytshelgen. Hende havde 1700årenes pietistiske præster vel ønsket at fjerne, for om nogen var den hellige jomfru billedet på den katolske tid. Nu kom hun atter for dagens lys og kan beundrers på altertavlen i sognekirken.
Ansvaret
Hvem tog egentlig beslutningen om at nedbryde byens middeladerkirke? Det var ikke nogen folkestemning, der krævede en ny kirke opført. Ingen tvivl om at den lokale kirkeinspektion bestående af borgmester Jørgen V.Jørgensen, malermester Oluf Hansen og bankdirektør I.P.Aggerholm hørte til hovedkræfterne bag ønsket om en ny kirke. De havde imidlertid mere end fuld opbakning fra såvel provst Møller i Ølby, biskop Koch i Ribe og ikke mindst embedsmændene i Kirkeministeriet. Af sidstnævnte viste ingen sympati endsige forståelse for at bevare den gamle kirke. Kirkenministeriets rolle i sagen er yderst interessant. Da Nationalmuseets direktør i efteråret 1905 sendte museets medarbejder C.M.Smidt til Holstebro for at foretage opmåling og beskrivelse af kirken, hvis nedbrydning da var besluttet, fik han en sær besked med på vejen: "Jeg forstod, at Museumsdirektøren havde maattet bøje sig for et bestemt Krav fra Ministeriets Side, maaske endda fra selve den daværende Kultusminister". Kultusminister var indtil 1906 I.C.Christensen, Stadil, dengang sindbilledet på en solid vestjyde; han blev samme år konseilspræsident. Åbenbart har han givet Nationalmuseets ledelse mundkurv på i sagen om kirken i Holstebro. I hvert fald fik Smidt inden afrejsen til Holstebro på det bestemteste besked på ikke at søge at rejse en folkestemning til fordel for den gamle kirke, som han havde gjort i et lignende tilfælde ved Buderup kirke! Ansvaret for den gamle kirkes nedbrydning ligger således såvel lokalt som på højeste plan. Idag er det let at bebrejde disse mennesker manglende pietetssans, men tiden formeligt dirrede af fremskridtstro, købstædernes befolkningstal nærmest eksploderede, man byggede nye veje og fabriksskorstenene blev stadig talrigere over de danske købstæder. I en sådan tid har kulturhistoriske værdier det altid svært.
"På Jerusalem det ny"
Torsdag den 21.juni 1906 kunne provst Møller nedlægge grundstenen til den ny kirke. Meget passende indledtes højtideligheden med salmen "På Jerusalem det ny". Året efter kunne menigheden den 1.søndag i advent indvie Holstebros nye sognekirke, hvis profil siden har været et markant indslag i bybilledet. At pastor Bülow kun tre år senere, efter at have fået sin nye kirke, alligevel søgte og fik nyt embede på Langeland forekommer bemærkelsesværdigt. Måske noget af forklaringen kunne ligge i den vedvarende skumlen i byens opinion efter byggeriet. Branddirektør Søren de Linde gik direkte til værks, idet han i avisen udtrykte sin indignation over den behandling hans berømte forfader havde fået. I Holstebro Avis kaldte redaktør Welsch kirkebyggeriets drivkræfter for "vandaler" på trods af at de fleste var Højre-mænd som han selv. Mest skarpt formulerede skuespilleren Elith Reumert, søn af sognepræst Alexander Reumert, sig. For ham, der var vokset op i Holstebro, forekom nedbrydningen af den gamle kirke at være både "forrykt" og barbarisk", og det betød at byen nu havde mistet en stor del af sit "trylleri". Det vil næppe nogen modsige idag.

Vesterlandets konge
Lørdag den 9. oktober 2004
Samtidig med åbningen af særudstillingen om Christen de Linde udgiver Holstebro Museum bogen "Vesterlandets konge - Christen de Linde. En vestjysk matador og hans slægt". Bogen bliver på ca. 300 rigt illustrerede sider, indbundet i stift bind, og salgsprisen bliver kun 290 kr. takket være betydelig fondsstøtte. Forfattere er ud over museets egne medarbejdere Rigmor Lillelund og Esben Graugaard, historikerne Mogens Kragsig Jensen og Jan Dalsten Sørensen. Hovedperson i bogen er naturligvis Christen de Linde, hvis liv anvendes som afsæt til en undersøgelse omkring enevældens nye adel i 1700årenes Vestjylland. Esben Graugaard giver en biografisk skitse omkring Christen de Lindes fantastiske liv, der i 1704 kulminerede med tildeling af adelskabet. Jan Dalsten Sørensen har foretaget studier i Christen de Lindes virke som handelsmand og godsejer og giver læserne indblik i opbygningen af et af samtidens største danske godsimperier. Det lykkes Dalsten Sørensen at gennemhulle flere af myterne omkring Christen de Lindes økonomiske aktiviteter. Mogens Kragsig Jensen har som forfatter af stamtavlen over de Linde’rne i Danmarks Adels Årbog den grundigste viden om slægtens historie og følger sønnernes og deres efterkommeres historie, til de i 1846 må sælge Handbjerg Hovgård som det sidste gods. Ikke mindre spændende er Kragsig Jensens kapitler om efterkommerne af Christen de Lindes døtre som slægterne Jermiin på Ausumgård, de Leth på Nørre Vosborg og de Friedenreich til Krogsdal og Herningholm m.m. - masser af gode historier. Endelig har Kragsig Jensen udarbejdet en komplet efterslægtstavle med alle efterkommere i de første fem slægtled efter Christen de Linde – en guldgrube for slægtshistorikerne. Bogen afsluttes med Rigmor Lillelund og Esben Graugaards oprulning af historien bag et enestående genealogisk fupnummer i 1810, hvor dansk adel fik en ny slægt under navnet de Linde-Friedenreich under påberåbelse af at nedstamme fra Christen de Linde. Bogen om ”Vesterlandets konge” er således langt mere end en sædvanlig biografi. Det er en kombination af landbrugs-, handels-, slægts- og kulturhistorie, til sammen en væsentlig del af Ringkøbing amts historie i 1700årene.

601. Der var strandet en døbefont af guld, som var bestemt til Rusland. Den blev så solgt ved auktion ved havet for ingenting, og de folk, der kjöbte den, brugte den til andetrug. Så kom Christen Linde, der gik omkring som kræmmer, ind i det sted og vilde sælge töj. Konen vilde nok have sirts til en kjole, men hun havde ingen penge. Ja, han kunde også godt tage andre ting. Måske han også kunde bruge metal, og de kunde bytte, for hun havde det her pjalt andetrug, og hun kunde godt bruge et af træ. Så gav han hende 18 alen sirts for det. Han forlangede vel noget i bytte, men han tykte jo også, det var en skam, hun ikke fik töjet. Så mener de, han gik hen og grov fadet ned i Ferring sande, men tog en kant af det med en mejsel og gik til en guldsmed med: Han sagde, at det var guld. Så fik kræmmeren sig en jærnkasse at gjemme truget i og havde det der i dølgsmål, indtil han fik det stöbt i kugler. Dem rejste han udenlands med og fik dem der gjort i penge. Det skulde jo hedde sig, at han der ude havde gjort sådan en god forretning, for da han. kom hjem, kjöbte han sig efterhånden syv herregårde, hvoraf jeg kan nævne: Volstrup, Rammegård, Kjærgårdsholm, Krogsdal. Siden gav han dog Familien mere vederlag for fadet. Han fik hans kone fra Krogsdal. Imens han gik med pjalter, kom han der en gang og fik datteren at se. Han tykte, det var den kjönneste jomfru, han havde set. Faderen var meget fattig, og til sidst skulde gården sælges. Men nu kom Christen Linde og vilde have logi. Han siger da til manden, om han skal ikke hjælpe ham. Ja, den hjælp regnede han ikke, der skulde mere tli, end hvad en sådan en kræmmer kunde give. Men da nu gården skulde sælges, stoppede han det hele, og så fik han datteren. Mariane Jensdatter, Hjerm.

602. Niels Linde på Kjærgårdsholm havde farst vaxet bissekræmmer og rejste omkring med kram. En gang han var oppe ved Vesterhavet, kom han ind til konen i en gård og vilde handle med hende. Så spurgte han, om han kunde ikke kjøbe det andetrug, der stod ude i gården. Jo, det kunde han godt, og de kom til handel om det. Men truget var af guld og kommet i land fra et strandet fartöj. Det var begyndelsen til hans rigdom. Han kjöbte flere herregårde og kunde til sidst rejse på hans egne ejendomme fra Kjærgårdsholm og helt ned til Österhavet. Han havde en sön, der hed Kristen Linde, og han arvede det hele efter faderen, men var som noget idiot. En tid efter giftede han sig, men konen döde, og så giftede han sig igjen med hans hönsepige, hun hed .Maren Loos, men var utro mod ham. De lod bygge et hospital i Håsum, og stenen med deres navne sidder endnu over dören. I hans tid var det, der kom kreaturpest, og mange kreaturer döde for ham. Sådan gik der mange penge, men det slog dog til for ham til hans död. Siden giftede hun sig med hendes forvalter. Han kjöbte sig et adelsdiplom og blev kaldt Lindenpalm. Se, han solgte rask væk af godset, og til sidst var alting borte. Efter konens död tog han til takke med at bo i et skovfogedhus. Fra Niels Linde er den talemåde kommen ud: at finde guld til et svinetrug.
Niels Ottosen, Rönbjærg.

603. Den förste af Linderne blev fra hosekræmmer til herremand og fik sin store rigdom ved at kjöbe en gulddöbefont af nogle folk på vestkysten, som ikke vidste bedre, end at det var messing, og afbenyttede den til andetrug. Han skal også have ejet Møllerup, og Lindernes våben står over dören. Navnet Kristine Linde står tydelig at læse. En slæltning uf Linderne skal for ganske få år siden være död der i omegnen. Møllerup skal en gang have været så stort et gods, at jorderne nåede helt ned til Holstebro, tre mil derfra, hvor der forefandtes store magasiner og oplagssteder, som tilhörte godset. Dette må dog vist ligge en del længere tilbage end Lindernes tid. Marie Sandal.


604. En kræmmer gik nede ved Vesterhavet og vilde kjöbe rav. Han kom til et lille hus, og der stod en gris uden for og åd af et fad. Så gik han ind og vilde handle med konen, salge et og andet. Ja, konen havde ingen penge. Han vilde bytte med det grisetrug, og så fik han det af hende. Hun tykte jo, hun fik en forfærdelig god betaling for det. Så kjöbte han en gård i Nörregade i Holstebro og plantede lindetæer langs hen med huset. Kongen var der en gang i besøg, og han sagde: Der var linder udenfor, så skulde der også være Linder indenfor, og han gjorde dem til adelige. Derfra skal den Linde-familie udstamme og der blev jo mange af dem. Kirsten Marie Frederiksdatter, Albæk.

605. En skrædder her oppe fra Tistedkanten eller fra Ty-land gik omkring og vilde kjöbe rav. Så kom han til et sted, hvor han lagde mærke til et fad, der stod ude i gården, og som de havde give deres ællinger af. Han spurgte, om de vilde sælge det, men det sagde de nej til, for et stenfad slog ællingerne i stykker, og det her havde de haft i mange år. Det kunde da vel lade sig betale, sagde han, og så kjöbte han fadet af folkene. Men derved blev han en rig mand, for det var et guldfad, der var bestemt til Rusland, hvor det skulde havs været sat i en döbefont og brugt som döbefad. Kristen Søndermark, Lyngby.

606. En kone i Lungerhuse havde et guldfad at give hendes ænder af. De troede, det var messing, og det stod gravet ned jorden. Så kom Kristen Linde og fik det.
Mads Pedersen, Harboøre.

607. Kristen Linde på æ Hvolm (Kjærgårdsholm) havde en myndehund, der gav ham penge hver eneste morgen. Da han blev noget gammel, så kom han i tanker om, at det alligevel var galt, og så for at forsone sig noget med Vorherre, byggede han det hospital i Håsum. Rödding.

Kilde: Evald Tang Kristensen: Danske Sagn, som de har lydt i folkemunde. 4. afdeling. Personsagn, Århus 1896, side 172-174

Change: 14 OCT 2004

Cremation: 01-10-1685

Change: 14 OCT 2004

Occupation: Handelsmand i Holstebro

Et sagn fortæller, at grunden til hans formue blev lagt, da han som ung handelsmand berejste Jylland, og at han på en af sine vandringer i vesteregnen skal have lagt mærke til et trug, som han måtte være gjort til andet trug end til svinetrug. Efter i stilhed at have forvisset sig om, at truget ikke var et eller andet almindeligt metal, afkøbte han ejeren, der ikke selv anede dets værd, karret for en ubetydelighed. Karret, der var af guld og vejede 66 pd. og var 19000 rdlr. værd, var et strandet døbebækken, bestemt for patriarken i Moskva. Sagnet, der allerede fortaltes i Lindes levetid, har efter den gravskrift, hans dattersøn, præsten Jens Hiermiin forfattede over ham imidlertid intet på sig.

Kilde: Thorkild Ramskou m.fl.: Bro og by - en folkebog om holstedbro,
1974, side 58 ff.

Change: 2 JAN 2004

Event: Hjemmedøbt: 27-04-1864

Event: Fremstillet: 07-07-1864

Residence

Occupation: Telefoncentral i Faaborg

Marie blev født hos bedsteforældrene i Ilsted på grund af krigen.
Hun købte sammen med manden Hans Peder Jessen Hvenslundgaard i Fåborg af sin far, Thøger Christensen. De byggede stalden om sidst i 1880'erne, men solgte gården i 92-93 og byggede hus i Fåborg. Hans Peder blev post, graver, kirketjener og var ved siden af lidt frisør. Marie havde telefoncentralen og var i en periode franskvasker (hvidt kravetøj og manchetter). I 1920'erne havde hun pensionat. Hun solgte huset til datteren Martha og dennes mand Hans Hermansen. Hun fik enkepension fra postvæsenet. Marie døde af en hjerneblødning i august 1932, 68 år gammel.
(Kilde: Hans Ejler Nielsen)

Jordefærd i Faaborg.

Søndag Eftermiddag jordedes paa Faaborg Kirkegaard fhv. Centralbestyrer og Kirkebetjent Marie Jessen, Enke efter Landpost H. P. Jessen. Den hvide Baare var sat ud i Haven og dækket af en Mængde smukke Kranse og Palmedekorationer. Centralforeningens Fane dannede Æresvagt. En talrig Menneskemængde var mødt for at følge.
Efter Salmen: "Guds Fred er mer end Englevagt" talte Lærer Poulsen, Slepsager, smukt og rørende om afdøde, hvorefter Kisten bares over i den smukt pyntede kirke.
Her holdt Pastor Schmidt Talen og forrettede senere jordpaakastelsen.
Sønnen, Jens Peder Jessen, takkede for den store Deltagelse og bad Følget gaa med over i Forsamlingshuset. Her samledes det store følge til en mindehøjtidelighed. Der blev talt af Iver Chr. Frederiksen, pens. Lærer Klinting m.fl., der alle fremhævede Marie Jessens venlige, gæstfrie sindelag, trofaste Arbejde og sjælden store Tjenstvillighed, der var naaet ud til mange Mennesker, hvilket den store deltagelse bar tydelig Vidnesbyrd om.

Kilde: Avisnotits i avis (Vestkysten?)

Change: 6 OCT 2006

Havde Hvenslundgaard i Faaborg. Solgte til svigersønnen Hans Peder Jessen

Change: 2 MAR 2013

Sønnen Jes blev født på Skølvad.

Faddere: Hans Christensen, Hundsbæk.
Peder Graversen, ungkarl ffa Jedsted.
Claus Petersen, gårdmand, Jernved.
Anna Jesdatter fra Påbøl (Hans Jessens søster) og
Dorthe Jørgensdatter fra Puggård.

Hans Jessen med familie flytter senere hjemmefra (Skølvad) og dukker i 1818 op i Hejnsvig sogn, ejer af en halvgaard i Gilbjerg. I 1823 kan familien findes i Vorbasse, Matr. Nr.18

Anne flytter ved mandens død til datteren Maren i Maltbæk

Change: 19 MAR 2006

Occupation: Gårdejer, Skølvad

Købte Skølvad i 1739 (tinglyst 22-11-1742) for 500 rigsdaler kurant. Adresse: Skølvad, Gørdingvej 87, 6690 Gørding
Pengene til købet har han muligvis fra sin svoger, Niels Hansen, der efterlod sine søskende 18-20.000 Rigsdaler - se konens bror Niels Hansens biografi.

Skifte - 8 sider haves i kopi

Det har ikke været muligt at spore, hvor Hans Jessen kommer fra. Det nævnes dog i Ribe Stiftamt Skifteprotokol, at han har en halvbror Hans Thomsen

202 Hans Jessen i Skølvad i Jernved sogn. 4.1.1752, fol.446B.
E: Maren Hansdatter. LV: Hans Andersen i Skårup.
B:
1) Hans Hansen 10½
2) Jes Hansen 8
3) Frands Hansen 5½.
FM:
1 Svend Christensen i Sønder Vejrup
2 Hans Hansen i Jernvedlund
3 Frands Sørensen i Alsbro
Desuden nævnes
1 enkens bror Niels Hansen, slagter i København
2 afdødes [halv]bror Hans Thomsen.

Disse oplysninger kommer fra Bogen om Jernved beboer som findes på Jernved Lokalarkiv:
Jessen, Hans
Stolestade i Jernved kirke 1750.
Nævnes som havende penge til gode ved skifte 23.10.1741, da af Schølvad.
Søren Bierum var af Schølvad ca. 1740 og af Brøndumdam 1741, så Hans Jessen må være kommet på det tidspunkt.
B83G-SP3 side 25: Søren Bierum af Brøndumdam kongelig may..tes herritsfoged--giøre alle vitterligt at have soldt skiødet og afhændet--til velagte Hans Jessen og hans arvinger een mig tilhørende bondegaard Scholvad kaldet med derpaa staaende huuse og bygninger beliggende i Jernved sogn---3 tdr. 5 sk. 1 f.--som jeg sidst selv beboede----selv skøde af 27.maj anno 1720--pris 500 rd. Brøndumdam 21.12.1739.
I skifteprotokol for Riberhus amt (B9-1215 side 446b) kaldes han selvejer af Schølvad i Jernved sogn, gift med Maren Hansdatter. Skiftet ses i Riberhus amt (B9-1215 side 446b) Anno 1752 den 4. jan. efter afgangne selveier Hans Jessen udi Schølvad i Jernved sogn. Herredsfoged Henrich Ernst Bierum af Brøndumdam på hans vegne Hans Thomsen af Brøndum var til stede. Testes: Knud Lassen af Jernved og Simon Nielsen af Jernvedluns.
Enken Maren Hansdatter med laugværge Hans Andersen af Raarup.
Børn: Hans Hansen 10½ år, formynder Svend Christensen af Sønder Weirup.
Jes Hansen i 8. år, formynder Hans Hansen af Jernvedlund.
Frands Hansen 5½ år, formynder Frands Hansen [Sørensen?, GN] i Alsbroe.
Ved skiftet 1.5.1765 efter sønnen Hans Hansen nævnes arv til Hans Hansen efter en faster i Brøndum, så Hans Jessen har haft en søster der. Nævnte søster hed ifølge oplysninger i B83G-SP3 side 56 Margrethe Jesdatter, se under Hans Jessens søn Hans Hansen. Hans Jessen må således også have haft forbindelse til Brøndum; stammer måske derfra.

Skøde fra Søren Bierum til Hans Jessen d.21 December 1739
Halfanden Rigsdaler
Søren Bierum af Brøndumdam Kongelig Majestæts Herritz Foged i Giørding, Malt og Skads Herreder Giøre alle, vitter1igt at have solt, skiødet og afhændet saasom jeg og hermed følger Skiøder og aldeles afhænder fra mig og mine,arfvinger till wel og Anskr Hans jessen og hans arvinger, den mig tilhørende bonde gaard Skiølvad kaldet med derpaa staaende.huuse og Bygninger, beliggende i Jernved Sogn, Gørding Herred, Riberhuus Amt.
Anlagen udi Landmaalingens nye Matrikul for Hartkorn tre Tønder, femb Skipper og
een fjerdingkar Skylden Aarlig tre een halv Album, en half ørte Rug en half ørte Byg een Skipper Ærter, et Svin, af tre heste giesteri een Mårk fire Skilling syv og en half skæppe Haufre som jeg selv vil beholde, Hvilken meldte Gaard med ald dends Eiendomb, huuse og Bygninger forbem. Hans Jessen og hans arvinger maae nyde og bruge med selvsamme rettighed som jeg det selv nydt· og brugt haver, efter Kongel. allernaadigste mig den paa meddelte Skiøde af dato 27 May Anno 1720 med sine Rette tillæggelser af agger og Eng, Fiskevand og fægang, tørvegrøft, Liunghøst, Hede og Mose, smaat og stort ude og inde Flade og Vide indted undtagen i nogen optænkeliig Maade som, nu dertil ligger og af alders tiid tillagt hafver eller med rette tillæge bør, for ret som offentlig fuldkommen og uigenkaldelig kiøbt til Ævindelig arfe og eie og sammen nyde bruge og beho1de, samt sig saa nyttig at giøre som bedst viider og kand og lovforsvarlig er eftersom hand kiøbepenge til mig med Courandt Mynet Femb Hundrede Rigsdaler rigtig betalt haver. Hvorfor ieg og herved for mig og mine arvinger tilstaar ingen, ydermere Lod del, ret eller rettighed, efterdags at have udi formt Schiølvad Gaard og Grund, huuse eller Bygninger med vider som forskrevet var, men tildsiger og forsikrer og fuldkommeligen tilstaar formte Hans Jessen og hans arvinger samme Gaard og grund for hver Mands tiltale som derpaa kunde tale med rette i alle maader dog saaledes at hand deraf aarlig svarer og til rette termin betaler alle Kongelige Contributioner, ordinaire og Extraordinaire som nu allerede paabudte er eller herefter paabudte vorder. Udi det øfrige maae det Skiøde læses og protokoleris uden foregaaende kald og varsel til mig.
Og naar Kiøberen det for godt ..finder .. under min haand og Zignete.
Brøndumdam dend 21de December Anno 1739 S. Bierrum
Læst i Retten paa Giørding Malt Herreds Ting dend 22. Nov. 1742 og Samme Dag protocollerit udi samme protokollen på folio 25. Test I J Uth

Change: 22 JAN 2004

Magne Juhl, Viborg 2004 skriver:

Hansdatter, Maren
Gift med selveier på Skølvad Hans Jessen, der døde i 1752.
Hendes laugværge var da Hans Andersen af Raarup.
Ifølge skifte efter sønnen Hans Hansen 1.5.1765 var hun da i ægteskab med Thomas Lauridsen på Skølvad.
Folketælling 1787: 70 år, enke efter 2. ægteskab. Boede hos sønnen Jes Hansen og svigerdatteren Maren Christensdatter på Skølvad.
Hun er nævnt i testamente af 11.oct.1784 udfærdiget af manden Thomas Lauritzen.

Change: 15 MAR 2020

Property: Selvejerbonde Matr. nr 4, Tornehøjgaard i Fåborg: 07-06-1813

"Faaborg Sogn": Skøde af 7. juni 1813. Fortælling af Jeppe Ravn, der beskriver ham som en dygtig bonde, der opdyrked "Tøvtløs Agre" og som selv (ulovligt) brændte brændevin og gemte apparaterne så godt, at de først kom frem efter 84 år i mulden. Fæstet 25/5-1786. Købte 7/6-1813 Tornehøjgaard, Matr. 4a, Faaborg. Adresse nu Præstebrovej 20, Fåborg, 6818 Årre

Change: 29 APR 2006

Occupation: Landhusmor

Faaborg Sogn 1, s 340 ff: Aftægtskontrakt af 10-4-1858.

Fortællinger af Jeppe Ravn, der selv har kendt Maren Ibsdatter, som han beskriver som en meget gemytlig gammel kone og en spasmager

Change: 26 JAN 2004

Property: Tornehøjgård, matr. 4a, Faaborg, Faaborg Sogn, Ribe Amt: 1858

Havde sammen med Svogeren Ib Christensen, Bøel moderen på aftægt

Change: 26 JAN 2004

gift med Ib, Bøel (får halvpart)

Change: 20 JAN 2004

svag og sygelig

Change: 20 JAN 2004

Change: 20 JAN 2004