Ved folketællingen 1787 i Terpling sad hun i aftægt hos sin søn, enke efter 2. ægteskab, 80 år.

Change: 6 NOV 2019

Change: 22 AUG 2011

Event: Hjemmedøbt: 26-09-1821

Confirmation: 14-08-1893

Karakter: God, God, Vacc. 30-6-1826 af Hansen, Ribe.

Foto i ramme hos Jens Chr. Jermiin Nielsen, Sneum

Maren blev ganske ung gift med daglejeren på gården, hvilket fremgår af folketællingen 1840:

Samtlige personer i husstanden
ribe, Gørding, Aastrup, Terpling Bye, , En Gaard, 22, FT-1840
Der vises flg. felter:
Navn, Alder, Civilstand, Stilling i husstanden, Erhverv , Fødested
Hans Hansen, 49 , Gift, , Gaardmand,
Mette Lauridsdatter, 46 , Gift, , Hans Kone,
Marie Hansdatter, 17 , Ugift, , Deres Børn,
Laust Hansen, 14 , Ugift, , Deres Børn,
Morten Hansen, 10 , Ugift, , Deres Børn,
Jens Hansen, 11 , Ugift, , Pleiebarn,
Jess Hansen, 24 , Gift, , Dagleier,
Maren Hansdatter, 19 , Gift, , Hans Kone,
Hans Jessen, 1 , Ugift, , Deres Søn,
Jens Hansen, 38 , Ugift, , Tjenestekarl,
Peder Christensen, 23 , Ugift, , Skræder,

Change: 16 NOV 2019

Change: 7 NOV 2019

Change: 11 NOV 2019

Occupation: Bonde på Bennetgård, Københoved, Skrave Sogn, Haderslev Amt: BET 1751 AND 1802

Johannes Lind skriver i bogen Carl August Linds forfædre, elektronisk udgave 2004

Frøs og Kalvslund herreder

Disse to herreder er hjemsted for den familie, som Niels Bennedsen udgik fra. De ligger i Sønderjylland.

Kalvslund sogn har vore forfædre sikkert kun haft tilknytning til i to generationer. Herfra kom Christen Christensen, der var født i byen Ravning, men ved giftermål med Juhl Jensens enke blev gårdmand i Københoved i Skrave sogn, hvor han almindeligvis gik under navnet Christen Ravning. Hans far hed Christen Pedersen, men blev kaldt Christen Tyboe, og det navn tyder jo på, at han havde sin oprindelse nordpå. Det var almindeligt, at unge folk i Jylland drog sydpå til "det holstenske" for at tjene i nogle år, og nogle af dem blev der naturligvis.

Skrave sogns historie er beskrevet i hele to tykke bøger, den ene om Københoved og den anden om Langetved. Lad os notere os nogle oplysninger derfra:

Navnet Københoved forekommer første gang i et tingsvidne udstedt på Frøs herreds ting den 21. maj 1478. Heri nævnes Truels Lund og Bennet i "Købingho" som sandemænd. Kong Hans har opholdt sig i Københoved omkring midten af juli 1504, og kong Frederik I var her et par dage i september 1527 på en rejse sydpå.
Fra 1542 er der bevaret et skatteregister, der viser, at der da var 8 gårde i byen. Gårdmændenes navne var: Jon Bennetsen, Knud Andersen, Iver Bennetsen, Hans Petersen, Chresten Laursen, Jep Truelsen, Bennet og Esbern Madsen. - Godt 100 år senere var der kun 7 gårde i byen. - Disse syv gårde kaldes ved udskiftningen: Fogedgård, Boygård, Skøttergård, Sognefogedgården, Touesgård, Lassesgård og Lundegård. - Fogedgård har sit navn af, at der i første halvdel af 1700-tallet boede to herredsfogeder på gården. Sognefogedgården var sæde for sognefogeder gennem hele 1700-tallet.
Der kendes et videbrev for Københoved fra året 1703. Det er oprettet af byens daværende 17 bønder, hvoriblandt der findes en Jep Bennetsen. Videbrevet er blevet tinglyst på Frøs herredsting 7. juni samme år.

De to trediedele af gårdene var i selveje og resten i fæste under kronen.

En stor del af byen brændte natten til den 29. september 1718, ialt 109 fag stuehus og 209 fag udhus. Endnu værre gik det ved en brand i maj 1736.

Udskiftningen af gårdene foregik i Bennet Olufsens tid, omkring 1773. Der var et konservativt parti i byen, som havde held med at forsinke den i mange år.

Det var de oprindelige 7 gårde, der var grundlag for udskiftningen i 1773. Dem gives der en beskrivelse af i sognehistorien. Bennet Olufsen havde en part af Fogedgård. Om denne står der i sognehistorien: "Fogedgården havde tre gårdbrødre (i 1773), nemlig Mogens Hansen, Mads Olesen og Bennet Olufsen. Mogens Hansen havde den nuværende (det er skrevet i 1950) Fogedgård, som Skrumsager købte i en vanskelig tid for at lægge jorden ind under Bennetgård. Det gamle stuehus fra Fogedgården står endnu i moderniseret skikkelse og afgiver bl.a. plads til kommunekontoret for Skrave sogn. Mads Olesens gård må antages at have ligget, hvor brugsforeningen nu er. Han flyttede ved udskiftningen. Bennet Olufsen havde også en del af Touesgård, og han boede, hvor hvilehjemmet Bennetgård nu ligger.

Her i Københoved blev udskiftningen forbundet med en udflytning af gårdene til egne marker. En af særbestemmelserne ved udskiftningsaftalen i 1773 angik Bennet Olufsen: Peder Dall skulle for 14 rdl. overdrage sin koncession på krohold i byen til Bennet Olufsen, og Hans Lundgaard, der hidtil havde haft krohold og høkeri i forpagtning, fritoges for forpligtelsen til at holde kro og købmandshandel.

I Krogstrup, der dengang bestod af kun fire gårde, var der ikke noget stort behov for udskiftning, så her fastholdt man fællesskabet, indtil alle fire gårde brændte i 1801. Så forenede man udskiftning, udflytning og genopbygning. Her i byen havde Hans Thomsen (82) gården Kongsbjerg indtil ca. 1716, da han overlod den til sin svigersøn Oluf Bennedsen (40), der igen overlod den til en svigersøn i 1749. (Sønnen Benned Olufsen giftede sig så til sin gård i Københoved).

Det var gode tider for landbruget, da udskiftningen blev foretaget. Men den landbrugskrise, der kom efter krigen med England 1807-14 og statsbankerotten, medførte en del konkurser og tvangsauktioner. I den forbindelse kom Hans Diderik Kloppenborg til sognet. Hans morbroder var tobaksspinderen Christian Otzen i Haderslev, og Kloppenborg skulle egentlig have fortsat hans virksomhed. Men Otzen havde nogle penge stående i en af gårdene i Københoved, og da denne kom på offentlig auktion i 1821, købte han den, hvorefter han sendte Kloppenborg til Københoved for at lede gårdens drift. Gården blev efterhånden udvidet til at bestå af mere end 200 tdr. land. Oprindeligt var Kloppenborg holstener med tysk som modersmål, men hans kongetroskab fik ham til at vælge Danmarks side i de opgør, der forestod med det tyske. J. N. H. Skrumsager blev hans svigersøn; han kom til at bo på Bennetgård. Denne gård kom siden til at fungere som ferie- og hvilehjem for danskere syd for grænsen, og det gør den endnu.

Så vidt oplysningerne fra Københovedbogen. Det er en eftertanke værd, at her blev danskheden forsvaret med holstensk dygtighed. Et memento til postkommunismens historie- og horisontløse etnicisme. Med navnene Kloppenborg og Skrumsager er sognet placeret uforglemmeligt i historien om danskheden i Sønderjylland, og det er også den gård, som vor forfader Benned Olufsen boede på. Vore forfædres egen andel i historien har derimod været så ydmyg, at man knapt nok forstår, at gården stadig bærer navnet Bennetgård. Benned Olufsen har nok i al sin tid haft trange økonomiske vilkår; der blev ikke meget for den store børneflok at arve, og der var en del gæld på gården, da han i 1802 overdrog den til sin søn Christen, der allerede 2 år senere solgte den til en af sine kreditorer, Oluf Madsen Lund. Men værre var det dog ikke, end at hans ugifte søskende beholdt retten til at søge tilflugt på gården, hvis de skulle få brug for det.

Den gård, som tobaksspinder Christian Otzen købte i 1821, var ifølge Traps Danmark Bejstrupgård. Det var den, som Christen Ravning (42) ejede og senere overdrog til svigersønnen Hans Pedersen Lund, hvis søn Christen Hansen overtog den i 1804.

Nu er vi imidlertid sprunget helt hen til afslutningen af vores slægts tilknytning til Skrave sogn. Begyndelsen dertil fortaber sig i historiens dunkelhed. Der er god grund til at antage, at slægten har haft tilhold der i flere hundrede år; men det skal man ikke regne med at kunne bevise. De gode jorder har nok tilsagt folk så vidt muligt at holde fast i det, de havde, fremfor at forsøge lykken i det fremmede. Det er mit umiddelbare indtryk, at der har været forholdsvis mange tilfælde af ægteskab mellem beslægtede (så kongebrev var nødvendigt). Og jeg har forresten også indtryk af, at folk i dette fede sogn ikke opnåede så høj en levealder som i et fattigt hedesogn som Vorbasse. Men det er blot et indtryk. Jeg har ikke lavet ordentlig statistik på disse iagttagelser.

Skrave og Kalvslund sogne lå i hver sit herred, Frøs og Kalvslund herreder, der havde fælles tingsted i Sdr. Hygum. De fleste af de oplysninger, vi har om familien, er fra herredsfogedens arkiv i forbindelse med gårdoverdragelser og skifter. Men fra amtsarkivet kan vi hente lidt krydderi i nogle "fæste- og brøderegistre" for de to herreder.

Fæsteregistrene oplyser år for år, hvem der har taget en gård eller partsgård i fæste fra staten og derfor betalt indfæstningsgebyr. Her finder vi f.eks. både Benned Olufsen og hans efterfølger, sønnen Christen Bennedsen. De var selvejere for en del af gårdens vedkommende, men der hørte 1/6 fæstegård med til den.

Den anden gruppe i disse årlige registre angiver, hvilke bødeindtægter amtet har haft. En del af disse bøder er blevet forelagt af de såkaldte helligdagsfogeder, som man i Sønderjylland vist havde en af i hvert sogn. De skulle indberette brud på helligdagslovgivningen, men havde også til opgave at være brandopsynsmænd; og dette er grunden til, at en af bøderne i Københoved blev givet til en mand, der havde stillet et eller andet op for skorstenen, så helligdagsfogeden ikke kunne komme til at inspicere den, og han ville ikke flytte det. Helligdagsfogeden var det år Peder Møller, som vi kender som fadder for et af Christen Ravnings børn. - Han havde en svend, der hed Mads Olufsen. Det kunne godt være (men er ikke nødvendigvis) en af familien (se ane 40). Han fik sammen med et par andre karle en bøde for slagsmål, en forseelse der synes at have været temmelig almindelig. Det var i 1765. To år senere træffer vi hans navn igen, atter for slagsmål. - Slagsmål hører vi også om i den lille landsby Ravning, som Christen Ravning (42) kom fra; men i det tilfælde genkender vi ikke nogen af de implicerede som familiemedlemmer. Det samme gælder den Hans Pedersen af Kalvslund, der i 1763 blev indstillet til en bøde "for sin megen og ofte igentagne banden for retten". Efter to års forløb blev bøden konverteret til 2 dage på vand og brød for hans armods skyld. - En anden, der måske slap for at betale, var Søren Nielsen i Københoved. Ham havde præsten anmeldt, fordi hans kone nedkom allerede midt i januar 1780, efter at de var blevet gift i november året forud. Der står, at manden ved undersøgelsen forsikrede, at han ikke ejede noget at betale kgl. bøde med, og der er da heller ikke anført noget beløb. Men listen viser, at den slags forseelser ellers godt kunne udløse en bøde. Her har vi måske en forskel på sønderjysk og kongerigsk praksis. Jeg kender i alt fald fra tingbogen et tilfælde, hvor ejeren af Urupgård ved Grindsted anlagde hele tre sager imod sin fæstebonde, alle med det formål at få nogle penge fra ham. En af sagerne gik på, at fæstebondens kone havde født et barn straks dagen efter brylluppet, hvorfor ejeren havde håbet, at der kunne tilkomme ham en lejermålsbøde; men bonden blev faktisk frikendt på sin påstand om, at han i alt fald ikke havde haft legemlig omgængelse med sin nuværende hustru før trolovelsen. P. Rhode nævner i sin amtsbeskrivelse for året 1737 en kgl. befaling om, at for en kvinde, der føder før ægtevielsen eller mindre end 18 uger efter denne, skal der gøres afbigt fra prædikestolen (dog uden navns nævnelse). Og desuden skal der betales en bøde på 6 rdl. En lignende forordning har jeg ikke mødt for kongerigets vedkommende. Der burde vist være tilfaldet Benned Olufsen (20) en bøde, da hans første kone fødte allerede 1½ måned efter brylluppet. Men i dette tilfælde er brøderegistret tavst.

I Københoved blev en Christen Christensen i 1773 dømt til at betale en bøde for at have "contraveneret imod kromandens koncession", det må slet og ret betyde ulovligt krohold. Da der nu andetsteds i denne bog er argumenteret så overbevisende for, at Christen Christensen i Københoved var identisk med Christen Ravning (42), må vi hellere tage denne forseelse på familiens kappe. Det var netop i 1773, at hans senere svigersøn Benned Olufsen (20) overtog koncessionen, men vi ved ikke, om det var sket endnu på dette tidspunkt.

Vi må også regne med at stå over for en af forfædrenes forsyndelser, når vi i kirkebogens kirketugtsliste læser, at "Anne Juuls" i 1755 skulle stå offentligt skrifte, fordi hun af vanvare havde forsyndet sig mod det 5. bud overfor sin lille søn. Hun er sikkert kommet til at ligge ham ihjel, sådan som det ret almindeligt forekom i de tider. Anne Juuls kan næppe være nogen anden end Christen Ravnings kone.*)

Også præst og degn kunne blive udsat for bødeforlæg. Det skete i 1777, da sandemanden Peder Dall angav, at præst og degn havde været gæster hos Hans Lund efter en begravelse. Det er åbenbart et forbud imod "nattesæde", der her er forsøgt aktualiseret. 1777 var iøvrigt det år, da Christen Ravning mistede sin kone. Da var de begge aftægtsfolk hos svigersønnen Hans Pedersen Lund, der havde overtaget gården. Så endnu en gang er det nok vor familie, der er inde i billedet. Sagen blev udsat og vistnok ikke senere genoptaget. Ved undersøgelsen fandt man nemlig ud af, at de eneste, der var blevet der om natten, var dem, der havde for lang vej hjem, og præst og degn havde selv bedt om at få noget at vederkvæge sig med, inden de tog den lange vej hjem til hovedsognet.

Til slut må vi konstatere, at der blev spillet kort i Benned Olufsens (20) hjem. Det var jo ellers ikke strafbart, men to af hans sønner havde gjort det på en bodsdag i 1790 om eftermiddagen sammen med et par andre karle. Vi får endda at vide, at forsyndelsen fandt sted om eftermiddagen mellem kl. 3 og 4.

Benned Olufsen er nok en af dem, der trods gårdens størrelse har siddet i vanskelige kår. Det var ikke meget, der kunne blive til hans børn af første ægteskab, da han fandt det nødvendigt at gifte sig igen. Hans udskrivningskontrakt med børnene lyder som een stor undskyldning, men denne blev i alt fald accepteret af børnenes tilsynsværger.

Inden vi helt forlader Skrave sogn, må vi notere, at nogle af de nulevende efterkommere i deres tidlige barndom har været på besøg der. En af dem skrev i mange år derefter "Københoved", når poesi- eller venindebogen skulle have svar på, hvor ens længste rejse var gået til. Hvem gjaldt nu det besøg? Det må have været Martha, en af Carl August Linds kusiner på Høher-siden. Hun var bestyrerinde på hvilehjemmet Bennetgård. Mon nogen af de tilstedeværende har vidst, at de drak deres kaffe og saftevand på en af slægtens gamle gårde?

*) I vore dage har vi det med helt refleksmæssigt at afvise og fordømme kirketugt som udtryk for jantelov og anden ukristelighed. Som kirkelig medarbejder i den lutherske kirke i Nordnigeria har jeg selv været i nærheden af problemet, og erfaringerne talte egentlig ikke til gunst for kirketugten. Det var helt klart de meget håndgribelige forsyndelser, der blev grebet ind overfor: hor og drukkenskab, hvorimod ingen blev sat i kirketugt for f.eks. svig eller for den gridskhed, der i Nye Testamente udtrykkeligt sidestilles med afgudsdyrkelse. Og det hjalp ikke på kirketugtens anseelse, at den kristne guvernør (inden han af helt andre grunde blev henrettet i forbindelse med et statskup) frejdigt indfandt sig til gudstjenesterne i den engelske gren af kirken medbringende begge sine koner. En så mægtig mand var det for svært at sætte i kirketugt! Jeg drøftede engang problemet med en af provsterne i vor lutherske gren af kirken. Han erkendte alle vanskelighederne, men kunne alligevel ikke tænke sig kirketugten afskaffet af den simple grund, at vi mennesker i menigheden kommer hinanden ved og har betydning for hinanden, og derfor bliver min næste såret af min synd. Det er et synspunkt, der sikkert harmonerer med de ældste kristne menigheders. Og det er stadig til stede i Christian den Femtes kirkeritual af 1685. Præsten kunne bandlyse den, som levede i åbenbare ukristelige forhold. Der blev lyst tre gange, inden bandsættelsen trådte i kraft, for at synderen kunne have lejlighed til at besinde sig. Hvis han ikke gjorde det, skulle præsten næste søndag efter prædikenen udføre bandlysningen, idet han nævnte synderens navn og vedkommendes forseelse. "Da bør os, som rette Christne, at udrydde saadan gammel Surdej og skille den forargelige Synder (Synderinde) fra os, at hand (hun) med sin synd ikke ydermere skal forarge eller forderve denne gandske Menighed og føre Guds retfærdige Vrede over os tillige, sig selv dermed til dis større Straf og Fordømmelse". Bandlysningen endte med, at synderen blev ført ud af menigheden i dennes påsyn. Herefter måtte han nok komme til gudstjeneste og påhøre prædikenen fra en ydmyg plads nederst i kirken, men hver gang ville han blive ført ud inden nadveren. Hvis han fremturede i sin synd, så det var til forargelse for menigheden, kunne han blive forvist fra sognet. - Kirkeritualets afsnit om åbenbart skriftemål og afløsning viser, hvordan den åbenbare synder kunne undgå, at det kom så vidt. Her er et af de faste led, at efter at synderen har bedt om Guds tilgivelse, skal han vende sig mod menigheden med disse ord: "Jeg beder, at I Guds Børn vil forlade mig denne min begangne Forseelse og ikke støde eder på mig, eller tage Forargelse af mig mere!" Vi skal her huske på, at ordet "forarge" nærmest er ensbetydende med at "friste til fald". Og at dette åbenbare skriftemål ikke er jantelovens og selvretfærdighedens triumf, understreges yderligere af, at præsten nu skal formane "hver og en, som tykkis, at hand staar, at hand seer sig vel for, at hand ikke falder, I Cor. 10, v. 12".

Kirketugten var nødvendig, fordi det kristne fællesskab var blevet bragt i fare. Når den synes så unødvendig i vore dage, kunne det jo hænge sammen med, at fællesskabet i realiteten er blevet borte. Vi kender knapt nok vore medkristne, og interessen er måske endnu mindre end kendskabet. Gensidig ligegyldighed ligner slående tolerance. Måske bør vi lægge mærke til, at der i udkanten af folkekirkens regi findes broderskaber, hvor man målbevidst plejer fællesskabet og som en naturlig konsekvens heraf også stiller krav til hinandens vandel, - hvis man da ikke har ladet broderskabet forfalde til ren sammenspist- og selskabelighed.

Kilder:

Fæste- og brøderegister for Frøs og Kalvslund herreder 1752-1862 (uddrag):

1763:
Helligdagsfogeden i Skrave sogn er Peder Møller af Københoved: Mogens Hansens skorsten ibidem har været belagt med "foeder", at han den ikke kunne efterse, og ved tiltale derom har Mogens Hansen ej samme villet borttage. .. indstillet til bøde.

Helligdagsfoged Jep Pedersen af Ravning har angivet, at der har været strid mellem Dorthea Johanskone og Anna Sørens, begge Ravning. De giver hver 4 sk. i bøde.

Hans Pedersen af Kalvslund indstilles til bøde for hans megen og ofte igentagne banden for retten. - Bøden ændres senere for hans armods skyld til 2 dage på vand og brød.

1765:
Efter helligdagsfogedens angivelse af Københoved har der været strid mellem Jens Smed, Peder Møllers svend Mads, Jens Jensen og Anders Nielsen af Københoved. Hans Smed og Mads Olufsen bøder med 8 sk. hver. Jens Jensen med 16 sk.

1767:
Slagsmål mellem Mads Olufsen, Thomas Smed og Jens Christensen,

1773:
Københoved: den 23/7 er Christen Christensen dømt at betale 2 mk. mulkt, fordi han har contraveneret imod kromandens koncession. - Opsat til kammerresolution.

1777:
Efter sandemanden Peder Dalls angivelse havde der været begravelse ved Hans Lund og der var præst og degn budne gæster. Som ved undersøgning er befunden at ingen anden end de, som havde så lang vej de ej kunne komme hjem om natten, var der, undtagen præst og degn, som selv havde begæret at få noget at vederkvæge dem på, da det var annex sogn og lang vej hjem. - Sagen udsat.

1779:
Efter hr. pastor Tøxens angivelse er Søren Nielsens kone nedkommet i barsel medio janr. 1780, da de var copulerede den 12. nov. 1779, som ved undersøgning forsikrede, at han ikke ejede noget, hvormed han kunne betale kg. brøde.

1786: sproget er nu tysk.

1790:
Am bustage 1790 hat Peter Hansen von Krogstrup mit 1) Las Nielsen und 2) 2 Söhne von Bennet Olufsen a) Oluf und b) Christen in Københoved des Nachmittags um 3-4 Uhr anzicht(?) und Karten gespielet, wofür ... au königl. Brüche zu notieren sind.

Litteratur:

Skrave sogns historie I, Københoved bysamfund.
Skrave sogns historie II, Langetveds historie.

Change: 22 AUG 2011

Død september 1813

Change: 5 NOV 2019

Change: 6 NOV 2019

Change: 10 APR 2001

Event: Fremstillet: 22-04-1787

Change: 3 DEC 2003

Event: Fremstillet: 13-09-1789

Change: 3 DEC 2003

Event: Fremstillet: 09-04-1789

Change: 3 DEC 2003

Change: 21 APR 2002

Tvilling - dør 3 uger gammel

Change: 3 DEC 2003

Event: Fremstillet: 27-10-1799

Change: 3 DEC 2003

Event: Fremstillet: 28-09-1800

Property: Nørupgård: 13-05-1843

Change: 22 JAN 2004

Event: Fremstillet: 07-08-1803

Change: 25 JAN 2004

Event: Hjemmedøbt: 11-08-1805

Property: Stagbøllegård, Jordrup

Hjemmedøbt 11-8-1805

Change: 25 DEC 2003

Change: 3 DEC 2003

Occupation: Tjener på godset Nørholm ved Varde hos Rosenørn-Teilmann

Occupation: Soldat ved Sehested ifølge ansøgning om medalje: 10-12-1813

Occupation: Tilflytter som gårdmand i Tirslund, Brørup Sogn, Ribe Amt: 01-05-1838

Occupation: Huusmand/Gartner i Tirslund.

Occupation: Aftægtsmand hos Henrik Kahl, Tirslundmark: 1869

Jens Christian deltog som 25-årig i slaget ved Sehested 1813 og fik i 1858 "Medaille de Sainte-Helene".
Øllegaard skriver om dette i "Den gamle bondekone fortæller", Kolding 1928. Hun skriver bl.a. at Jens Christian var med ritmester Teilmann Rosenørn på Sct. Helena hos Napoleon, men det er nu ikke rigtigt. Til gengæld deltog både Ritmester Andreas Carl Rosenørn-Teilmann(Søn fra Nørholm) og Jens Christian i 1813 i slaget ved Sehested, og Jens Christian fik herfor Sct. Helena-medaljen. Ritmester Andreas Carl Teilmann-Rosenørn kan man læse en del om i: Nørholm og dens beboere 1790-1895. Lidt om Nørholm og dens beboere 1790-1895. Små optegnelser af J. K. Rosenørn-Teilmann. Trykt i København på THIELES BOGTRYKKERI I 1895, side 17. Der er intet i denne beskrivelse, der antyder at ritmesteren skulle have været på Sct. Helena. Efter krigen blev han afskediget som ritmester og fik ifølge bogen ikke et godt liv, hvor han bl.a. havde gården Søvig ved Filsø og endte med at tage sit eget liv.
___________________________________________________________________
Nummeret på Jens Christian Jessens medalje-papir er 14 225. Han blev på min foranledning optaget i en database med veteraner http://www.stehelene.org/php/accueil.php?lang=dk (2006)

Sainte Helene Medaljen blev i 1857 indstiftet af Napoleon d III og tildelt de ca 405 000 soldater, som dengang endnu var i live, og som havde kæmpet i krigene 1792-1815 under Napoleon d I

Jens Christian ansøgte om medaljen 26. Marts 1858
Til Krigsministeriet!
Undertegnede Jens Christian Jessen og Peder Nielsen, var begge som soldater i den danske Arme som gjort tjeneste i Slaget ved Sehested, og i øvrigt må antages at være i Besiddelse af de kvalifikationer, som giver adgang til at benævndes med den franske St Helena Medalje, tillader sig hermed at fremsende Sig til det Kongelige Ministerium med et brev om, at med kommer forgunstign Forsorg maatte bjærge bemeldte Medalje. - Idet vi vedlægger 3de Militær....se, fordrister vi os til at forebe gunstigts Ansolution. -
Thislund, Brørup Sogn, Ribe Amt, d 26 Marts 1858.
Underdanigst
Jens Christian Jessen, - Peder Nielsen
Aftægtsmænd
Kilde: Krigsministeriets arkiv på Rigsarkivet. Gunner Har en kopi.
Note: Slaget ved Sehested fandt sted den 10. december 1813.

__________________________________________________________________
Slaget ved Sehested den 10. december 1813 Sehested kommer efter, at Danmark-Norge har været allieret med Napoleon, og som følge af Napoleons nederlag ved Leipzig i 1813 bliver afkrævet at afstå Norge til Sverige. Den dansk-holstenske hær havde sidst i Napoleonskrigen befundet sig ved Schwerin sammen med en fransk hær. Efter Napoleons nederlag ved Leipzig trækkes den danske hær nordpå, mens franskmændene trækkes tilbage til Hamburg. De allierede modstandere Sverige, Rusland, Preussen og Sverige forfølger retræten nordpå, og den dansk-holstenske hær fik problemer med retræten og lider et par mindre nederlag. Det besluttes, at trække styrkerne ind til de befæstede byer Glücksborg og Rendsborg, og på ruten mod Rendsborg kommer det den 10. december til en træfning i Sehested, hvor det lykkes at slå den allierede styrke anført af kronsprins Bernadotte af Sverige (Karl Johan) og bane vejen til Rendsborg. Isoleret set var det en sejr over ærkerivalen til Norge, men i det store spil var løbet kørt - Danmark havde for længe holdt på Napoleon og måtte ved freden i Kiel den 14. januar 1814 mellem Danmark-Norge og Sverige (allieret med England, Rusland og Østrig mod Napoleon) betale prisen og afstå Norge, men beholdt forløbigt Slevig - Holsten samt Island, Færøerne og Grønland. Desuden skulle Danmark stille en hær på 10.000 mand i kampen mod Napoleon.
Den dansk-holstenske hær var i øvrigt i opløsning i slutningen af 1813, idet holstenerne i vid udstrækning deserterede fra især Glückborg, der måtte overgive sig 5. januar 1814. For holstenerne var det absurd fortsat at kæmpe på Napoleons side. Den danske hær blev i løbet af 1813 mere og mere upopulær i civilbefolkningen i Holsten, der måtte levere store forsyninger til hæren, og konsekvensen var yderligere splittelse mellem hertugdømmerne og Danmark.
Kilde: Rasmus Glenthøj og Morten Nordhagen Ottosen: 1814 - Krig, nederlag og frihed. Danmark-Norge under Napoleonskrigene, Gads Forlag 2014, side 272 ff.

Change: 15 JUL 2014