Change: 6 NOV 2019

Residence

Occupation: Rigsdagsmedlem: 14-06-1858

Dansk biografisk Leksikon. XVII. Marts 1903.

Termansen, Niels Jokum, 1824-92, Bonde og Politiker, blev født 15. Marts 1824 i Vejen Sogn, lige nord for Kongeaaen, og var Søn af Toldbetjent Terman T. (f. 1792 f 1828) og Kustru, Kjerstine Marie Sørensdatter (f. 1794 f 1866). Fra sin lidlige Barndom blev han opdraget hos sin Moster (Malene Sørensdatter), en alvorlig, religiøs og viljestærk Kvinde, som var gift med en Gaardmand i Nabosognet Læborg, men selv barnløs. Hun omfattede ham med moderlig Kjærlighed og paatrykte hans Karakter et stærkt Præg. Han blev vel oplært, skjønt han kun gik i en tarvelig Almueskole, fik tidlig Lyst til Læsning, lærte endog Tysk og brugte sine faa Skillinger til Bogkjøb. Som ung Mand fik han af Sognepræsten Fuglede Øjet aabnet for Historie og Digtning, blev tidlig politisk vakt ved Læsning af «Fædrelandet» og «Danevirke», men især ved at overvære Festen paa Skamlingsbanken 1844, hvor Grundtvigs Tale gjorde dybt Indtryk paa ham. Religiøs vakt blev han først 1846, da han som Soldat laa i Kjøbenhavn, og endelig af V. Birkedal, som da var Præst i Sønder Omme. Ogsaa fik han i disse Aar sin stærke Trang til Kundskab og Dannelse nogenlunde tilfredsstillet ved at besøge de offentlige Møder paa Rødding Højskole, i det han vandrede 3-4 Mil frem og igjen tilbage paa én Dag for at komme der; hans Ønske om at blive Elev var der nemlig ikke Raad til at opfylde. 1849 gjorde han Tjeneste ved Fæstningsartilleriet i Fredericia og 1850-51 ved et Magasin i Flensborg, men fik aldrig Lejlighed til personlig at deltage i en Kamp for Fædrelandet, hvad han hjærtelig attraaede. Derimod lærte han i Flensborg sin senere Hustfu at kjende, Katrine Marie Magdalene Nielsen, en Haand-værkerdatter fra Løgumkloster (f. 31. Juli 1826). Han overtog i Efteraaret 1853 sine Plejeforældres lille Gaard og giftede sig kort efter (9. Dec.). Ogsaa blev han valgt til Sogneraadet og var Medlem heraf i 5 Aar, indtil han 1858 - nærmest efter S. Høgsbros Raad til Vælgerne - valgtes til Folketinget for Ribe Amts 4. Kreds. Her gjenvalgtes han uafbrudt indtil 1878, i Regelen ved Kaaring - ligesom ogsaa 1864-66 til Rigsraadets Folketing-, da et nyt Gjenvalg syntes usikkert, fik hans politiske Venner ham 1878 valgt ind i Landstinget, hvor han sad i 8 Aar. At søge Valg 1890 afslog han. Allerede 1866 og flere Gange senere fik han Tilbud om at blive Højskoleforstander, men afslog det, skjønt han utvivlsomt var saare vel skikket dertil, fordi hans Vælgere ønskede at beholde ham som deres Rigsdagsmand, og han fandt det da at være Pligt at blive. Derimod overtog han 1884 Stillingen som Branddirektør og levede siden, indtil sin Død, i Holsted (lidt nærmere ved Ribe), hvor han ved Venners Sammenskud blev i Stand til at bygge sig et Hus. Som Folketingsmand holdt han sig i de første Aar uden for Partierne, skjønt han i Regelen stemte med Venstre, saaledes 1861 for en Længdebane gjennem Midtjylland-, en Tid lang hørte han dog til Mellempartiet «de uafhængige», men fandt det ikke ensartet nok. 1864 stemte han imod Freden og i de 2 følgende Aar mod enhver alvorlig Ændring af Junigrundloven. Efter dens Gjennemsyn 1866 sluttede han sig til «det nationale Venstre», der jo nærmest faldt sammen med Grundtvigianerne, og han var siden et af Partiets mest fremragende Medlemmer. Han fik Sæde i Forsvarsudvalget og kæmpede for Almenvæbning med Mandskabets Uddannelse i Lejr, fremfor det sløvende Garnisonsliv; ogsaa talte han med Varme imod Tankegangen: «Hvad kan det nytte?». Da hans Parti 1870 gik sammen med de andre Venstregrupper til «det forenede Venstre», trak han sig tilbage der fra, fordi det i hans Øjne var en «falsk Alliance», og han i det hele nærede Tvivl om de store Partiers indre Berettigelse. En Tid lang gik han sammen med de saakaldte «nationale Løsgængere», hvortil flere af Tingets bedste Mænd hørte. Han misbilligede afgjort Venstres Stormløb imod Ministeriet for at komme til Magten, betegnede Finanslovens Nægtelse som et tveægget Sværd og mente, at man ikke burde søge at fremtvinge den parlamentariske Statsskik, men give Tid til dens rolige Udvikling; paa den anden Side dadlede han lige saa skarpt Ministeriets Adfærd for at beholde Magten og formanede begge Parter til at vise Eftergivenhed. Som Landstingsmand stemte han igjen sammen med Venstre og talte med Kraft imod Ministeriet, medens han bittert dadlede Venstre for dets Ligegyldighed for Forsvarssagen og særlig for Landets Befæstning. I begge Henseender talte han dog for døve Øren, og hans Opfattelse af de politiske Forhold i disse Aar var meget mørk, ligesom han med stor Bekymring saa paa Fædrelandets Fremtid under den heftige indre Strid. De Spørgsmaal, der under hans Rigsdagsliv særlig optoge ham, vare Kirke- og Skolesager, og som en ægte Grundtvigianer var han en ubetinget Hævder af fuld Frihed paa disse Omraader. Han ventede sig alt godt af Friheden og intet godt af Tvang; ihvert Fald burde Friheden i alle Forhold være Regel og Tvang kun en Nødhjælp. Frihed var ogsaa efter hans Mening det bedste Middel til igjen at raade Bod paa de Misbrug, der vilde blive gjorte af den. Særlig fremhævede han Forældrenes Ret til at sørge for deres Børns Oplærelse og vilde ikke erkjende, at Skoletvangen (efter Anordningen fra 1814) havde baaret nogen synderlig Frugt. Han var en varm Tilhænger af Folkehøjskolen og ønskede den lærde Skoles Undervisning ført ind i et mere folkeligt Spor, paa Grundlag af det gammelnordiske Aandsliv. Med Hensyn til Kirken var han imod Saadanne ydre Ordninger som et Kirkeraad, fordi kirkelige Spørgsmaal ikke maatte afgjøres ved Flertals Overmagt, og det var saare betegnende for hans Opfattelse af Frihedens Begreb, at han lagde større Vægt paa, om Menigheden kunde faa Ret til
at vrage den Mand, den ikke ønskede at faa til Præst, end om der skulde gives dens Flertal Ret til at vælge den Mand, det maatte foretrække. Allerede 1864 var han med at foreslaa en Lov om fri præstelig Virksomhed inden for Folkekirken, og han kæmpede i en Række Aar sammen med S. Høgsbro for at skaffe dem, der havde løst Sognebaand, Ret til at bruge deres Sognekirker saa vel som for Oprettelsen af Valgmenigheder; 1873 var han Medlem af Fællesudvalget om den sidstnævnte Sag. Han fik Sæde i den store Kirkekommission 1868-70 og forstod fuldt ud at hævde sin Plads, i det han med Dygtighed og Veltalenhed optraadte som Frihedens Talsmand over for Præsteskabets ypperste Ordførere. Bl. a. gjorde han gjældende, at Dannelsen af et Kirkeraad ikke vilde
tjene til at udfylde, men tvært imod til at udvide Kløften mellem de forskjellige Retninger inden for Folkekirken, ja rimeligvis medføre et stort og ulægeligt Brud. Endvidere tog han Ordet for Frihed til at indgaa borgerligt Ægteskab, men vilde heller ikke i dette Forhold have nogen Tvang indført.

Der er endnu en Side af T.s offentlige Virksomhed, som maa stærkt fremhæves; thi var den end ikke den vigtigste, var den maaske dog den ejendommeligste. Det var hans Virksomhed som Foredragsholder, fortrinsvis over historiske Æmner, og den foregik dels paa Højskoler og i Foredragsforeninger, dels paa Kirke- og Skole- eller almindelige Folkemøder rundt om i Landet. Han viste nemlig her ikke alene et grundigt Kjendskab til Historien, hvad der skaffede ham Navnet «Danmarks lærdeste Bonde» - han studerede ogsaa baade engelske og tyske Forfattere -, men vakte desuden baade Almuesfolks og dannede Tilhøreres Beundring ved sit aandfulde Syn og sit Foredrags smukke Form; det traadte særlig for Dagen, da han 1871 fulgte med V. Birkedal til Norge og der gjentagne Gange talte for helt ukjendte Kredse, der bleve lige saa betagne af denne veltalende Bonde, som Tilfældet saa tit var i Danmark. I «Dansk Folketidende» og «Nordisk Maanedsskrift» optoges ikke faa Foredrag eller Afhandlinger; særskilt udgivne ere «St. St. Blicher» (1868; 3. Udg. 1891), «Abraham Lincoln» (1893) og «Foredrag og Optegnelser» (1894). Meget interessant er en Række Breve om vore politiske Forhold fra Aarene 1870-90, som meddeltes i «Dansk Kirketidende» 1892. Endelig bør det nævnes, at T., uden at være nogen særlig dygtig Landmand, dog drev sin Gaard flittig og ordentlig samt baade forbedrede dens Jorder og fik Tid til Haveanlæg og Træplantning. Han døde 9. Maj 1892. Alle vare da enige om, at han i vort offentlige Liv havde været en ren og ædel Skikkelse, gjennemtrængt af ægte Frisind og varm Fædrelandskærlighed samt af urokkelig Sanddruhed og Selvstændighed. En Mindesten rejstes for ham 5. Juni 1893 i Skibelund Krat.
P. Bjerge, Den jydske Bonde N. J. T. (1892). Højskolebladet 1892, Nr. 34 f. Jylland 1892, S. 280 ff. Den danske Højskole 1902, S. 46 ff.

Utilhugget granitsten i Skibelund med bronzerelief og indhugget tekst.
Indskrift på stenen.
Under relief: N.J. Termansen. Født 15. marts 1824. Død 9. maj 1892.
Over relief: Folkets ædle søn.
Såvel tekst som bronzerelief udført af billedhuggeren N. Hansen-Jacobsen, Vejen. Stenen blev afsløret den 28. juli 1906 under overværelse af over 2.000. Jacob Appel og Ludvig Schrøder holdt afsløringstalerne.

Niels Jokum Termansen var en af medstifterne i Skibelundforeningen, dens trofaste ven og taler ved næsten alle festerne. 
Han var en usædvanlig naturbegavelse, der båder var kendt, afholdt og respekteret på egnen. 
N.J. Termansen var født i Vejen den 15. marts 1824. Som 3-årig blev han af sin familie afleveret til en barnløs moster, der sammen med Niels Nielsen Poder havde en gård i Gammelby ved Læborg. Forældrene drog til Nykøbing M, hvor faderen, der var toldbetjent, tiltrådte en stilling med beskedne fremtidsudsigter.
Termansen læste allerede som 5-årig i biblen, og senere i fx gamle ligprædikender. Han lånte og erhvervede mange bøger - lærte tysk og engelsk.
Han var en meget dygtig taler, der forstod at give sine ord stor vægt. Han havde stor indsigt i det historiske og en fin sans for poesi. Hjalp senere rådstuearkivar Oluf Nielsen (Malt herred, 1870) og folkemindesamler Evald Tang Kristensen i deres arbejde med lokalhistorisk materiale.
Efter at have deltaget i mødet på Skamlingsbanken den 4. juli 1844 vendte han hjem med stærke indtryk, ikke mindst af Orla Lehmann og Laurids Skau.
Den grundtvigske højskoleånd havde en tro talsmand og fortolker i Termansen. Højskolerne i Rødding og Askov benyttede ham ofte som taler.
N.J. Termansen var den første bonde, der blev indvalgt i Landstinget - første gang 14. juni 1858 som Bækkekredsens folketingsmand. Dette bevirkede, tillige med hans rige evner, at han fik tilnavnet "Danmarks lærdeste bonde". "Fædrelandet" har dog beskrevet ham som lige så selvklog og stivsindet en bonde som nogen af hans jydske standsfæller .... så har hans retning ikke bidraget til at udvikle hans praktiske forstand, og han er altfor forstokket i sin egen mening til at søge oplysning hos dem, der ved og forstår mere end han.
I 1876 blev han genvalgt - nu som højremand uden dog at være partimand. Han var i rigsdagen i 28 år.
Gården i Gammelby, som han overtog i 1853, hvor han også blev gift med Katrine Marie Magdalene Nielsen (født i Løgumkloster 1826), var ikke præget af fremskridt på landbrugsområdet. En mand, der en årrække tjente hos Termansen beretter, at når han pløjede, blev furen skæv, for han gik gerne med lukkede øjne. Økonomien var derefter.
I 1884 blev Termansen branddirektør. Han bortforpagtede gården og flyttede til Holsted, hvor han ved økonomisk bistand fra sine venner byggede et hus. Termansen døde i Holsted 9. maj 1892.
Mindestenen for N.J. Termansen er den anden, idet der allerede i 1893 blev afsløret en mindesten for ham. Kort efter afsløringen var man utilfreds med stenen - den var for uanseelig. Den blev senere flyttet til H.J. Termansens gård i Læborg, hvorefter den nuværende mindesten 1906 rejstes i Skibelund. Stenen blev afsløret den 28. juli 1906 under overværelse af over 2.000. Jacob Appel og Ludvig Schrøder holdt afsløringstalerne.

Kilde:
http://home2.inet.tele.dk/piversen/terman.html
Mindesten i Skibelund Krat, Vejen Turistforening, 1993.
Hærvej-sognet Læborg, Vald. Andersen, Konrad Jørgensens Bogtrykkeri, Kolding, 1961

Change: 1 MAY 2004

Change: 6 NOV 2019

Søsterens barn #843 Niels Jokum Termansen kommer i pleje her.

Change: 6 NOV 2019

Change: 6 NOV 2019

Change: 6 NOV 2019

Residence

Change: 29 APR 2002

Change: 29 APR 2002

Change: 1 MAY 2002

Change: 9 OCT 2011

Change: 23 JAN 2004

Change: 23 JAN 2004

Change: 25 JAN 2004

Change: 1 MAY 2002

Change: 1 MAY 2002

Occupation: Ladefoged fra Endrupholm: 16-11-1780

Occupation: Gaardbeboer, lægsmand og sognefoged: 1787

Change: 2 JAN 2003

Change: 30 DEC 2002

Property: Hundsbæk, Læborg Sogn, Ribe Amt

til Hundsbæk

Change: 5 APR 2013

Change: 25 APR 2010

Change: 23 APR 2010